|
Indledning
I. Kierkegaard i Corsaren
Kierkegaard ville kommandere: fyr! hvis det kun var journalister,
der stod foran Gevær-piberne! Kierkegaard havde selv kastet handsken
til at komme i Corsaren, Danmarks første satiriske tidsskrift af
format, hvis satire på et tidspunkt kostede bladets redaktør M.A.
Goldschmidt en tur i fængsel og livsvarig censur. En anden af
bladets penneførere, litteraturkritikeren P.L. Møller måtte på grund
af Kierkegaards modangreb i Corsaren fortrække ud af landet.
Georg Brandes indleder sin monografi om Søren Kierkegaard
(1877) med følgende: ”Min tidligste Erindring om Kierkegaard er den,
at naar jeg som Barn ikke trak mine Benklæder omhyggeligt og
ligeligt ned over de dengang brugelige lange Støvleskafter, sagde
Barnepigen advarende til mig: Søren Kierkegaard! Saaledes hørte jeg
første Gang det Navn nævnes, der samtidig ringede saa stærkt for de
Voksnes Øren.”
Den første karikaturtegning, Corsaren bragte af Kierkegaard – tegnet
af P. Klæstrup – viser netop Kierkegaard fremstillet med ulige
bukseben.
Kierkegaard skrev i dagbogen om sine bukser, mens han endnu kunne le
af det: ”Ikke det største Værk har vakt saa megen Sensation…Petrarca
troede at han skulle blive udødelig ved sine latinske Skrifter, og
han blev det ved sine erotiske Digte. Mod mig er Skjebnen endnu mere
ironisk. Trods al min Flid og min Stræben har jeg ikke kunnet
udgrunde hvad Tiden fordrede -. Og dog laae det mig saa nær;
ubegribeligt at jeg ikke selv kunde falde paa det, at der maatte en
Anden til at udsige det –det var mine Buxer. Sjeldne Lykke, thi mit
Liv faaer sjelden Betydning; for Samtiden faaer jeg Betydning ved
Hjælp af mine Buxer” (Pap. VII,1 B 55, s.235).
Kierkegaard var en mester i at skjule sit inderste for andre – han
ville ikke ud med hvilken grundlidelse, der bestemte hans liv – og
så blev han her ramt fra en kant, hvor han var værgeløs. Og hvad der
her ramte ham, tog sit eget indre, selvforstærkende forløb.
Corsaren’s angreb blev for ham et slag under bæltestedet. Det blev
ikke bedre af, at Sjællands biskop Mynster siden – i 1851 – kom for
skade under ét at fremhæve både Goldschmidt og Kierkegaard! Som om
ikke Sjællands højt beundrede biskop vidste at gøre forskel! Dette
er blevet kaldt ’den anden Corsarfejde’!
II. ’Krystalnat’ i Vordingborg
Kierkegaard blev født i 1813, ”i det gale Pengeaar, da saa
mangen anden gal Seddel blev sat i Cirkulation” (Pap. V A
3). 1813 var året, da Danmark gik statsbankerot. I 1819 da
Goldschmidts mor gik gravid omkring i Vordingborg brød
Jødefejden ud.
”I dødelig Angst see vi hver Dag Aftenen imøde. Kemechere
[de kristne] ganske som rasende, de slaae Ruderne ind hos
alle Jøderne, og vee den Jøde, der vover sig ud imellem dem!
Rabbi Jehudo, som blev slaaet og sparket af dem, da han kom
gaaende til sit Hjem, er død, og flere andre fromme Jøder
ere svært mishandlede. Min Svigerfader faldt i Hænderne paa
to Matroser, som truede med at slaae ham ihjel, hvis han
ikke vilde danse for dem. Hvad skulde den gamle mand gjøre?
Han måtte dandse, hvorpaa de spyttede ham i Øinene og sagde:
Det skal Du have, Jødesmaus, fordi du dandser saa daarlig”,
fortæller Goldschmidt i sin debutroman fra 1845 En Jøde.
(H.C.Andersen har i Kun en Spillemand (1837) fortalt
om Jødefejden i 1819, som han selv blev vidne til, da han
kom til Valby bakke på sin rejse til København.) Nogen måtte
jo have forskyldt statsbankerotten og den økonomiske nedtur.
Den amerikanske Kierkegaard-forsker, Bruce H. Kirmmse skrev
i 1992 en artikel, hvor han tager Kierkegaards forhold til
jødedommen og jøderne op. (Kierkegaard, Jødedommen og
Jøderne (Kirkehistoriske Samlinger)). Kierkegaard
skrev i 1849 i sin dagbog: ”Goethe bemærker…at Jødernes Mord
paa Ægypterne var den omvendte sicilianske Vesper. Der
myrdede Verten Gjæsten, her Gjæsten Verten. Men det bliver
nok Jødernes Forhold til hele Europa i vor Tid” (Pap. X,1 A
153 (1849)). Grundtvig forudsætter - ligeledes - i et angreb
på Goldschmidt i Danskeren i 1849 et skel mellem dem,
der har hjemme i Danmark, og dem, der kun er gæster. Altså
mellem vært og gæst. Her siger Grundtvig: ”Udgiveren af
Ugeskriftet ”Nord og Syd”, Hr. Goldschmidt, har alt
længe udæsket Folkeligheden i det Land, hvor han
fandt saa megen Giæstmildhed, at han upaatalt kan bære sig
ad, ”som han var hjemme””. Grundtvig angriber altså
Goldschmidt for at opføre sig i Danmark, som om han har
hjemme her, og ikke kun er gæst!
Goldschmidt gav Grundtvig svar på tiltale: ”Det synes ham,
at jeg er kommen her som ”Gjæst” directe hertil fra
Palæstina… Men her er en Feiltagelse. Hvorledes mine Fædre
have vandret, veed jeg ikke; de ere komne hertil, og Broen,
hvorover de gik er afskaffet. Jeg tror, at min ”Slægt” i et
af de forrige Aarhundreder er indvandret fra England”.
Goldschmidt gør opmærksom på, at hans barndom er ”hengaaet
mellem de sjællandske Bønder og Almuesfolk” (Morten Thing:
Den historiske jøde, 1994, s.14-20).
Denne ’exodus’, denne udvandring, denne permanente
hjemløshed i det fremmede har Goldschmidt fremstillet i sin
debutroman En Jøde, der er et hovedværk i dansk litteratur
om det at være etnisk anderledes. Denne problematik er
konkretiseret i den forliste forlovelse mellem jøden Jacob
Bendixen og den kristne pige, Thora Fangel – og hvor Jacob
Bendixen ender med – som jøden Shylock i Shakespeares
Købmanden i Venedig – at blive, hvad man gør jøder til –
en ågerkarl (jf. Dansk litteratur historie, 1976, bd.
3,451 (Uffe Andreasen).
III. Udenfor
Goldschmidt fortæller om sit første sammentræf med Søren
Kierkegaard ude hos Peter Rørdams mor på Frederiksberg
(Peter Rørdam, blev senere præst i Lyngby): ”Jeg kom til at
følge med ham hjem ad Gamle Kongevej, og han spurgte mig, om
jeg havde læst en Bog han nylig havde udgivet: „Af en endnu
Levendes Papirer; udgivet mod hans Villie“. Jeg havde læst
den og huskede bedst Noget om H.C. Andersen. Det undrede
mig, at han talte saa meget om sin egen Bog, men latterlig
blev han ikke derved, thi han blev bestandig meget højere
end jeg. Der blev en lang Pause, og med Et gjorde han et
lille Hop og slog sig med sin tynde Spanskrørsstok henad
Benet. Der var noget Springfyragtigt deri, men aldeles
forskelligt fra det Springfyragtige, man ellers seer i
Verden. Bevægelsen var løjerlig og gjorde næsten ondt. Jeg
véd nok, at jeg staaer i Fare for at huske Scenen med
Indblanding af en sildigere Tids Viden; men jeg er sikker
paa, at der var Noget, der smertede, omtrent som dette: at
den spinkle lærde Mand vilde ind i Livets Glæde, men ikke
kunde eller skulde” (Livs Erindringer og Resultater
I, 214f.(1877)).
Goldschmidt er opmærksom på, at Kierkegaard på en fortvivlet
måde er stillet udenfor. Og det at være stillet udenfor var
Goldschmidt som født til at være.
IV. ’Komisk Komposition’
”Paa den Tid førtes jeg anden Gang sammen med S.
Kierkegaard”, beretter Goldschmidt, ”Der blev sendt mig en
Anmeldelse af hans Magister-Disputats: «Om Begrebet Ironi
med stadigt Hensyn til Sokrates» - eller egentlig ingen
Anmeldelse, men en ironisk Tak-Adresse med Benyttelse af
hans eget paafaldende, manierte Sprog. Artiklen var
velskreven; men jeg vilde dog nok see selve Bogen, læste den
og fandt, at der for Retfærdigheds Skyld burde tages et
Forbehold med Hensyn til dens Indhold, og det gjorde jeg i
en kort Efterskrift, hvorved jeg igjen savnede Evne til
aandfuld, overlegen Anerkjendelse, men dog taget mit
Forbehold”. Kierkegaard sagde til Goldschmidt, ”at jeg nu
havde havt ham i «Corsaren», man han havde ikke haft Grund
til at klage”. Kierkegaard opfordrede Goldschmidt til, at
han skulle lægge sig efter ’komisk Komposition’. Goldschmidt
turde ikke spørge Kierkegaard, hvad han mente. Goldschmidt
tilføjer, at Kierkegaard, ”uden at enten han eller jeg kunde
ane det, den Dag sleb den Spids, der senere stak ham selv” (Livs
Erindringer og Resultater I, 275f.(1877)).
Corsaren var begyndt at udkomme i 1840. Elias Bredsdorff
giver mere end hundrede år senere bladet følgende skudsmål:
”Det var nemlig noget helt nyt, Goldschmidt skabte, da han
udgav „Corsaren“; dette blad rummer spirerne til rent
socialistiske anskuelser, fremsat flere år før „Det
kommunistiske Manifest“ endnu var skrevet, og „Corsaren“
indtager derfor en plads i Danmarks politiske historie, som
ikke er almindeligt forstået.” (Goldschmidt’s Corsaren,
1962,s.10).
Corsaren fik en efter den tid umådelig udbredelse.
Bredsdorff skriver: ”Samtidig med, at interessen og
nyfigenheden for „Corsaren“ steg, voksede også forargelsen.
Blandt „Corsaren“s faste læsere var der mange kongetro og
konservative samfundsstøtter, som herigennem fik afløb for
deres trang til forargelse, samtidig med at de kunne gotte
sig over piskesnærtene til de Liberale. H.C.Andersen siger i
„Den nye Barselsstue“ med henblik på „Corsaren“: Det holdes
ikke i fornemme Huse uden af Portneren eller Kusken, men det
slides dog op af Herskabet” (Goldschmidt’s Corsaren,
1962, s. 40).
V. ’Og herfra kom hele Fejden’
Litteraturkritikeren P.L.Møller havde i ’Et Besøg i Sorø’ i
Gæa 1846 indlagt en kritisk anmeldelse af Frater
Taciturnus’ (Søren Kierkegaards) Stadier paa Livets Vei
(„Skyldig?“ – „Ikke-skyldig?“). Dette fik omgående
Kierkegaard til at fare i blækhuset i Fædrelandet
(27. Dec. 1845, Nr. 2078). Her slutter Frater Taciturnus med
følgende: ”Gid jeg nu snart maatte komme i „Corsaren“. Det
er virkelig haardt for en stakkels Forfatter at staae
saaledes udpeget i dansk literatur, at han (antaget, at vi
Pseudonymer ere Én) er den eneste, som ikke udskjeldes der.
Min Foresatte, Hilarius Bogbinder, er blevet smigret i „Corsaren“…
Victor Eremita har endog maattet opleve den Tort, at blive
udødeliggjort – i „Corsaren“!” Og da er det at han
tilføjer:” ubi P.L.Møller, ibi „Corsaren“. Vor
Landstryger [P.L.Møller], ender derfor sit Besøg i Sorø
ganske rigtigt med ”et af disse væmmelige Corsar-Angreb paa
fredelige, respectable Mænd, der i hæderlig Ubemærkethed
røgte hver sit Kald i Statens Tjeneste…”,(Samlede Værker,
3.udg. bd. 18,38).
Goldschmidt fik lejlighed til at læse og kommentere
Kierkegaards selviscenesatte eftermæle i hans Efterladte
Papirer. – Ingen Kierkegaard-læser er i tvivl om, at der
er et før og et efter Corsar-angrebet for Kierkegaard: den
ændring, forfatterskabet tager efter hans Afsluttende
uvidenskabelig Efterskrift (1845), viser sig i
pointeringen af lidelsen, martyriet. Goldschmidt skriver i
et brev den 25. marts 1878 til O. Borchsenius: ”De siger, at
S.K. ikke kunde forstaa „Corsarens“ Betydning. Det kunde han
meget godt, eller han kunde i fem Aar staae personlig venlig
til mig [1840 til 1845]; saa kom det Øjeblik, da han ikke
vilde forstaa. Thi med sin Pirrelighed og Lidenskab kaldte
han for en literær Kritiks Skyld P.L. Møller for en
Landstryger og angav ham som den egenlige Redaktør af „Corsaren“,
og herfra kom hele Fejden.” Dette sidste har
Goldschmidt sat i kursiv og fortsætter: ”Alle „Corsarens“
Artikler mod S.K. have denne hans Uret som Anledning og
Baggrund, og al Kunst, hvormed man har villet give Sagen det
Udseende, at S.K. af rent ideale Grunde søgte „Martyriet“ og
vilde anfaldes af „Corsaren“, forslaaer ikke overfor
den simple, tydelige Sandhed.” Goldschmidt tilføjer: ”S.K.
vilde ikke indlade sig paa Spørgsmaalet om hans egen Uret,
men nøjedes med, efter at have kaldt P. L. M. det onde
Princip i „Corsaren“, at tilføje, at jeg drev Handel dermed,
og at jeg var fejg. Alle S. K.s Skjældsord vare Variationer
derover, idet han tillige klogt protesterede imod, at han
sigtede til mig som Jøde! – hvorfor kan man ikke
fremstille Sagen i denne faktiske Simpelhed og Sandhed (jvfr
min Biografi), uden derfor i nogen Maade at nægte, at S.K.
var en mærkværdig genial Mand og i mange Maader en skjøn
Personlighed?” (Bruce H.Kirmmse: Søren Kierkegaard
truffet, 1996, s. 118f.) |
VI. ’Total-Ironie’ og
’Absolut Negativitet’
Når Kierkegaard gav Goldschmidt opgaven at lægge sig efter
’Komisk Komposition’, kommenterer Kierkegaard det senere
(1847) med, ”at det var Nonsens at være ironisk og tillige
Partigænger, som blot angreb Regjeringen, Ironie maa tage
Alle” (Pap.VIII,1 A 421(1847)). Det er rigtigt, at
Goldschmidts ironi ikke er en ’Total-Ironie’, men med
konkret sigte, det som Kierkegaard afviser med at det er
’Nonsens at være ironisk og samtidig Partigænger’.
Goldschmidt vil ændre den hierarkisk opbyggede
samfundsorden, personificeret i kongemagten, til fordel for
en demokratisk republik. For ham er ironien ikke bare en
total omfattende tankebestemmelse, men udtryk for viljen til
at ændre vilkårene. Hvilket får Kierkegaard til at betegne
Goldschmidt som ’Partigænger’, skønt han både var imod de
konservative og oppositionen, de borgerligt liberale, da de
borgerligt liberale plejede særinteresser. Kierkegaard
erklærer i en senere optegnelse, at forudsætningen for at
Corsaren har ideer, afhænger af, om den udtrykker ’absolut
Negativitet’. Kierkegaard konkluderer: ”Om Sligt havde
Goldschmidt ingen Anelse, Corsaren var liberal, tærskede paa
Christian VIII, Embedsmænd o:s:v:, Corsaren var en Plante af
Oppositionen. Idee har Goldschmidt aldrig havt.” (Pap.X,1 A
98(1849)). Goldschmidt nøjedes ikke med en tankemæssig
’absolut Negativitet’, forbeholdt dannelseskulturens elite.
Udtrykt med Elias Bredsdorff : ”Kierkegaard havde ingen
principielle indvendinger mod et satirisk blad af „Corsaren“s
type, forudsat at det for det første ikke havde nogen
politisk radikal tendens (altså ikke vendt imod enevælden,
kongehuset og regeringen), og at det for det andet kun
henvendte sig til og gouteredes af en snæver inderkreds af
intellektuelt dannede personer. Det skulle altså dyrke
ironien og satiren som en kunst, for ironiens og satirens
egen skyld, og måtte ikke have nogen tendens, men skulle
(med Kierkegaards egne ord ) ”udtrykke absolut Negativitet“.
Mængden, massen, „pøbelen“ har ingen begreb om ironi, sagde
Kierkegaard, de forstår sig kun på grinet. „Corsaren“s store
udbredelse og popularitet, gjorde derfor bladet til
pøbelagtighedens organ.” (Elias Bredsdorff: Goldschmidt’s
Corsaren, 1962, s. 134).
VII. Den omvendte ’Jødefeide’
Kierkegaard besværer sig til dagbogen over, ”at man har
skaffet mig et Gadeopløb paa Halsen af Pøbel, med hvem jeg
intet Fællesskab har eller kan have. I Forening med
Jøde-Commier, Kræmmersvende, offentlige Fruentimmer,
Skoledrenge, Slagtersvende o:s:v: kan jeg virkeligen ikke
lee af, hvad jeg f.E. med Carl Weis [Jurist og fuldmægtig]
ypperligt kan lee af. Naar jeg nemlig i Forening med ham
leer af mine tynde Been, saa statuerer jeg dermed, at vi
have Basis tilfælles i væsentlig intellectuel Dannelse. Naar
jeg i Forening med Pøbelen leer deraf, saa vilde deri ligge,
at jeg indrømmer at have Basis tilfælles med dem” (Pap.VII,
1 A 147(1846)).
Eller Kierkegaard benytter udtrykket ’Pantejøde’: ”Thi hvad
er Corsar-Redaktionens Contor med dens Befuldmægtigede:
Sjouerne, hvad er den Andet end en Sætte-Kjelder, hvor en
Pantejøde, istedenfor ell. at kjøbe Guldstads og pletterede
Sager og andet Saadant, kjøber næstendeels vittige Indfald,
ægte Platheder, næstendeels lunefulde Affald, gamle
Vittigheder, kort Alt hvad der saadan kan bruges i
Næringsveien” (Pap.VII, 1 B 18, s. 187(1846)).
Kierkegaard går så langt som til at tale om det omvendte af
en Jødefejde: ”I Bladet formaner En, der selv siger sig at
være Jøde, de andre Jøder i Danmark til at gaae forsigtigt
frem for at tiltvinge sig Agtelse i Danmark. Paa den
Maade er Alt vendt om. Corsaren taler et udenlandsk Sprog,
en moderniseret Jargon, som det er umuligt for nogen Dansk,
og nogen agtværdig Jøde at forstaae. Alt er vendt om, som
jeg ogsaa udtrykte det i Bladets Dialektik, og som det atter
udtrykker sig selv. Thi Bladet er jo en Jøde-Opstand mod de
Christne (det Omvendte af en Jødefeide), og mod de andre
Jøder forsaavidt de ikke vilde antage Corsarens Lære om
Agtelse…” (Pap.VII,1 B 13, s.181(1846))
VIII. ’Christelig Selvfornegtelse’
Kierkegaard betegner sit opgør med ’Corsaren’ som udsprunget
af ’christelig Selvfornegtelse’ (Pap.VIII,1 A 419,s.184). I
samme optegnelse hvor han angiver ’christelig
Selvfornegtelse’ som grund til, hvad han udsatte sig for,
erklærer han: ”See derfor var det saa rigtigt af mig, Gud
være lovet at jeg gjorde det, pludselig at tage Sigte paa „Corsaren“,
thi aldrig har Danmarks Arve-onde haft saa glimrende Vilkaar
som da en trællesindet Jøde øvede Hersker-Magt med
Trællesind. Fornuftens Gudinde i Frankrig var et offentligt
Fruentimmer (hvor dybt epigrammatisk) Trælle-Herskeren var
en Jøde-Dreng (Hvor dybt epigrammatisk).”
Det er vanskeligt at kalde et sådant angreb – bestemt for
eftertiden – i hans ’Efterladte Papirer’ som udtryk
for ’christelig Selv-Fornegtelse’.
IX. ’Basis tilfælles’
Kierkegaard skriver i dagbogen om Goldschmidt: ”Han er som
En der fortvivler over at være udstødt af de fornemme de
dannede de ædle Kredse, hvor hans Længsel og Higen er, og
som nu bliver beundret paa en Dandsebod – af dem altsaa,
hvis Dom han foragter. Kun en Jøde troer jeg kunde holde det
ud; thi i en Jøde er der én Gang for alle en vis
Fortvivlelse” (Pap.VIII,1 A 252,s.123(1847)).
Kierkegaard noterer sig fortvivlelsen – for Goldschmidts
vedkommende – i at stå udenfor. En fortvivlelse han selv
kendte. Joakim Garff har i SAK (2000, s.355ff.) gjort
opmærksom på en opsats i Efterladte Papirer (Pap.
VII,1 B 49(1846)), hvor man tror - og læseren forledes til
at tro - at det drejer sig om Kierkegaard, men i
virkeligheden drejer sig om Goldschmidt! Hvor Kierkegaard
altså alligevel taler om at have basis tilfælles, selvom han
afviser det.
X. ’Agtelse’
Både H.C. Andersen og Goldschmidt anglede efter medlidenhed
eller medfølelse. H.C. Andersen, der tilhørte dem ’dernede’,
for at bruge hans eget udtryk, i forhold til dem ’deroppe’.
Goldschmidt hørte ikke bare til dem ’dernede’, han hørte
ikke hjemme her – han henvistes til en permanent hjemløshed
– og måtte derfor gøre sig fortjent til ’Agtelse’.
XI. P.L. Møllers afskedsreplik
Kierkegaards angreb på P.L.Møller betød, at denne forlod
Danmark, for aldrig at vende tilbage. Det blev et bittert
farvel fra P.L.Møllers side. Goldschmidt beretter: ”Han
gratulerede mig til, at jeg nu kunde blive citeret af Biskop
Mynster, ja med Tiden kanoniceret, og – hvo véd? – Troende
vilde valfarte til det Skrin, der gjemte mine kristelig
sindede Ben. – Imod saadanne Lykønskninger er det vanskeligt
at værge sig – det maatte jeg da selv vide fra „Corsarens“
Tid -, og da jeg alligevel forsøgte det, sagde han, at
Ingenting nyttede, jeg havde nu engang ved at opgive „Corsaren“
[Bladet havde Goldschmidt afhændet i 1846] svigtet mig selv;
det laa ikke naturligt for mig, at ville her hjemme
eftertragte noget „positivt godt“ i det offentlige Liv; den
ætsende jødiske Natur forlangte Had, og i Hadet havde jeg
min Styrke.” Goldschmidt tilføjer: ”Hans Ord bare intet Præg
af vulgært Jødefjendskab – det laa overhovedet Møller meget
fjernt -, men vare som kammeratlig Tale under fire Øjne og
syntes i deres rolige Bitterhed støttede til en uafviselig,
verdens-historisk Kjendsgjerning” (Bruce H. Kirmmse:
Søren Kierkegaard truffet, 1996, s. 115).
XII. Dæmoni - kommunikation
Kierkegaard noterer i sin journal: ”Det, fra Fødselen eller
fra sin tidligste Tid af at være saaledes udseet til Offer,
være saaledes og saa smerteligt stillet uden for det
Almene…: er det Dæmoniskes Begyndelse” (Pap. VIII,1 A
161(1847)). Her tænker Kierkegaard tydeligvis på sig selv.
Ingen har – som Søren Kierkegaard - diagnosticeret det
dæmoniske – angsten for åbenheden, angsten for
kommunikationen! Den gådefulde angst – ikke for det onde –
men for det gode!
Den dæmoniske lukkethed, der slutter af over for andre, ikke
vil kommunikere. Det gør ikke noget her at tænke på ’communionen’,
siger Kierkegaard i Begrebet Angest. ’Communionen’,
nadveren.
Angsten, der viser sig i ’Berøringens Øieblik’. Og
Kierkegaard véd fra sig selv, hvad han er oppe imod. Som han
siger i anden sammenhæng – i Sygdommen til Døden: Han
er ikke kun lægen, men også patienten! Kierkegaard spiller
på, at Kristus kaldes ’Ordet’, ’Aabenbaringen’, og i
Kjerlighedens Gjerninger for ’Forsoningen’, der vil
vinde den overvundne for forsoningen.
XIII. Selvopgørets nødvendighed
Goldschmidts En Jøde er en klassisk roman om
beskrivelsen af det at være etnisk anderledes, om tidens
antisemitiske træk, der trivedes helt op i toppen af
dannelseskulturens elite. Et selvopgør er nødvendigt: Hvor
vi skelner mellem værter og gæster - og ikke vil have ’Basis
tilfælles’ med hinanden.
Leif Bork Hansen
Lyngby sognegård
18. november 2004.
|
