Søren Kierkegaard har tydeligvis følt sig fristet af, at sognepræsten i Kongens Lyngby, Peter Ibsen, har forsøgt at få ham ind ved prinsens - den senere kong Christian VIII´s hof. Det fører til følgende replik i Kierkegaards dagbog: "Nej tak hr. pastor! Når jeg sidder ene som grønlænderen i min kajak, ene på det store verdenshav, snart over snart under vandet, altid i Guds hånd, da harpunerer jeg vel stundom et sø-monstrum, når det mig så synes - Flagkaptajn duer jeg ikke til".

Det er vist vanskeligt at forestille sig Kierkegaard optræde på de bonede gulve! Men hvilket billede han udkaster, hvad der skulle blive hans lod gennem tilværelsen: som grønlænderen siddende ene i sin kajak på det store verdenshav, snart over snart under vandet!

Kierkegaard kom siden i audiens hos Christian VIII. Tredje og sidste gang fandt sted på Sorgenfri slot, hvor Kierkegaard havde taget et eksemplar med af sin nye bog Kjerlighedens Gjerninger. Han noterer i sin dagbog: "Pastor Ibsen havde sagt mig, at han engang havde sat sig i hovedet, at han ikke kunne forstå mig, og den idé fik jeg ikke ud igen. Det havde jeg i tanke. Han så lidt i den og bemærkede dispositionen i første del (Du skal elske, Du skal elske næsten, Du skal elske næsten), og øjeblikkeligt slog det ham: han var virkelig et begavet hoved…" Derpå læste Kierkegaard op fra Kjerlighedens Gjerninger. Og han bemærker: "Det bevægede ham".

Audiensen på Sorgenfri slot foregik gående. Mens de dér konverserede, skete følgende: "Just i det samme øjeblik går døren til et sideværelse op, men lukkes straks igen. Jeg trådte et skridt tilbage. Han gik hen til døren, men idet han gik, sagde han, det var vist dronningen, hun har så gerne villet se Dem, nu skal jeg hente hende. Så kom han med dronningen ved hånden - og jeg bukkede. Det var i grunden en uhøflighed mod dronningen, som heller slet ikke kom til at vise sig i sin skønne repræsentation, hun så endog ubetydelig ud - men er andet muligt, når en dronning på den måde skal træde op".

Kongen viser hende eksemplaret af Kierkegaards nye bog, hvortil Kierkegaard svarer: "Deres Majestæt har bragt mig i forlegenhed, at jeg intet eksemplar har medbragt for dronningen". Kongen svarede: "Aah, vi to kan nok nøjes med ét".

Kierkegaard har tydeligvis været beæret over at være i audiens og har i sin dagbog minutiøst noteret replikskifterne. Med stor fornøjelse meddeler han i dagbogen følgende: "Dronningen sagde, at hun kendte mig nok, hun havde set mig engang på volden, at hun havde læst en del i "Deres Enten og Eller, men hun kunne ikke forstå det". Dertil svarede jeg: "Deres Majestæt vil selv indse, at det er værst for mig. Men i situationen var der noget mærkeligere. Christian VIII hørte straks fejlen "Enten og Eller", og jeg hørte den rigtignok også, forundret hørte jeg dronningen sige, hvad syjomfruerne o:s:v: sige. Kongens blik faldt på mig; jeg undgik det".

Det har ramt kongen, da han ser i indholdsfortegnelsen til Kjerlighedens Gjerninger, hvordan Kierkegaard fremhæver dette: Du skal elske! Så du aldrig skal være i tvivl om, hvad du skal! Dengang og i dag. - Så det heller ikke ender med, at vi udrydder hinanden - men at der er en fordring, der går på tværs af alle etniske og nationale skel.

Leif Bork Hansen