|
Dorothea
Engelbretsdatter (1634-1716)
JESUS som af Kierlighed,
Fra dit høje Himmel-Sæde,
J Fornedring
vilde træde,
Da du Pine for os led:
Lad mig og for din Skyld bære,
Hvad dig tykkis jeg formaar,
Og forskyde Verdens Ære,
Til jeg hist
Klenodet naar.
Du som i Gethsemane,
De Blod-sprengte Taare sveder,
Og din Fader
ydmyg beder,
At hans Villie motte ske,
Lad min Bøn og Græde-Hikke,
Aldrig gaa din Trøst forbi
Naar jeg Angstens Kalk maa drikke,
Du
for mig har skienked i.
HERRE du som ved en Kys,
Blef forraad og solt for Penge,
Da dig
Skaren torde trenge,
Om mig end med Falskheds grys,
Nogen Judæ
Broder møder,
Som paa Tungen Silke bær,
Og i Barmen Slangen
føder,
Ræd mig da fra saadan Fær.
Du som blefst uskyldig førdt,
Hen for dem i Dommer Standen,
Fra
den eene til den anden,
Bunden og med Svøber kiørdt,
Skal jeg her
end efter stræbis,
Uden Skiæl af bare Had,
Og for Dommer-Ret hen
slæbis
O! da skil du Tretten ad.
Du som Purpur Kaaben bar
Og Hudflet lodst dig bespøtte,
En
Kind-Hest den anden møtte,
Da din Krop saa blodig var,
Lad de slag
den Spot og Smerte,
Du for mine Feil udstood,
Vekke mit Steen-haarde
Hierte
Til alvorlig Pligt og Bood.
Du som til een Marter blef,
At i Blod dit Legom svemmed,
Og dit
Hellig Hoved klemmed,
Da dig Torne Kronen ref,
Mine Synder du randsoned,
J dit blod de neder sank
Før jeg engang skal staa kroned,
Blant udvalde Engel-blank.
Du som blev der Folk var flest
Dømt til Døde som en Fange
Skaren raabte mange Gange,
Bort med ham, kaarsfest kaarsfest,
Din
Miskundhed kand det volde
Og den Død du togst dig paa,
At naar du
din Dom vil holde,
Naaden maa for Retten gaa.
Du som varst en Madik-lig,
Og self Kaarset med Vanære,
Ud til
Golgatha fik bære,
Hvor de lod kaarsfæste dig,
Lad dog under denne
Byrde
All min Ondskab trykkis ned,
Saa jeg Kiødsens Lyst maa myrde,
Og gaa heden vel bered.
Du der varst bested i Nød,
Og til Kaarset fest med Nagler
Da dit
Blod paa Jorden hagler,
Og som Strømme neder flød,
Dine blodig
Vunders Huler
Blive mine Synders Graf
At de der udi sig skiuler,
Til
din Vrede lader af.
Du som for Uvenner bad,
Og med dennem overbreder,
Der saa pinlig
dig tilreder,
Lad mig ikke bære Had,
Med din Forbøn mig forhverve
Her og hidsed ævig Fred,
Du som ingen vil forderve,
Viis mig og din
Salighed.
|
Du som til din Moder saae,
Og medlidig gav tilkiende,
At du
yngtis over Hende,
Der du maatte nøgen staae,
Naar jeg her udmat af
Møyen
Er i Sorg og Jammer sat
Vend da dine Miskunds Øyen
Til en
Enlig og forlat.
Du all Verdens Frelser Mand,
Maa bespottis af en Røver,
Mens den
anden Bønnen øver,
Og Bønhøring naadde Hand,
Om dit Rige jeg nu
beder,
Tænk paa mig JmmanuEl,
Efter Paradiis jeg leder,
Der hen
lengis og min Siel.
Du som ved den niende Stund,
Raabte høyt og sagde Eli,
Eli Lama Asabthani,
Andagt fuld af Hiertens Grund,
Naar jeg fristis og tør
spørge,
Hvi du haver mig forlatt,
Da maa du for Trøsten sørge,
Naar mit Haab paa dig er satt.
Du som skienkis i din Tørst
Ediken med Jsop blandet,
Og til
Ledske fik ey andet,
Da din Trang var aller størst
O! skienk mig af
Lifsens Kilde
J min Tørst paa Nødens Dag
Og din bedske Drik
formilde,
Dødsens Angst og strenge Smag.
Du paa Kaarset blodig vaad,
Der all Skaren haanlig brommed,
Sagde
self det var fuldkommed,
Hvad dig Skriften hafde spaad,
Ah lad det
mit Hierte røre
Til Lydagtighed mod dig,
Hvad jeg ey kand fyllest giøre,
Det fuldkomme du for mig.
Du som strax gafst ud din Aand,
Og høj-røsted den befalte,
Med
de siste Ord du talte,
J din Faders Guddoms Haand,
Lad det og mit
Mundheld blive,
Saa jeg og min Aand fuld sødt,
Dig i Hænderne maa
give,
Naar leerkaret bliver brødt.
JEsu nu er Striden dempt,
Nu er Angsten overvunden,
Nu er Spaat
og Hug forsvunden,
Nu er Torne-Kronen glemt,
Nu er borte blodig
smerte,
Nu er lægte dine Saar,
Nu er ledsket vel dit Hierte,
Nu er
Kaarsit dig ey svaar.
Loved være dig Guds Søn,
Som saa Mandelig har kiemped,
Alle
Fiender du ned-demped,
Og gik self for os i Bøn,
Verdens Jammer
bør vi lide,
Som er timelig og læt,
Og for Paradisit stride,
Til
det siste Aande-dræt.
|
