Det værgeløse menneske

Foredrag af
Leif Bork Hansen

Indledning

Danmarks eksistentielle tænker Søren Kierkegaard åbnede sit forfatterskab med en tilintetgørende introduktion af Danmarks eventyrdigter H.C. Andersen. I år den 2. april er det 200 året for eventyrdigterens fødsel, og den 11.november 150 året for Kierkegaards død. Selvom Kierkegaard hævdede, at H.C. Andersen var ’bedre skikket til at fare afsted i en Diligence og besee Europa, end at skue ind i Hjerternes Historie’, blev det dog eventyrdigteren, der allerede i sin egen levetid nåede en uhørt berømmelse og oven i købet oplevede at se sin fødeby Odense illumineret for at fejre ham. Kierkegaards angreb på Andersen var så lammende, at Edvard Collin måtte give ham ’kjølende Pulver’.

Det kan gå én ligesom Kay i Sneedronningen – efter at Kay har fået en splint af troldspejlet i øjet eller hjertet – når man har læst Kierkegaards anmeldelse af H.C. Andersen. H.C. Andersens forfatterskab bliver en lukket bog – som ’Billedbogen’ blev det for den lille Kay i Sneedronningen. Men Kierkegaards tilintetgørende kritik rammer også sådan, at den i en omvendthedens forstand kan blive opløftende.

I. H.C. Andersens ’oprindelige Passivitæt’
Kierkegaard kalder sin debutbog fra 1838 Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie med undertitlen Om Andersen som Romandigter, med stadigt Hensyn til hans sidste Værk: »Kun en Spillemand«. Kierkegaard kritiserer H.C. Andersen for at have oversprunget det episke! H.C. Andersen mangler forudsætningen for at kunne skrive romaner, han mangler en livs-Anskuelse, ’en Total-Overskuelse’, der er som forsynet i romanerne. Kierkegaard omtaler derfor konsekvent Andersen som Romandigter, ikke som Romanforfatter.

Om romandigteren Andersen erklærer Kierkegaard: ”En mængde vistnok poetiske Ønsker, Længsler o.s.v. søger nemlig, efter i lang Tid at være blevne tilbagetrængte i Andersens eget Indre af den prosaiske Verden, at udvandre til hiin for det poetiske Gemyt ene tilgængelige Lille-Verden, hvor den sande Digter festligholder midt i Livets Trængsler sin Sabbath”. Men nissen flytter med, ”og forstemt og misfornøiet som han [Andersen] er med den virkelige Verdens, søger han i sine egne poetiske Skabningers Forknyttelse at have ligesom en Satisfaction [tilfredsstillelse] for sin egen”, Ja, siger Kierkegaard: ”Som Lafontaine sidder han derfor og græder over sine ulykkelige Helte, der maae gaae under, og hvorfor? Fordi Andersen er den som han er. Den samme glædeløse Kamp, som Andersen selv kæmper i Livet, gjentager sig nu i hans Poesie”. H.C. Andersen skelner ikke mellem sig selv og sine værker, de er som amputationer af ham selv: ”hans egen Virkelighed, hans egen Person forflygtiger sig til Digt, saa at man virkelig i enkelte Øieblikke fristes til at troe, at Andersen er en Figur, der er løben bort fra en af en Digter componeret, endnu ikke færdig Gruppe; og unægtelig er det vistnok, at Andersen kunde blive en meget poetisk Person i et Digt” (SKS 1,31).

Kierkegaard tilspidser angrebet på Andersens ’Fortabelsens-Theorie’, der kan udtrykkes på to måder: ”Det første er en mislykket Activitæt, det andet en oprindelig Passivitæt, det første en knækket Mandighed, det andet gjennemført Qvindelighed”. Kierkegaard tilføjer i en note: ”En saadan oprindelig Passivitæt synes Andersen virkelig ogsaa at ansee for medhenhørende til Geniet, cfr. »kun en Spillemand«. Geniet er et Æg, der trænger til Varme, til Lykkens Befrugtigelse, ellers bliver det et Vindæg. Han anede Perlen i sin Sjæl, Kunstens herlige Perle, han vidste ikke, at den som Perlen i Havet maa vente paa Dykkeren, som hæver den til Lyset, eller klæbe sig fast ved Musling og Østers, det høie Patronatskab, for saaledes at komme til Skue«. Det er for Kierkegaard ”en Miskjendelse af Geniets og dets Forhold til ugunstige Omstændigheder (thi Geniet er ikke en Praas, der gaaer ud for en Vind, men en Ildebrand, som Stormen blot udæsker) og har sin Grund i at Andersen ikke fremstiller et Genie i dets Kamp [i hovedpersonen Christian i Kun en Spillemand], men snarere et Flæb”. (SKS 1,43).

Kierkegaard tager et forbehold, idet han erklærer ”at jeg saa godt som ikke kjender Andersen personlig”, men altså ud fra Andersens romaner, ’den reproducerende 2den Potens’, før han fører sin kritik igennem, idet han erklærer: ”Andersens første Potens maa snarere sammenlignes med de Blomster, hvor Han og Hun sidde paa én Stengel”.(SKS1,38f.)

Kierkegaards angreb på H.C. Andersen er blevet kaldt en ’forfatterhenrettelse’. Alligevel indrømmer Kierkegaard senere, at der er et misforhold mellem ”en læsende og en critiserende Verdens Dom over Andersen,” og at dette også har været tilfældet for ham selv, og til sidst taler om ”en Taknemlighedsfølelse, idet jeg erindrer mig den Mand, hvem jeg skylder det Hele, en Følelse, som jeg hellere ønskede at hvidske Andersen i Øret end at betroe til Papiret” (SKS 1,56).

II. H.C. Andersen og dannelseskulturen (Fru Gyllembourgs forfatterskab)
Hvad bliver der tilbage, efter at Andersen er blevet trakteret i det kierkegaardske troldspejl? Kierkegaard slog ned på Andersens ’Mistillid til Livet’, hans ’Misfornøielse med Verden’, og ’underløbne Harme’. Og det er sandt: For H.C. Andersen går tilværelsen ikke op!

Kierkegaard fremhæver på H.C. Andersens bekostning ’Hverdagshistoriens Forfatter’, et pseudonym for Fru Gyllembourg, Johan Ludvig Heibergs mor. Hendes forfatterskab kan betragtes som et paradigme for dannelseskulturen. Kierkegaard erklærer at ”den som Livs-Udbytte resulterende gjennemkæmpede Tillid til Verden” giver Fru Gyllembourgs ’Fortællinger et evangelisk Anstrøg’ (SKS 1,21).

Til anskueliggørelse heraf skal henvises til, hvad Kierkegaard siden skrev i En Literair Anmeldelse (1846): ”Poesien forsoner ikke væsentligen med Virkeligheden, den forsoner gjennem Phantasien med Phantasiens Idealitet, men denne Forsoning er netop i det virkelige Individ den nye Splid med Virkeligheden. Et Kjendskab til Virkelighedens Smerte, som det ikke kan komme frem i Poesien finder sin Forsoning i en Beroligelse, som Poesien (stricte sic dicta) ikke kan tilegne sig, netop fordi det er en Forsoning med Virkelighed. Men i Fortællingerne opgiver Forfatteren sig aldrig selv en saadan Virkelighedens Smerte at den kun kan finde sin Beroligelse i afgjort religieuse Bestemmelser og i det Religieuses Idealitet. Enhver Livs-Anskuelse veed Udveien, og er kjendelig paa, hvilken Udvei den veed. Digteren veed Phantasiens Udvei; denne Forfatter veed Virkelighedens…” (SV: 14,17f.).

H.C. Andersen kan ikke som Fru Gyllembourg forsone sig med virkeligheden! Noget andet er, at også Kierkegaard gennemlevede det hierarkisk opbyggede samfunds sammenbrud. Det statisk hierarkisk opbyggede samfund – med hævd på at være guddommeligt sanktioneret – viste sig mere menneskeligt end som så. Og dets evangeliske anstrøg at bero på et bedrag? Og Kierkegaards tale om ’Nødvendighed’, som den enkelte har til opgave at overtage, at være mindre statisk og uforanderlig end som så!

H.C. Andersen ville på den ene side ind i dannelseskulturens elite – og samtidig betyder eventyrenes virkelighed dannelseskulturens sammenbrud. Det blev en traumatisk konfrontation for unge Andersen med dannelseskulturens repræsentant i form af rektor Meisling i Slagelse – og som forbød Andersen at skrive digte! Så at allerede her modsætningen går igennem Andersen selv.

III. Tørsten efter agtelse
Rundt om i H.C. Andersens persongalleri støder man på en tørst efter medfølelse, en tørst efter agtelse. Sådan som vi møder det hos de nedværdigede i Dostojevskijs forfatterskab. Uden agtelse kan man ikke leve. Sådan optræder i Kun en Spillemand (1837) den nedværdigede og prostituerede Steffen-Karreet og Søren Matros. I dette skæbnesvangre forløb indgår alle ingredienserne i H.C. Andersens univers: Rædslen for dyndet, altid at være besmudset af det, det fortvivlede ønske om at komme fri - »det er en Barmhjertighed, jeg beder Dig om!« På den anden side foragten. Dyndet – ikke bare som en skyld – men en skæbne, som noget der for evigt bestemmer ens liv:

»Jeg er i Dyndet!« sagde hun, »Ingen agter mig! Jeg gjør det jo ikke selv! Red mig, Søren! jeg har ærligt givet Dig af mine Penge! Fyrgetyve Daler eier jeg endnu! Gift Dig med mig! Tag mig bort fra den Elendighed her, før mig et Sted hen, hvor Ingen kjender mig, hvor Du ikke skal have Skam af mig! Jeg vil trælle for Dig, saa Blodet springer ud af mine Neglerødder! O, tag mig med Dig! Om et Aar kan det være for sildigt!«

»Dig skulde jeg føre til mine gamle Forældre?« sagde Matrosen. »Jeg vil kysse deres Fødder, de maae slaae mig, og jeg skal taalmodigt taale hvert Slag! Jeg er allerede gammel, veed jeg nok, snart de otte og tyve, men det er en Barmhjertighed, jeg beder Dig om! Gjør Du det ikke, saa gjør Ingen det, og da maa jeg drikke til mit Hoved brister, og jeg saaledes glemmer, hvor elendig jeg har gjort mig selv!«

Hun klyngede sig til den smudsige Matros.

»Er det det Vigtige, Du vil fortælle mig!« og han stødte hende bort … Nogle Dage efter skulde Isen hugges løs i Canalen. Matrosen og Christian hug Øxen dybt i den faste Iis, og den sprang. Noget hvidt Tøi hang fast i Iismassen. Matrosen gjorde Aabningen større, og der laa en Qvinde, hvidklædt, som til Bal, Ravperler om Halsen, Guldringe i Ørene, og Hænderne foldede, knugede fast over Brystet: det var Steffen-Karreet, Christian kunde ikke glemme dette Syn.”

Man hører hos H.C. Andersen en nytestamentlig begivenhed klinge med, hvor en prostitueret trænger ind i Simon Farisæerens hus og grædende kysser gæstens fødder.

IV. H.C. Andersens udgangspunkt
Kierkegaard udtrykker sig sarkastisk om den måde, hvorpå H.C. Andersen gør barnet til sit talerør: ”…man taler som en Ældre om Livs-Indtrykket, og føier derpaa til i behørige Mellemrum, at man maa huske paa Barndommen, paa Barnephantasiens store skabende Kraft, kort sagt man stiller en udvortes Garantie for Opfattelsens Rigtighed, men sætter en Sopran-Nøgle foran et Tenor-Partie” (SKS 1,41f.). Men det er ikke barnet i biologisk forstand, det drejer sig om (jf. modsætningen mellem studenten og den kedelige kancelliråd i Den lille Idas Blomster, og som indgik i den første samling eventyr Andersen udsendte i 1835: Eventyr, fortalte for børn). Her vil jeg henvise til, hvad den ungarske nobelpristager, Imre Kertész, noterer i sin dagbog: ”…var min barnlige tro på de oprindelige – jeg kunne også sige grundlæggende – værdier ikke forblevet intakt, ville jeg aldrig have kunnet skabe noget som helst. Men hvor kommer disse værdier fra, når alle andre omkring mig fornægter dem, og hvorfra kommer den tillid jeg nærer til disse værdier, når jeg i det praktiske liv kun har mødt deres modsætninger?” (Jeg – en anden. Forvandlingens krønike, 2003, s. 101f.).

Sprogforskeren Israel Lévin, der havde været sekretær for Søren Kierkegaard, har oplyst følgende: ”Vi talte om Andersen en Aften i Frederiksberg Have: »Andersen har ikke Idé om, hvad Eventyr er, hvad skal han ogsaa med Poesi, han har et godt Hjerte, det er nok, denne stakkels Kone, hvor raat hun drikker, men Herregud og Børnene faa Kager, for Naaet[:noget] ska’ man ha’e, det er meget uskyldigt, men Eventyr« - og nu fremmanede han i et Øieblik sex, syv Eventyr, saa jeg næsten blev uhyggelig tilmode. Saa levende var hans Phantasi, at det var som saae han Billederne for sine Øine…” (Bruce H. Kirmmse: Kierkegaard truffet, København 1996, s.286).

H.C. Andersens eventyr er slet ikke så uskyldige, og det dæmoniske er ikke fortrængt fra hans poesi, for blot at nævne »Skyggen«. Eventyret »Hun duede ikke« har heller ikke undgået Kierkegaards opmærksomhed – når han vrænger: »denne stakkels Kone, hvor raat hun drikker.« Netop det, som Kierkegaard slår ned på hos H.C. Andersen, er det nedværdigede, værgeløse menneske, der var af H.C. Andersens eget kød og blod!

En af de fineste fortolkere af H.C. Andersens eventyr er Georg Brandes. Han skriver i H.C. Andersen som Eventyrdigter i 1869:

”Han elsker Barnet, fordi han af sit bløde Hjerte drages til de Smaa, de Svage og Hjælpeløse, dem, om hvem man har Lov til at tale med Medynk, med Medfølelsens Ømhed, og fordi, naar han anlægger denne Følelse paa en Helt – Kun en Spillemand – bliver gjort Nar af derfor (se Kierkegaards Kritik), men naar han anlægger den paa et Barn, finder det naturlige Leje for sin Stemning. Det er paa Grund af denne samme Følelse for de Ringe og de Forladte, at Andersen – selv et Barn af det menige Folk – bestandig i sine Eventyr, ligesom Dickens i sine Romaner, fremfører Skikkelser fra de fattige Klasser, af de »simple Folk«, men med Hjertets Adel: der er de gamle Vaskerkoner i Lille Tuk og Hun duede ikke, den gamle Pige i Fra et Vindue i Vartou, Vægteren og hans Kone i Den gamle Gadelygte, den fattige Haandværkssvend i Under Piletræet, den fattige Huslærer i Alt paa sin rette Plads. Den Fattige er forsvarsløs ligesom Barnet (Samlede Skrifter,2.udg.,1919, s.97).

V. H.C. Andersen og den moderne civilisations krise
Imre Kertész har i De skæbneløse og Kaddish for et ufødt barn berettet, hvordan han som 15-årig i 1944 blev deporteret til Auschwitz, fordi han var jøde. Han beretter om sine ophold i tyske koncentrationslejre. I sin dagbog fortæller han, at hans barndoms yndlingseventyr var Den grimme ælling. Han fortæller, hvordan han mange gange læste det og hver eneste gang græd sine modige tårer over det. Han kom ofte i tanker om det, på gaden, i sengen før han faldt i søvn og i lignende situationer (Jeg – en anden. Forvandlingens krønike, 2003, s. 68).

H.C. Andersens eventyr rammer ned i den problematik, som sociologen Zygmunt Bauman har formuleret ved at tale om »Enshedens fællesskab«; den enshed, der på én gang giver individet sin identitet og afmonterer den (Fællesskab. En søgen efter tryghed i en usikker verden, København 2001, s. 67). Som om det kun er muligt at få identitet i konformitet med andre.

Verden er som ænderne ser den – andet tolereres ikke: »…bare Katten ville tage Dig…«, sagde altid ællingens søskende. I andegården er tilværelsen blevet éntydig. »Vi og verden« (Sørensen om Andersen. Villy Sørensens udvalgte artikler om H.C. Andersen, 2004, s.37). Verden er, som vi ser den.

Da metamorfosen er sket – den grimme ælling blevet forvandlet til en svane – er reaktionen hos den grimme ælling, der altså selv var en svane: »den var altfor lykkelig, men slet ikke stolt, thi et godt Hjerte bliver aldrig stolt; den tænkte paa, at den var den deiligste af alle deilige Fugle«. Mon H.C. Andersen mente det? Eller dækker det over hævn- og ressentimentsfølelser? Imre Kertész vendte brodden mod sig, mod det indtryk hans barndoms yndlingseventyr havde gjort på ham. Hans barndoms yndlingseventyr var »som en trøst, der hævnede alle forsmædelser«. Er det kun muligt for ænder at være sammen med ænder – og svaner med svaner?

I H.C. Andersens eventyr Der er Forskjel erklærer den kultiverede ’Æblegren’ i sin inddeling af ’Væxterne’: ”der er ogsaa somme, som kunde ganske undværes!” Som tænkt, så gjort, siden i det 20. århundrede! I den skæbnesvangre overførelse af billedet på mennesker (’Gartnerstaten’, jf. Zygmunt Bauman: Modernitet og Holocaust, 2001).

VI. Diagnosticeringen af ’Den moderne syge – og „humanismens“ krise’
I Villy Sørensens kongeniale tolkninger og gendigtninger af H.C. Andersen er det den uhåndterlige ’farlige’ Andersen, der træder frem. Med henvisning til Skyggen erklærer Villy Sørensen: ”Den moderne syge – og „humanismens“ krise – er i tide blevet diagnosticeret af H.C. Andersen. Villy Sørensen, der ser sig placeret mellem H.C. Andersen og Kierkegaard. H.C. Andersens Skyggen peger frem mod en moderne problemstilling –også mod Kafka (Sørensen om Andersen, s. 55).

Var det sådan, at den dæmoniske splittethed blev ophævet i Sneedronnningen, skrev H.C. Andersen året efter et eventyr, hvor det ikke endte med en ophævelse af splittelsen. Han fortæller i Skyggen om »Den lærde Mand«, der skrev bøger om »det Sande og det Gode og det Skjønne«, selv om ingen brød sig om at læse hans bøger. Anderledes interessant var det med den lærde mands skygge: ”jeg tog Vei til Kagekonens Skjørt, under det skjulte jeg mig … jeg løb om i Maaneskinnet paa Gaden; jeg gjorde mig lang op ad Muren, det kildrer saa deiligt i Ryggen! Jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de høieste Vinduer, ind i Salen og paa Taget, jeg kiggede hvor Ingen kunde kigge og jeg saae hvad ingen Andre saae, hvad Ingen skulde see!”

Og skyggen konstaterer: »Det er i Grunden en nedrig Verden! Jeg vilde ikke være Menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var Noget at være det!« Siden mødte skyggen en dejlig kongedatter. Hun led af »den Sygdom, at hun saae alt for godt.« Prinsessen anså skyggen for »den viseste Mand« og fik sådan »Agtelse« for ham, at hun blev forlibt i ham. H.C. Andersen peger på forbindelsen mellem det, der foregår på det personlige og det politiske plan: gennem skyggens giftermål med »Kongedatteren«:

”»De er en ædel Charakteer!« sagde Kongedatteren [til skyggen]. Om Aftenen var hele Byen illumineret, og Kanonerne gik af: bum! Og Soldaterne præsenterede Gevær. Det var et Bryllup! Kongedatteren og Skyggen gik ud paa Altanen for at lade sig see og faae nok en Gang Hurra! Den lærde Mand hørte ikke Noget til alt Det, for ham havde de taget Livet af.”

Personsplitningen: den moderne syge! »Den lærde Mand« bliver siddende derhjemme og nøjes med at sende skyggen på arbejde. Holder sig selv udenfor. Konsekvensen bliver, at politik og etik skilles ad. H.C. Andersen viser med Skyggen, hvad der bliver følgen af adskillelsen – det sker på livets, menneskelighedens, bekostning.

VII. ’Deroppe’ og ’dernede’
H.C. Andersen var som 20 årig på julebesøg hos familien Wulff i København. Han noterede i sin dagbog, den 19. december 1825:

”Jeg har foet 2 Værelser ud til Pladsen, et at sove i, et andet med Varme vor jeg vil læse i om Morgenen. Loftet hvælver sig høit over mig saa jeg ret kan tænke mig, at være paa en Ridderligborg; - Jeg fik nu foræret af Wulff de 3 Bind Skuespil han har oversat af Shak[speare]. De ere paa Skrivepapir og saa brilliant indbun[dne] som et Scekspearsk Stykke fortiener, nu er jeg da ene paa mit Kammer – tusender Følelser gjennemstrømme mig – o hvad har Gud ikke gjort for mig, det gaaer mig som Aladin der siger i Slutningen af Stykket i det han seer ud af Vinduet fra Slottet. For en 5 a 6 Aar siden gik [jeg] ogsaa dernede, kiendte ikke et Menneske her i Byen og nu kan jeg hos en kiær og agtet Familie deroppe gotte mig med min Schekspear – o Gud er god, en Draabe af Glædens Honning, bringer mig til at glemme alle Bitterhed, o Gud vil ikke forlade mig – han har gjort mig lykkelig.”

»Han er splittet mellem to virkeligheder i sin forestilling, fordi denne modsætning er virkelig for ham… »Deroppe« bliver aldrig til et »heroppe«… Denne situation, hvor Andersen hele tiden skal danne sig efter et »deroppe« og bestandig fortrænge et »dernede«, er grundlaget for hans eksistentielle usikkerhed«, siger Peer E. Sørensen (H.C. Andersen og herskabet, Studier i borgerlig krisebevidsthed, Kongerslev 1993,s.102-104).

For H.C. Andersen bestod fristelsen i at fortrænge det dernede – og fortvivlet holde sig til det deroppe. Og oven i købet at påstå, at han var forudbestemt til at høre til ’deroppe’. Sådan sagde han siden i Den grimme Ælling: »Det gjør ikke Noget at være født i Andegaarden naar man kun har ligget i et Svaneæg.« Fristelsen fra deroppe til at slippe det dernede er at gøre denne modsætning mellem deroppe og dernede – vigtigere end nogen anden. Det lykkedes ikke H.C. Andersen at gøre sig fri. Operationen lykkedes ikke. Deri ligger hans forfatterskabs styrke. Som den værgeløses digter.

VIII. Det Utroligste
»Den som kunde gjøre det Utroligste, skulde have Kongens Datter og det halve Rige.« Sådan indleder H.C. Andersen sit eventyr Det Utroligste.

”Der var en heel Udstilling af Utrolige ting, men Alle var snart enige om at det Utroligste var her et stort Stue-Uhr i Foderal, mærkværdigt udspeculeret uden og inden. Ved hvert Klokkeslæt kom der levende Billeder, som viste hvad Klokken var slaaet; det var hele tolv Forestillinger med bevægelige Figurer og med Sang og Tale.

»Det var det Utroligste!« sagde Folk.

Klokken slog eet, og Moses stod paa Bjerget og nedskrev paa Lovens Tavler det første Troens Bud: »der er kun én eneste sand Gud.«

Klokken slog to, da viste sig Paradisets Have, hvor Adam og Eva mødtes lykkelige begge To, uden at eie saa meget som et Klædeskab; de behøvede det heller ikke.

Ved Slaget tre viste sig de hellige tre Konger.

 …

Nu slog den tolv, da traadte frem Vægteren med Kabuds og Morgenstjerne, han sang det gamle Vægtervers:

»Det var ved Midnatstide
Vor Frelser han blev født!«

 Og idet han sang, voxte Roser, og de bleve til Englehoveder, baarne af regnbuefarvede Vinger.”

Den, der kunne gøre det utroligste, skulle have prinsessen. Hvad er det utroligste, ifølge H.C. Andersen?

”Afgjørelsens dag var kommen, hele Byen stod i Stads og Prindsessen sad paa Landets Throne… Dommerne rundt om saae saa poliske hen til ham der skulde vinde, og han stod freidig og glad, hans Lykke var vis, han havde gjort det Utroligste.

»Nei, det skal nu jeg gjøre!« raabte lige i det Samme en lang knoklet Kraftkarl. »Jeg er Manden for det Utroligste!« og saa svingede han en stor Øxe mod Kunstværket.

»Krisk! Krask! Qvas!« der laae det Hele. Hjul og Fjedre foer rundt om. Alt var ødelagt.”

Og dommerne sagde, at det var det utroligste at ødelægge et sådant kunstværk. Tilintetgørelsen af den værgeløse (Barn-Jesus). Men det blev ikke kraftkarlen med øksen, der fik prinsessen. Det fik ham, der skabte stueuret!

Det utroligste, hvad der skete julenat! Det utroligste, at det knustes! Det utroligste, at det på trods af, at det knustes, findes. Dette sidste som det egentligt utroligste.

IX. En udødeliggjort splittelse?
H.C. Andersen havde vanskeligheder med »kødets opstandelse« - det kød, der havde voldt ham så mange problemer. Den fortvivlelse, ikke at kunne være sig selv – om man så dog ikke i udødeligheden fortvivlet kunne slippe, og gennemføre den endelige splittelse og adskillelse!

Per Oluf Enquist har på anden vis gennemspillet fortvivlelsen hos H.C. Andersen – fortvivlet at ville fri af sumpen – op i lyset! Det er sket dramatisk i Fra regnormenes liv, eller i hans introduktion til Den grimme Ælling – i H.C. Andersen og Den grimme Ælling (København 1985).

X. Det fortvivlede og eventyrlige liv
I sin berømte prolog til sine erindringer oplyser H.C. Andersen, i hvilket perspektiv han opfatter sin tilværelse:

”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! Havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee og hun havde sagt: »vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig!« min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden hvad den siger mig: der er en kjerlig Gud, der fører Alt til det Bedste.”

Fra hvilken vinkel skal hans tilværelse anskues? På den ene side er der H.C. Andersens breve og dagbogsoptegnelser – hvor fortvivlelsen og ressentimentsfølelserne får frit løb – og samtidig har vi hans beskrivelse af sit liv som et eventyr.

H.C. Andersen ville gerne være berømt – ville gerne selv være en svane, så gjorde det ikke så meget, om man var begyndt i andegården. – Enten berømt eller ingen. »Enten Cæsar eller slet intet«! lød Cæsar Borgias valgsprog (Søren Kierkegaards samlede værker 15,78). Men dette alternativ er netop ifølge Kierkegaard udtryk for fortvivlet ikke at ville være sig selv. Man fornemmer overalt i H.C. Andersens eventyr medfølelsen med den anderledes, det værgeløse menneske. Han glemte trods alt aldrig, hvad han selv kom af.

Det var efter eventyret om Den grimme Ælling, at han skrev eventyret om Grantræet. Grantræet, der aldrig nåede til at glæde sig nu. »Hvad er Glæde, eller det at være glad?« spørger Kierkegaard. »Glæden er den nærværende Tid med hele Eftertrykket paa: den nærværende Tid … O, ubetingede Glæde: hans er Riget og Magten og Æren – i Evighed.« I Evighed, see denne Dag, Evighedens Dag, den faaer jo aldrig Ende … endnu idag er Du i Paradiis … at Du endnu i dag er i Paradiis, idet Du jo Christeligt bliver i Gud. Thi bliver Du i Gud, da hvad enten Du lever eller Du døer, og hvad enten det gaaer Dig med eller imod, medens Du lever; hvad enten Du døer i dag, eller først om halvfjersindstyve Aar, og hvad enten Du finder din Død paa Havets Bund, der hvor der er dybest, eller Du sprænges i Luften: Du kommer dog ikke udenfor Gud. Du bliver altsaa Dig selv nærværende i Gud.” (Søren Kierkegaards samlede værker 14, 165 og 169).

I Det gamle Egetræs sidste Drøm (Et Juleeventyr) lyder det: »Alt var Sang og Glæde lige ind i Himlen.«

Leif Bork Hansen
Lyngby sognegård
Torsdag d. 10. marts 2005.