'Det nøgne liv'

Foredrag af
Leif Bork Hansen

I. Den ’Extraordinaire’

Søren Kierkegaard var intenst optaget af forholdet mellem den enkelte og det almene – samfundet, staten. Den italienske filosof Giorgio Agamben (født 1942) anvender Kierkegaards forståelse af forholdet mellem den enkelte og det almene som omdrejningspunktet for forståelsen af den vestlige civilisations udvikling fra tiden op til anden verdenskrig og til i dag. Nøgleskikkelsen til forståelse heraf er Kierkegaard’s beskrivelse af ’den extraordinaire’. Den ekstraordinære, der står uden for geleddet. Den ekstraordinære, der selv må træde ud (Kierkegaard) eller bliver stillet udenfor (Agamben).

Ifølge den tyske filosof Hegel (1770 - 1831) finder det enkelte menneske sit τελοσ – sit mål, sin bestemmelse i det almene, i samfundet, staten. Kierkegaard gengiver i sit værk Frygt og Bæven Hegels holdning på følgende måde: ”Saasnart den Enkelte vil gjøre sig gjeldende i sin Enkelhed ligeoverfor det Almene, da synder han, og kan kun ved at anerkjende dette atter forsone sig med det Almene” (SV 5,51). Derfor var det også, at Hegel betragtede den enkeltes samvittighed som ”en moralsk Form af det Onde” – hvor den enkelte vil gøre sin samvittighed gældende over for samfundet, staten.

II. Giorgio Agambens kontekst

Giorgio Agamben tilslutter sig den franske idéhistoriker og filosof Michel Foucaults (1926 – 1984)) påvisning af magtens, suverænitetens skæbnesvangre disciplinering af dens indbyggere. Magten tildeler den enkelte statsborger identitet. Dette har Michel Foucault ikke mindst påvist i forbindelse med de liturgier, der udspillede sig i forbindelse med de offentlige henrettelser (jf. Overvågning og straf 1975). De offentlige henrettelser var omhyggeligt iscenesatte for at fastholde samfundets identitet. Denne biopolitik tilslutter Giogio Agamben sig. Men det er Agambens indvending mod Foucault, at han ikke også har inddraget den måde, hvorpå den suveræne magt virkede i koncentrationslejrene. Giorgio Agamben gør det, der skete i Auschwitz, til det egentlige politiske paradigme for, hvad der sker i dag. Giorgio Agamben trækker linjer fra koncentrationslejrene til interneringslejre i dag – helt frem til det, der udspiller sig omkring den amerikanske Guantánamo-base.

Den tysk-jødiske, politiske tænker Hannah Arendt (1906 – 1975) flygtede i 1933 – efter Rigsdagsbranden – fra Tyskland og kom via Frankrig til USA. I omkring 20 år var Hannah Arendt uden statsborgerskab. Hun oplevede på sin egen krop, hvordan det statsløse menneske er retsløst. Denne indsigt er, som vi skal se det, blevet afgørende for Giorgio Agamben, ved hans inddragelse af ’homo sacer’, der er en betegnelse, som er hentet fra den gamle romerske retspraksis. Giorgio Agamben er oprindeligt uddannet jurist, for siden at blive optaget af litterære studier for endelig at blive optaget af det politiske med inddragelse ikke bare af romersk retspraksis, men også af de gamle grækeres fundamentale skelnen mellem zoê og bios.

III. ’Homo Sacer’ og ’Undtagelsen’

Georgio Agamben henviser både i Homo Sacer: Sovereign Power and bare Life (1995) og i Remnants of Auschwitz (1999) til Søren Kierkegaard. Agamben har Kierkegaard-citatet fra den tyske statsteoretiker Carl Schmitt’s værk Political Theology (1995, s. 15). Citatet stammer fra Gjentagelsen, hvor Kierkegaard beskæftiger sig med forholdet mellem det ’Almene’ og ’Undtagelsen’. Det er ud fra ’Undtagelsen’, den ekstraordinære, at det ’Almene’ identificerer sig. Hermed indgår Kierkegaard i den dialektiske bestemmelse af forholdet mellem suveræn magt og det nøgne liv. Citatet fra Gjentagelsen lyder: ”Undtagelsen forklarer altsaa det Almene og sig selv, og naar man ret vil studere det Almene, behøver man blot at see sig om en berettiget Undtagelse; den udviser Alt tydeligere end det Almene selv…I Tidens Længde bliver man kjed af den evindelige Passiar om det Almene, der gjentages til den kjedsommelige Fadhed. Der er Undtagelser til. Kan man ikke forklare dem, kan man heller ikke forklare det Almene. Man mærker i Almindelighed ikke Vanskeligheden, fordi man end ikke tænker det Almene med Lidenskab, men med en magelig Overfladiskhed. Undtagelsen derimod tænker det Almene med energisk Lidenskab” (SV 5,191).

Kierkegaard betragtede sig personligt som en ekstraordinær, med den lidelse det er, at være stillet uden for det almene (jf. Pap. VII,2 B 235, s.66-67). Denne problematik inddrager Agamben i sin politiske forståelse.

IV. ’Den inkluderende eksklusion’

’Homo sacer’ var i romerretten det retsløse menneske, det menneske, som var ekskluderet af samfundet, var sat uden for samfundets beskyttelse. Det drejer sig altså om en bestemmelse, der har fulgt civilisationen fra dens begyndelse. Det er ikke et begreb forud for civilisationen, men et begreb, der opstår med civilisationen. Der er med andre ord tale om en inkluderende eksklusion. Det er ud fra civilisationens, samfundets sammenhold, at eksklusionen, bandlysningen sker. ’Homo sacer’ er et menneske, som man ganske vist ikke måtte slå ihjel, men hvis man gjorde det, blev man ikke retsforfulgt derfor. Det er Giorgio Agambens hovedpointe, at staten, samfundet, har brug for ’homo sacer’, det retsløse menneske, mennesket, der befinder sig i et ingenmandsland. Sådan blev f.eks. jøderne i Tyskland frataget statsborgerskab og blev derved uden retsbeskyttelse.

Det er Agambens påstand, at samfundet definerer sig i forhold til de udstødte, internerede. Derfor trækker Giorgio Agamben en lige linje fra udryddelseslejrene under anden verdenskrig, til interneringslejre for asylansøgere, og som det sidste den amerikanske Guantánamo-base. De internerede befinder sig i et ingenmandsland, uden menneskerettigheder at påberåbe sig. Den suveræne stat er den stat, der på én gang bestemmer lovene, men som også suspenderer dem. Men suspensionerne, undtagelseslovene har det med at blive permanente.

V. Den græske skelnen mellem zoê og bios

Giorgio Agamben går helt tilbage til det antikke Grækenland. Dér brugte man udtrykket zoê om det at være til, det nøgne liv. Til forskel herfra anvendte man udtrykket bios om det politiske liv, betydningen af livet som borger i ’polis’, (by)staten.

Ifølge den tyske statsteoretiker Carl Schmitt, der tilsluttede sig nationalsocialismen, går den afgørende modsætning mellem ven og fjende. Men til forskel herfra hævder Giorgio Agamben, at modsætningen i Vesten går mellem zoê/bios, det nøgne liv/politisk eksistens, inkludering/ekskludering: ”The fundamental categorial pair of Western politics is not that of friend/enemy but that of bare life/political existence, zoê/bios, exclusion/inclusion” (Homo sacer: Sovereign Power and Bare Life, s.8.).

Ifølge Agamben er der i ‘folket’ en biopolitisk fraktur, som han markerer ved at stave ’people’ med henholdsvis lille og stort p: ”This also means, however, that the constitution of the human species into a body politic comes into being through a fundamental split and that in the concept of people we can easily recognize the conceptual pair identified ..as the defining category of the original political structure: naked life (people) and political existence (People), exclusion and inclusion, zoê and bios. The concept of people always already contains within itself the fundamental biopolitical fracture. It is what cannot be included in the whole of which it is part as well as what cannot belong to the whole in which it is already included”. (Means without End (2000) s. 31f.). Det er den suveræne magt, der klæder mennesket af og på.

VI. Menneskerettighederne og mennesket i sig selv

Giorgio Agamben offentliggjorde i 1996 artiklen ’Hinsides menneskerettighederne’. Han henviser her til Hannah Arendts bog Imperialismen fra 1951, hvor hun i femte kapitel under overskriften ”Nationalstaternes forfald og menneskerettighedernes ophør” skriver om flygtningeproblemet. Agamben påpeger nødvendigheden af, at man indser, at menneskerettighederne er uløseligt bundet sammen med nationalstaten, således, at hvis nationalstaten går under, fører dette til at menneskerettighederne overflødiggøres. Paradokset er her, at flygtningen – der burde have inkarneret menneskerettighederne par excellence - netop ikke kan påberåbe sig disse, da han ikke er tilknyttet nogen nationalstat.

Hannah Arendt skriver: ”Menneskerettighedsbegrebet, der baserer sig på den formodede eksistens af mennesket som sådant, brød sammen i samme øjeblik, da de, som erklærede sig for det [menneskerettighedsbegrebet] for første gang blev stillet over for folk, som virkelig havde mistet alle andre egenskaber og særlige forbindelser, undtagen den ene, at de stadigvæk var mennesker.” Giorgio Agamben konstaterer: ”At der i nationalstatens politiske system ikke er et selvstændigt rum for det rene menneske i sig selv. Dette bliver endnu mere indlysende, når man tager i betragtning, at flygtningestatus, også i bedste fald, altid er blevet betragtet som en provisorisk tilstand, der skal føre til enten naturalisering eller hjemsendelse. En stabil status for mennesket i sig selv er utænkelig i nationalstatens lovgivning” (Livs-Form, red.af Mikkel Bolt & Jacob Lund Pedersen, 2005, s.141).

VII. ’Den grå zone’

Den italienske forfatter og kemiker Primo Levi (1921 – 1987), der overlevede Auschwitz, fortæller i forord til De druknede og de frelste (1986): ”I den såkaldte »grå zone«… samarbejdede fangerne til en vis grad, måske i den bedste hensigt, med lejrledelsen; et ikke uvæsentligt fænomen, som fik fundamental betydning for såvel historikere, psykologer og sociologer. Der findes ikke en eneste fange, som ikke husker hvor forbavset han blev over at de første trusler, de første blodige fornærmelser, de første slag ikke kom fra SS’erne, men fra andre fanger, fra »kolleger«, fra mennesker, som bar samme stribede jakker som den, de selv blev iført så snart de ankom”(s.14).

Giorgio Agamben kommenterer denne ’grå zone’ i Remnants of Auschwitz: ”The unprecedented discovery made by Levi at Auschwitz concerns an area that is independent of every establishment of responsibility, an area in which Levi succeeded in isolating something like a new ethical element. Levi calls it the ”grey zone”. It is the zone in which the ”long chain of conjunction between victim and executioner” comes loose, where the oppressed becomes oppressor and the executioner in turn appears as victim. A grey, incessant alchemy in which good and evil and, along with them, all the metals of traditional ethics reach their point of fusion…” (s.21) Denne fusion af godt og ondt!

Det ekstreme udtryk for den grå zone med forsøg på sammensmeltninger eller ophævelser af de fundamentale modsætninger mellem menneskeligt og umenneskeligt, bøddel og offer var de såkaldte ’Sonderkommandos’. Med Giorgio Agambens gengivelse: ”The SS used the euphemism ”special team” to refer to this group of deportees responsible for managing the gas chambers and crematoria. Their task was to lead naked prisoners to their death in gas chambers and maintain order among them; they then had to drag out the corpses, stained pink and green by the cyanotic acid, and wash them with water; make sure that no valuable objects were hidden in the orifices of the bodies; extract gold teeth from the corpses’ jaws; cut the women’s hair and wash it with ammonia chloride; bring the corpses into the crematoria and oversee their incineration; and, finally, empty out the ovens of the ash that remained” (Remnants of Auschwitz s.24f.).

Selv siger Primo Levi i De druknede og de frelste, at disse specialafdelinger ”var nationalsocialismens mest djævelske forbrydelse. Bag det pragmatiske aspekt (spare på arbejdsdygtige mennesker og overlade de mest uhyrlige opgaver til andre) skinner andre og mere subtile aspekter igennem. Denne institution repræsenterede et forsøg på at skubbe skylden over på andre – især på ofrene – så de ikke engang havde bevidstheden om at de var uskyldige tilbage” (s.41).

Primo Levi erklærer i De druknede og de frelste: ”Selv uden at nærme os Specialdelingernes grænseland må vi der er vendt tilbage, og beskriver hvad vi har gennemlevet, ofte høre lyttere sige: »I dit sted ville jeg ikke have holdt til én eneste dag«. Dette udsagn har ingen mening. Man er aldrig i en andens sted. Ethvert menneske er så komplekst, at forsøg på at udsige dets adfærd er nytteløse, især i så ekstreme situationer. Det er også nytteløst at forsøge at forudsige sin egen adfærd. Derfor beder jeg om at »krematiorie-ravnenes« historie overvejes med både medfølelse og strenghed, men at dommen over dem forbliver uafsagt” (s.47).

VIII. ’Muselmanden’

Det egentlige vidne om koncentrationslejren er ifølge Primo Levi: ’Muselmanden’. Dette tager Giorgio Agamben op i sit værk Remnants of Auschwitz.

Til indledning citerer Agamben fra profeten Esajas’ bog om den Israels rest, der skal overleve: “And then it shall come to pass in that day, that the remnant of Israel, and such as are escaped of the house of Jacob, shall no more again stay upon him that smote them; but shall stay upon the Lord, the Holy One of Israel, in truth. The remnant shall be saved, even the remnant of Jacob, unto the mighty God. Isaiah 10:20-22.” [På den dag skal Israels rest og de overlevende fra Jakobs hus ikke mere støtte sig til ham, der slog dem, men i oprigtighed skal de støtte sig til Herren, Israels Hellige. En rest vender om, Jakobs rest, til den vældige Gud]. Og ligeledes citerer Agamben apostlen Paulus fra Det nye Testamente: ”Even so then at this present time also there is a remnant according to the election of grace…and so all Israel shall be saved. Romans 11:5-26.” [Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde… (og) så skal hele Israel frelses].

Men muselmanden overlevede ikke. Han tilhørte ikke en sådan rest efter Auschwitz. De, der egentligt skulle vidne om koncentrationslejren, overlevede ikke. Primo Levi overlevede Auschwitz, han følte sig ikke som den rette til at vidne, men måtte alligevel gøre det, fordi de der egentligt kunne vidne var døde. Ifølge Primo Levi kan vi kun ved at vidne om dette umenneskelige fastholde det menneskelige. Det menneskelige og destruktionen af det menneskelige, der rykker ind i en selv. Den, der vidner, har sin egen skæbne involveret.

Adjunkt Mikkel Bolt (født 1973) siger: ”Koncentrationslejren var en verden, et ikke-sted, hvor godt og ondt, liv og død, offer og forbryder blev filtret sammen. Muselmanden bevægede sig i denne zone, hvor det menneskelige og det umenneskelige flød sammen. Muselmand var det navn, som de fanger i lejren, der sultne bevægede sig tavse rundt på jagt efter mad, fik. De var mentalt døde og havde intet sprog og kunne ikke bære vidne om lejren…Muselmanden er en form for tærskel, hvor barriererne mellem liv og død, menneske og amenneske bliver porøse. Agamben lokaliserer med udgangspunkt i muselmandens ’overlevelse’ således en dobbelthed i mennesket: ethvert ’leve’ kan blive til ’overleve’ og vice versa. Den lære, som Agamben drager af Auschwitz, bliver at: ”mennesket er den, som kan overleve mennesket”. Muselmanden overlever takket være en umenneskelig kapacitet mennesket, mens vidnet takket være en menneskelig kapacitet overlever amennesket.” Mikkel Bolt belyser dette paradoksale af det menneskeliges og amenneskeliges tilstedeværelse i vidnet ved at henvise til Agambens udsagn i Remnants of Auschwitz: ”[H]vis den, i hvilken det menneskelige blev destrueret, er den eneste, som virkelig kan vidne om det menneskelige, så vil det sige, at identiteten mellem menneske og ikke-menneske aldrig er perfekt, at det ikke er muligt at destruere det menneskelige, at der altid er en rest. Vidnet er denne rest” (Mikkel Bolt i Ophold. Giorgio Agambens litteraturfilosofi. Red. af Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen & Dan Ringgaard,2003, s.34f.). Dette er det paradoksale i at være vidne. Samtidig gøres – som tidligere nævnt - koncentrationslejren til politisk paradigme for den vestlige civilisation.

IX. Det prædikatsløse samfund

Den tyske statsteoretiker Carl Schmitt gjorde som anført Giorgio Agamben opmærksom på Kierkegaards udsagn i Gjentagelsen: ”Undtagelsen forklarer altsaa det Almene og sig selv, og naar man ret vil studere det Almene, behøver man blot at see sig om en berettiget Undtagelse; den udviser Alt tydeligere end det Almene selv”. Det er i forhold til det udstødte, det retsløse menneske, samfundet definerer sig. Men Carl Schmitt mistolker Kierkegaard, når Schmitt definerer det almene på undtagelsens bekostning. Hos Kierkegaard er den ekstraordinære ikke under det almene. Den ekstraordinære eller undtagelsen er ikke til på det almenes betingelser.

Det er ’homo sacer’, det ’nøgne’, det retsløse menneske, der stiller spørgsmålet om, hvad det vil sige at være til. Mennesket uden den identitet, som det iklædes eller afklædes af den suveræne magt.

Kierkegaard taler om den ekstraordinæres lidende overlegenhed. Som Kierkegaards forfatterskab skrider frem accentueres hos Kierkegaard den enkeltes betydning – ikke bare som ’inkommensurabelt’ i forhold til det bestående, i form af en skjult inderlighed, der unddrager sig - men som ”den Art Afgjørelse, i hvilken „den Enkelte“ smerter sig”(Indøvelse i Christendom, SV 16,92).

Når det bestående bliver det totale for et menneske, skyldes det ”et Falsum, tilveiebragt ved Hjælp af at ignorere sin egen Herkomst”. Kierkegaard benytter som eksempel til at anskueliggøre dette: ”Naar en borgerlig er blevet Adelsmand, saa gjør han gjerne alle mulige Anstrengelser for at faae sit vita ante acta i Glemsel. Saaledes med det Bestaaende. Det Bestaaende begyndte ogsaa med hiin Collision mellem den Enkelte og et Bestaaende, begyndte med Guds-Forholdet i den Enkelte; men nu skal det være glemt, Broen hugget af, det Bestaaende Guddommeliggjort” (Indøvelse i Christendom, SV 16,90).

Men, erklærer Kierkegaard: ”Hvert Menneske skal leve i Frygt og Bæven. Frygt og Bæven betyder, at man er i Vorden” (Indøvelse i Christendom, SV 16,91). Er i vorden, bevægelse, afgørelse. Derfor er det også – ifølge Kierkegaard - den enkeltes Guds-forhold, samvittighed, der skal holde det bestaaende ’svævende’, så det bestående ikke guddommeliggør sig selv.

X. ’Agambens messianske paradokser’

Den svenske filosof Christian Nilsson skriver om ’Agambens messianske paradokser’: ”Når Paulus siger: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde” (Galaterbrevet 3:28), indebærer det, at det kristne subjekt bryder med lovens kategorier og de identiteter, den tilbyder, men uden af den grund at definere sig i opposition til den” (Christian Nilsson i Livs-Form s.167).

Giorgio Agamben anfører: ”Det menneskelige består i at vidne om det umenneskelige.” Auschwitz, Sandholmlejren, flygtningecentrene og Guantánamobasen skal huske os på, hvad det vil sige at være et menneske. Ifølge Agamben må en etik efter Auschwitz begynde netop dér, hvor værdigheden ophører og det nøgne liv åbenbarer sig: Ethica more Auschwitz demonstrata.

Leif Bork Hansen
Lyngby sognegård
Torsdag den 16. marts 2006.