|
Indledning
I. Perspektivet for sammenligningen
Kierkegaard forestiller sig, med tydeligt selvbiografiske træk,
en privatiserende tænker, en stakkels logerende oppe i et lille
kvistkammer i en uhyre bygning. Med seismografisk følsomhed fornemmer
den stakkels logerende, at der er noget vejen i fundamenterne. Han
kigger ud og ser at man er i fuld gang med at udbedre skaderne i
fundamentet.
Når det overhovedet giver mening at sammenstille Danmarks
privatiserende tænker, Søren Kierkegaard (1813-55), og vor tids
berømte officielle tænker, den polsk fødte engelske sociolog, Zygmunt
Bauman (f.1925), er det fordi de på hver deres måde vender sig mod
forsøgene på at opføre en tilværelsens bygning, udført efter
fornuftens målestok.
Det er oven i købet sådan, at Zygmunt Bauman kan fortælle om det
20. århundredes mest gigantisk gennemførte bygningskompleks indenfor
‘social ingeniørkunst’ (bortset fra Stalins) - nemlig i sit hovedværk
Modernitet og Holocaust (Modernity and the Holocaust)
fra 1989.
Kierkegaard peger desuden foregribende på, hvad der sker med
ophævelsen af ‘Modsigelsens Grundsætning’, udjævningen af de
fundamentale modsætninger mellem ret og uret.
På tilsvarende vis beskæftiger Zygmunt Bauman sig med overgangen
fra moderniteten til postmoderniteten, med modernitetens sammenbrud i
Liquid Modernity (jvf. titlen på Zygmunt Baumans værk fra
2000).
A. Moderniteten
II. Den vestlige civilisations tilblivelsesmyte
“Den tilblivelsesmyte, som ligger dybt forankret i vore vestlige
samfunds selvbevidsthed, er den moralsk opløftende historie
om, hvordan menneskeheden voksede ud af det præsociale
barbari”, skriver skriver Zygmunt Bauman i Modernitet og
Holocaust. I naturtilstanden drejede det sig - ifølge
Thomas Hobbes (1588-1679) - om alles kamp mod alle. Her
træder samfundet, civilisationen til. Civilisationen som en
fremadskridende proces - bort fra barbariet. Når Zygmunt
Bauman kalder dette ‘den moralsk opløftende historie om,
hvordan menneskeheden voksede ud af det præsociale barbari’
- spørger man sig selv: Mener han det, eller er det bidende
ironi? Disse dobbeltbundetheder optræder overalt i hans
værker. Zygmunt Bauman er sociologiens dialektiker.
III. Den instrumentelle fornuft
Ind i traditionen fra Thomas Hobbes læser Zygmunt Bauman én af
pionererne inden for sociologien, Max Weber (1864-1920), der
som retningslinjer for civilisationsprocessen peger på den
instrumentelle fornuft til at tøjle de uregerlige
lidenskaber.
IV. Gartnerstaten
Zygmunt Bauman kommer med sin egen supplerende tolkning af den
vestlige civilisations tilblivelsesmyte ved at pege på
modernitetens myte i form af ‘gartner-staten’.
“Modernitetens fremkomst var sådan en transformations-proces
af vilde kulturer til havekulturer” (Legislators and
Interpreters,1987, s. 51). Dette betyder, at “gartneren
opdeler vegetationen i „kulturplanter“, der skal passes, og
ukrudt, der skal udryddes” (Modernitet og Holocaust,
s.37). Ukrudtet, der aldrig bliver andet end ukrudt.
V. Modernitet og Holocaust
Det er Zygmunt Baumans påstand, at nazisternes tilintetgørelse af
jøderne ikke skete på trods af moderniteten, hvormed vi
hurtigt kunne lægge Auschwitz og de andre
tilintetgørelseslejre bag os, som sindssyge og irrationelle
handlinger. Holocaust var uigennemførlig uden moderniteten.
Deraf værkets titel: Modernitet og Holocaust! Zygmunt
Bauman skriver: “Den moderne civilisation var ikke en
tilstrækkelig betingelse for Holocaust; men den var i
høj grad en nødvendig betingelse. Uden den ville
Holocaust være utænkelig. Det var den moderne civilisations
rationelle verden, der gjorde Holocaust tænkelig.
„Nazisternes massemord på den europæiske jødedom var ikke
blot et industrisamfunds teknologiske kraftpræstation, men
også et bureaukratisk samfunds organisatoriske bedrift“
(Christopher R. Browning: „“The German Bureaucracy and
the Holocaust)” (Modernitet og Holocaust s.31f.)
. Hvis man havde gået frem efter pøbeloptøjerne i
forbindelse med Krystalnatten med plyndringer, vold og mord,
med i alt 100 omkomne, ville det have taget 200 år at
gennemføre Holocaust.
Det var kun takket være et veludviklet bureaukrati med
pligtopfyldende embedsmænd og en ‘social ingeniørkunst’ på
højeste videnskabelige og rationelle niveau, at det
lykkedes. Noget andet er, at en nær kontakt med ofrene ville
skabe afsky i befolkningen - og det ville være umuligt i 200
år at holde en oppisket folkestemning oppe (Modernitet og
Holocaust, s.119f.).
Da det stadigvæk er den samme statsform, vi benytter os af, er der
ingen indbyggede mekanismer eller garantier for at det ikke
kan ske igen. Dette underbygger Zygmunt Bauman med
henvisning til Stanley Milgrams offentliggjorte forsøg i
1974: “Jo mere rationelt handlingen er organiseret, jo
lettere er det at fremkalde smerte - og samtidig have
det godt med sig selv” (Modernitet og Holocaust,
s.196). Derfor kan det netop være akademikerne og
embedsmændene, der viser sig at være de farligste - på
afstand af de ofre, hvis skæbne de bestemmer.
VI. Den bedrøvelige professor-skikkelse - garderoben
Søren Kierkegaard taler om en bedrøvelig professorskikkelse, der
sætter sig selv eller sit selv fra sig, som spadserestokken.
Holder sig selv udenfor! Forholder sig ikke til sin
tænkning. Zygmunt Bauman henviser i sin sammenhæng til,
hvordan det foregår i bureaukratiet - efter Max Webers
ideal-model: her deponeres identiteter og sociale bindinger
i entréen, garderoben sammen med hatte, paraplyer og
overklæder, så udelukkende ordren og lovsamlingen, uhindret,
bestemmer handlingerne hos dem, der er indenfor, så længe de
er indenfor (jvf. Liquid Modernity, s. 25f.).
Indgangen, Garderoben som det sted, man afleverer sig selv,
sin identitet, for på ny at tage den på, når man går ud
igen.
B. Fra modernitet til postmodernisme
VII. ‘Das Unbehagen in der Kultur’ - ‘Das Unbehagen
der Postmoderne’
Zygmunt Bauman benytter Sigmund Freuds værk, Das Unbehagen in
der Kultur (1930), til at pege på en grundlæggende
konflikt i moderniteten: Konflikten mellem lystprincippet og
kulturens undertrykkelse heraf. ”Undertrykkelse er
lidelsesfuld, det efterlader psykiske sår som er vanskelige
at hele. Prisen for moderniteten er den høje forekomst af
psykiske og neurotiske lidelser; civilisationen avler sine
egne misfornøjelser og sætter individet i en permanent -
latent eller åbenlys - konflikt med samfundet” (Legislators
and Interpreters, 1987, s.113f.).
Bestod friheden i frigørelsen fra kulturens eller samfundets byrde,
bliver efter befrielsen, i post-moderniteten, individet
konfronteret med selve friheden i ‘grænseløshedens angst’ -
som ‘Das Unbehagen der Postmoderne’ (The Individualized
Society, 2000, s.43 f.). |
VIII. ‘Det negativt-enende
Princip’
I En literair Anmeldelse (1846) foretager Kierkegaard - på
baggrund af en anmeldelse af Fru Gyllembourgs (dog ikke i
hendes eget navn udgivne) novelle To Tidsaldre - en
samfundsanalyse i form af en sammenligning mellem
situationen i 1790'erne (Den franske revolutions indvirkning
på forholdene i datidens København) og situationen en
tidsalder senere, i 1840'erne. Med den franske revolution
vandt en ny tankegang indpas i den europæiske civilisation:
Tanken om alle menneskers lighed (jvf. parolen: Frihed,
lighed og broderskab).
Hvad sker der - en generation senere - når lidenskaben går ud af
ligheds-tanken? Så indtræder misundelsen. Hvor begejstringen
i revolutionstiden er det - positivt-enende - princip -
bliver til gengæld misundelsen til ‘det negativt-enende
Princip’. Sådan indtræder nivelleringen: Ophævelsen af
de fundamentale modsætninger i tilværelsen.
Hvad sker der for individet, når hele det, hierarkisk opbyggede,
patriarkalske system bryder sammen? Så kan individet, hvor
det ikke længere har noget at holde sig til, i denne
svimmelhed enten gå til grunde - eller blive til som den
enkelte for Gud. Hvor individet ikke længere bare er
repræsenteret af andre i tilværelsen - på anden hånd - men
selv er ansvarlig.
Kierkegaard benytter i En literair Anmeldelse udtrykket
nivellering, hvori individet enten går til grunde eller
bliver til som den enkelte. - Zygmunt Bauman taler om
postmodernismen som en ‘Liquid Modernity’ - hvor det er den
enkelte, der må høre den tavse fordring - og hvori ingen
andre kan repræsentere det i forhold til den andens krav.
IX. Det æstetiske fællesskab (Kant)
Zygmunt Bauman taler - med et udtryk af Kant - om ‘det æstetiske
fællesskab’. “Det bånd, der søges, skal ikke være bindende
for dem, der finder det. Med en af Webers berømte metaforer
er det en let kappe, ikke et jernbur, man søger efter” (Fællesskab.
En søgen efter tryghed i en usikker verden (Community.
Seeking Safety in an Insecure World, 2001), 67f.). Han
giver følgende karakteristik af ‘det æstetiske fællesskab’:
“Identiteten synes at have den samme eksistentielle status
som skønheden. I lighed med skønheden har den intet andet
fundament at hvile på end en vidt udbredt enighed, der -
eksplicit eller stiltiende - kommer til udtryk i
dømmekraftens konsensuale anerkendelse eller i en ensartet
adfærd”. Og Zygmunt Bauman lader det munde ud i følgende
dialektiske : “Behovet for et æstetisk fællesskab, især for
et æstetisk fællesskab af den type, der varetager
skabelsen/afmonteringen af identiteten, har af disse årsager
en tendens til at være lige så selvforstærkende som
selvødelæggende” (s.68f.). Det æstetiske fællesskab, der
altså på én gang giver identitet til gruppen, og samtidig
netop afmonterer, ophæver den, da det ikke er et egentligt
fællesskab, men hvad Zygmunt Bauman træffende kalder for ‘enshedens
fællesskab’ Man har dybest ikke noget at stå sammen om andet
end at være vendt mod ‘Anderledesheden’ (jvf. Kierkegaards
udtryk om ‘det negativt-enende Princip’).
X. ‘Enshedens fællesskab’ - ‘Anderledesheden’
Zygmunt Bauman erklærer - i Mortality, Immortality & Other Life
Strategies (1992, s. 46): Det er præcist den Andens
anderledeshed, der pålægger mig forpligtelsen”. I
Globalisering. De menneskelige konsekvenser (Globalisation.
The Human Consequences,1998), s.17f. ) taler Bauman om
‘anerkendelse af anderledeshedens ikke-reducerbarhed’. Den ‘Anderledeshed’,
der netop ikke er plads til i ‘Enshedens fællesskab’
(Kan dansk nationalisme betragtes som et udtryk for ‘Enshedens
fællesskab’?).
XI. Udparcelleringen af selvet
Kierkegaard siger - under sin afsluttende kirkekamp: “...gjør Dig
selv til Flere, eller Udparceller Dit Selv, hav een
Anskuelse anonymt, en anden med Navn, een mundtligt en anden
skriftligt, een som Embedsmand en anden som Privatmand, een
som Din Kones Mand” (Samlede Værker, 3.udg. Bd. 19,300).
Netop den udparcellering , opsplittelse, der har så skæbnesvangre
konsekvenser - også for andre.
Afslutning
XII. Det bestående - den enkeltes samvittighed
Selvom Zygmunt Bauman er sociolog betragter han det som en
grundvildfarelse i sociologien at ville bestemme menneskelig
adfærd med samfundet, staten som referensramme. Bauman
erklærer - i en henvisning til George M. Kren og Leon
Rappoport: ”Der findes ingen moralsk-etisk grænse, som
staten ikke kan overskride, hvis den ønsker det, eftersom
det ikke findes nogen moralsk-etisk magt, som er højere end
staten” (Modernitet og Holocaust, s.116).
Med henvisning til Søren Kierkegaards værk Frygt og Bæven
(1843) erklærer Bauman :”Det etiskes absolutte primat, dets
stædige, arrogante, uregerlige natur, hensynsløs over for
alle eksistentielle, kognitive, kalkulerede fornuftsgrunde,
er naturligvis Søren Kierkegaards idé: det etiske hviler
immanent i sig selv, har intet uden for sig selv som er dets
telos [mål], men er sig selv sit mål” (Mortality,
Immortality & Other Life Strategies, 1992, s. 43, note
39). Bauman henviser til Frygt og Bæven, som ellers
Emmanuel Lévinas, som Bauman gentaget henviser til, vendte
sig så kraftigt imod, ikke mindst i begyndelsen af sit
forfatterskab.
Kierkegaard tager i Frygt og Bæven beretningen om Isaks
ofring op og spørger: Hvis Abraham er troens ridder og ikke
en gemen morder, hvordan bliver så forholdet mellem det
almene [samfundet, staten] og individet? Findes der en
instans, der er over det almene? Kierkegaard svarer
bekræftende.
Dermed er den enkelte stillet højere end det almene - stillet i et
absolut forhold til det absolutte (Gud). Den enkelte er
‘incommenrabel’ i forhold til det almene - samfundet,
staten. Dets liv fuldbyrdes ikke i statens regi - men i
Gudsforholdet.
Ifølge græciteten beror polis-etikken (politikken) på det sædelige,
det fornuftige, det som alle kan indse rigtigheden af -
hvilket holder bystaten, kosmos, sammen. Derfor, da Sokrates
svingede giftbægeret, brød hele den græske tankegang
sammen., Sokrates var stødt på en anden instans end (by)statens.
Søren Kierkegaard erklærer - i Indøvelse i Christendom
(1850) - at “den Enkeltes Guds-Forhold just [er] det, der
skal gjøre ethvert Bestaaende svævende” (Samlede
Værker,3.udg., Bd.16,93). Så det bestående ikke
guddommeliggør sig selv, opkaster sig til øverste instans.
Det er den enkeltes samvittigheds-forhold, der skal holde det
bestående svævende, holde samfundet, staten, på plads. Hvem
skulle ellers gøre det?
Lyngby sognegård
Torsdag d. 22. januar 2004
Leif Bork Hansen
|
