Foredrag af
Leif Bork Hansen

I. Det folkeligt-nationale gruppemenneske og den enkelte
Grundtvig knytter menneskets identitet til det folkeligt-nationale, hvorimod Kierkegaard knytter den enkeltes identitet til den enkeltes Gudsforhold. Grundtvig og Kierkegaard hører til Danmarks største giganter, Grundtvig som Danmarks største skjald og salmedigter, Kierkegaard som Danmarks betydeligste tænker, der til stadighed viste hen på det enkelte menneske. Ved at anvende deres forskellige menneskesyn på situationen i dagens Danmark og på den krise, vi befinder os i, kommer man til to modsatrettede måder at forsøge at løse krisen på.

I 1972 - hundredåret efter Grundtvigs død den 2. september 1872 – udkom bind 3 i serien Kontroverse um Kierkegaard und Grundtvig af professor i Göttingen, Götz Harbsmeier med titlen: Wer ist der Mensch? Titlen henviser til Davids salme 8: »Hvad er da et menneske…« I 1958 udsendte den italienske kemiker og forfatter Primo Levi sin beretning om sit ophold i koncentrationslejren Auschwitz med titlen: Hvis dette er et menneske. Hvis det ansigt, der ser imod dig fra Auschwitz er et menneske – hvad så?

Imellem os og Grundtvig og Kierkegaard – står Auschwitz. Hvordan kommer det til at spille ind i henholdsvis Kierkegaards og Grundtvigs betydning i dag?

Lad os begynde med Grundtvig.

II. »Mein Gegensatz ist Leben und Tod«
Forfatteren Henrik Pontoppidan holdt den 19.januar 1914 i Aalborg foredraget Kirken og dens Mænd. Her sagde han: »Der ligger i Sydsjælland ved Landevejen mellem Fakse og Præstø et gammelt, affældigt Krosted, Vindbyholt Kro. Hertil kom en Decemberdag for godt hundrede År siden tre unge Mænd, og Krofolkene lagde Mærke til, at den ene gjorde et forstyrret Indtryk. Han sad næsten hele Tiden med Hænderne for Ansigtet, og hans Rejsefæller var åbenbart dybt bekymrede for ham. Det var Grundtvig og hans to Ungdomsfæller, Sibbern og Povl Dons. De fulgte – eller snarere førte – ham ned til hans gamle Far i Udby ved Vordingborg. Det var under den afgørende Krise i Grundtvigs Liv, da Grublerier og religiøse Anfægtelser havde drevet ham ud i en Sjælenød, der lå nær op til det mørke Vanvid. De tre Venner havde overnattet i Rønnede Kro, der ligger et Par Mil derfra, og her var Grundtvig sprunget ud af Sengen og havde knælet i Bøn paa det bare Gulv. Denne Scene gentog sig nu her i Vindbyholt Kro, og det fortælles, at Synet af hans Kamp gjorde et så stærkt Indtryk på Vennerne, at i hvert Fald den ene af dem aldrig forvandt det.« Henrik Pontoppidan fortsætter: »Jeg har i Løbet af en Snes År tilfældigvis passeret Vindbyholt netop i de samme mørke Decemberdage før Jul, da det gamle Krosted var Vidne til dette middelalderlige Optrin. Også i 1910, der var Hundredåret for Begivenheden, kom jeg der forbi, og det har altid undret mig, at ikke i det mindste Grundtvigs egen Menighed har følt Trang til at rejse ham en Mindesten her ved hans via dolorosa. Men også for os andre er Stedet værd at mindes. Hvad man end vil mene om Følgerne af dette plutoniske Gennembrud i Grundtvigs Sind – og jeg for min Del mener ikke noget godt om dem – så er det dog en af de betydningsfuldeste Tildragelser i vor nyere Historie. Af disse Dages Kamp fremgik et nyt Danmark.«

Og hvad følgerne blev af disse begivenheder gør Henrik Pontoppidan op på følgende måde: »I alt, hvad Grundtvig skriver efter sit Livs store Krise, lyser Selvoplevelsen bag Ordene. Himmerig og Helvede, Død og Opstandelse har alt sammen fået fuld Virkelighed for ham. Fortabelsens Gru er ikke mere et Begreb, som der kan tvistes om – han har selv følt den – og Djævlen er ikke længere bare en Talefigur men er bleven den skinbarlige Satan, som han har kæmpet med og til sidst overvundet ved Knæfaldet omkring Alteret i sin Fars Kirke« (Kirken og dens Mænd. Et foredrag. Med en indledning af H.P.Rohde, 1984).

Det er vandmærket overalt i Grundtvigs salmer, at det går på liv og død. Det var under et besøg af filosoffen Marheinecke – for hvem det drejede sig om modsætningen mellem fornuften og virkeligheden – at Grundtvig sagde: »Mein Gegensatz ist Leben und Tod.« (Min modsætning er liv og død).

III. Skjalde- og saga-staven lagt over kors
I 1933, 150 året for Grundtvigs fødsel, skrev grundtvigforskeren Th. Balslev: »Af Naturen var Grundtvig Skjald og Sagamand, i Slægt med de gamle; han kunde have sunget for sit Folk paa Hærtog – eller mere endnu, han lignede, som Bjørnson sagde, Vølven, der udsynger Synerne over den evige Kamp i Menneskelivet, Norners og Asers Kamp. Men da Herrens Haand greb ham underligt og tog ham i sin Tjeneste, så lagde han, i dyb Følelse af sin Synd – ”Havets Sand og mine Fald – ej paa dennem véd jeg Tal” – men i Jesu Kristi Navn sine to Stave, Skjaldestaven og Sagastaven, over Kors og vier dem ind til hans Pris, som gav ham Syner og Sange« (N.F.S. Grundtvig i 150-Aaret for hans Fødsel. Et Festskrift, 1933, s.54f.). Ja, siger Hal Koch: »Skjalden er den Mand, der ser Synerne, når ud til livets grænseland, hvor Himmel og jord mødes, hvor grænsen går mellem sandhed og løgn, hvor afgørelserne træffes… Han er livets spejder, der vel ikke har gennemskuet alt, men som dog i syner og drømme er kommet de inderste hemmeligheder nær, og han er Herrens medarbejder, fordi han som skjald formår at tolke synerne og bringe videre, hvad han har skuet« (N.F.S. Grundtvig, 1959, s. 226).

IV. ’Den mageløse Opdagelse’
I 1846, da Kierkegaard var 32 år gammel og allerede havde et betydeligt forfatterskab bag sig, udsendte han sit omfattende værk Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. Her retter Kierkegaard en afgørende kritik mod den 30 år ældre Grundtvig, nærmere bestemt Grundtvigs ’mageløse opdagelse’.

Under manuskriptudarbejdelsen til Efterskriften noterer Kierkegaard: »Som væsentlig Digter; som oprindelig og klangfuld Psalmedigter, brugelig uden for Partiet hvis det Offentlige vil bekoste at lade ham barbere… som en Vidnende, der stærk bevæget i umiddelbar Lidenskab, med sjelden Udholdenhed har arbeidet Dag og Nat; som en Mand med mange, mange Kundskaber, om disse just ikke altid ere beherskede – vil Grundtvig stedse hævde sin Betydning. Dog dette vedkommer ikke denne Undersøgelse, her har jeg kun med ham at gjøre som Tænker«(Pap. VI B 29,s.101f.).

Reformatoren Martin Luther havde i sit opgør med den katolske kirkes babyloniske fangenskab hævdet sit: Sola scriptura. Det er kun skriften, der gælder. Men efterhånden indtrådte der et nyt pavedømme: det eksegetiske. Det er kun de lærde, der kan afgøre, hvordan skriften skal udlægges. Da er det, at Grundtvig i 1825 når frem til sin ’mageløse opdagelse’, at menigheden, kirken var der før skriften. Med Kierkegaards formulering fra Efterskriften: »Som Bibelen før skulde objektivt afgjøre, hvad der er det Christelige og hvad ikke, saa skulde Kirken nu være det sikkre objektive Tilhold. Nærmere bestemmet er det igjen det levende Ord i Kirken, Troesbekjendelsen, og Ordet ved Sacramenterne.« Oven i købet gik Grundtvig så langt, at han påstod at Kirken gennem alle årene helt tilbage fra Apostlene havde forkyndt ordret det samme, således at trosbekendelsens ordrette ordlyd skulle være modtaget af apostlene af Herrens egen mund efter hans opstandelse og inden han blev skilt fra dem.

Tidligere i Pavekirken kunne man standse tvivlen ved at henvise til paven. Siden forsøgte man forgæves at holde igen mod den indtrængende tvivl ved at henvise til Bibelen. Da dette ikke lykkedes, er det at Grundtvig gør sin ’mageløse opdagelse’ – med at pege på trosbekendelsen som det objektivt sikre tilhold. Man ville hele tiden holde ’dialektikken’ ude. Men det vil altid ende i, hvad Kierkegaard kalder en approximation, en tilnærmelse. Der vil aldrig blive en umiddelbar overgang til at antage kristendommen. Og hele problemstillingen i forhold til Bibelen flytter bare med over på trosbekendelsen.

Kierkegaard erklærer: »Der er altid en saadan saavel magelig som ogsaa bekymret Trang i et Menneske til at faae noget rigtigt fast, der kan udelukke Dialektikken, men det er Feighed og Svigagtighed mod Guddommen.« Og han tilføjer: »Saasnart jeg tager det Dialektiske bort… bedrager [jeg] Gud for Øieblikkets anstrængede Erhverven…Derimod er det langt mageligere at være objektiv og overtroisk…« Mon ikke Kierkegaard spiller på, at det ikke er en mageløs opdagelse, Grundtvig har gjort, men en magelig?

V. Kristendommens ’hvad’ eller ’hvorledes’
For Kierkegaard er det afgørende slet ikke, hvad kristendommen er, som om vi var af den opfattelse, at vi først objektivt kunne få fastslået, hvad der var sandhed. Over for ’den objektive Grundtvig’ peger Kierkegaard på, »at Knuden netop er Subjektets Forhold.« Først ved at vælge bliver det sandhed for den enkelte. Hvilket svarer til, at subjektiviteten for Kierkegaard er sandheden, noget andet er, at subjektiviteten også er usandheden.

»Netop fordi Grundtvig som Digter er omtumlet og bevæget i umiddelbar Lidenskab, hvilket just er det Herlige ved ham, føler han en Trang og føler den umiddelbart forstaaet dybt, en Trang til noget Fast, hvormed han kan holde det Dialektiske borte«, siger Kierkegaard, »Men en saadan Trang er kun Trang til et overtroisk Holdningspunkt; thi…enhver Grændse, der vilde holde Dialektikken ude, er eo ipso [det samme som] Overtro.« Kierkegaard tilføjer: »Netop fordi Grundtvig er bevæget i umiddelbar Lidenskab, er han ikke ubekjendt med Anfægtelser. I Forhold til disse skyder man nu en Gjenvei ved at faae noget Magisk at holde sig til, og saa faaer man god Tid til at være verdenshistorisk bekymret. Men her ligger netop Modsigelsen: i Forhold til sig selv at fortrøste sig til noget Magisk, og saa at have travlt med Verdenshistorien.« Det får man ikke tid til, når anfægtelserne sætter sig igennem. For som Kierkegaard siger: »Naar Anfægtelsen griber dialektisk, naar Seiren bestandig tillige er dialektisk construeret, saa skal et Menneske faae nok med sig selv at gjøre. Det forstaaer sig, saa kommer man ikke til at lyksaliggjøre hele Menneskeheden i mageløse Syner.«

For Kierkegaard er sandheden ikke et ’Resultat’, der foreligger, men hele tiden en ’Vorden’, en tilblivelse. På linje hermed henviser P.G. Lindhardt i sin bog om Grundtvig til forskellen mellem Grundtvigs pegen på det kultisk-sakramentale nærvær og Kierkegaards tale om øjeblikket: »I det stadige nu forkyndes den evige glæde [hos Grundtvig], ikke eksistensfilosofisk forstået som afgørelsens „øjeblik“, men kultisk-sakramentalt«(1964, s.58).

VI. Hvad er ’virkelighed’?
Under besættelsen, i efteråret 1940 holdt professor Hal Koch sine berømte Grundtvig-forelæsninger. Tilstrømningen var så stor, at de måtte dubleres. Hal Koch holdt i Kristelig Akademisk Forening et foredrag med titlen Virkelighed. Dette foredrag blev offentliggjort i en dobbeltkronik 18. og 19.september 1940 i Nationaltidende. Heri erklærer Hal Koch, at danskheden er »selve den virkelighed, man er bundet af, og kommer man udenfor den, hører livet i grunden op«. Pastor Vilhelm Krarup tog i Tidehverv 1941 afstand fra en sådan selvopfundet definition på eller afgrænsning af, hvad virkelighed skulle være: »Virkelighed er det, man aldrig kan komme udenfor, og kommer man udenfor det, man kaldte virkelighed, betyder det blot, at det var ikke virkelighed« (Vilhelm Krarup: Opgørets Nødvendighed, 1994, s.20).

Kierkegaard noterer i journalen fra 1847: »det Grundtvigske Vrøvl om Nationaliteten er ogsaa Tilbageskridt til Hedenskabet. Det er utroligt hvilket Galskab fanatiserede grundtvigske Candidater kan varte op med. Th. Fenger siger f. E., at Ingen uden igjennem Nationaliteten kan være en sand Christen. Og Christendommen som netop har villet afskaffe Hedenskabets Forgudelse af Nationaliteterne!« (Pap. VIII, 1 A 245).

Hal Koch spørger i sit foredrag Virkelighed: »Er kristendommen ikke hævet op over alle nationale skranker?…Er kristendommen ikke den højeste værdi, som gør alle de andre værdier relative, trykker dem ned i et andet plan?« Hal Koch svarer: »Den, der tænker således, han tænker som hellenisten, som den ensomme sjæl, der jager efter værdier« og fortsætter: »Det er ikke tilfældigt, at det var Kierkegaard, der udformede de ord, der er blevet så yndet, om at forholde sig absolut til det absolutte telos(mål), og relativt til de relative.« For Hal Koch svarer Kierkegaards standpunkt til en hellenistisk dyrkelse af sjælen. Det enkelte menneske er ikke til uden for en folkelig-national kontekst.

Hal Koch argumenterer ud fra Grundtvig: »„Ligeså åndløst og bagvendt som det derfor er“ – siger Grundtvig i sin „Kristelige Børnelærdom“ - „at ville bandsætte og så vidt muligt udrydde det gamle oprindelige menneskeliv, for at skaffe det ny kristelige menneskeliv plads og råderum, ligeså bagvendt og åndløst er det så vidt muligt at bandsætte og udrydde folkelivet for at sætte kristendom i dets sted; thi når man siger til folkeånden: Far ud, du urene ånd, og giv den Helligånd plads, da kan man derved nok blive folkeånden kvit, men man er så langt fra at få den Helligånd isteden, at man for så vidt muligt derved lukker sig selv og folket for alle ånder, for al åndelig indflydelse og indskydelse, al åndelig og hjertelig forstand og oplysning« (Hal Koch: Om tolerance, s. 25).

Således er kristendommen gæst hos folkeligheden. Den folkelighed, der er der først.

VII. Løsgørelsen fra ’bodskristendommen’
Da Grundtvig i 1811 vendte hjem til Udby præstegård for at blive kapellan hos sin far, vendte han tilbage til luthersk ’bodskristendom’. Det er grundtvigforskeren Kaj Thanings påstand, at Grundtvig først med 1832 med udgivelsen af Nordens Mythologi når frem til klarhed over sig selv. Får sig løsgjort fra bodskristendommens mørke syn på menneskelivet. Sådan som han siden angriber Kierkegaard for at fremstille menneskelivet som en sortkridttegning af en tiggermunk! Livet har sin betydning i sig selv - i sin frihed. Grundtvig lærer at skelne mellem det menneskelige og det kristelige. Folkeligheden har sin betydning i sig selv, sådan som den nu gestalter sig frigjort i sig selv, frigjort fra et bodskristeligt åg:

»Ja, I sønner af Kæmpe-Æt!
Lad os forstaae vor Fordeel ret!
Slagne vi er over hver sin Læst,
Frihed er hvad os tjener bedst,
Frihed, men ikke som Ild og Vand,
Pest og Hunger og Ødeland,
Frihed, men ikke som Ulv og Bjørn,
Ikkun som voxne Menneske-Børn
 …
Frihed lad være vort Løsen i Nord,
Frihed for Loke saavelsom for Thor,
Frihed for Ordet i Verdenen ny,
Som til sig selv det har skabt under Sky
…
Frihed for Alt hvad der stammer af Aand,
som ikke ændres men arges ved Baand.«

En sådan, hvad man kunne kalde, mekanisk adskillelse af det menneskelige og det kristelige er ikke forenelig med en Kierkegaardsk dialektik. Den tyske grundtvigforsker Hinrich Buss har følgende kommentar til Grundtvig i Kontroverse um Kierkegaard und Grundtvig: »Die kritische Instanz seiner Säkularisierung fehlt«(Bd. I,88(1966)): ’Den kristiske instans til hans sækularisering mangler.’ På den ene side er højskolen en konsekvens af Grundtvigs afklaring. Det gælder livsoplysning for dets egen skyld. På den anden side er Grundtvig ikke selv konsekvent, men – som P.G. Lindhardt bemærker, han fortsætter samtidig med sit bodssyn livet ud (jf. f.eks. salmen Gud Helligånd, vor igenføder, med linjerne: »Så altid må det gamle dødes, før i dets sted det ny kan fødes« o.s.v.).

VIII. Er os tomme ord og lyde…
Det er allerede nævnt, at Grundtvig direkte sammenknytter det folkeligt-nationale og det kristelige. Således erklærer han:

»Er os tomme Ord og Lyde:
eget Folk og Fædreland,
veed vi ej, hvad de betyde
meer end Mængde Muld og Strand,
Tant er og hvert Ord vi tale
Om Guds Riges Bjerg og Dale,
Om Guds Folk og Menighed.«

I Christenhedens Syvstjerne knytter Grundtvig kristendommen sammen med hovedfolkene gennem historien: Den hebraiske menighed, den græske, den romerske, den angelsachsiske menighed, den germanske, den nordiske…

Når det enkelte menneske kun er til i det folkeliges sammenhæng, må man spørge: Hvad så med det menneske, der falder uden for denne? Netop det, der blev problemet i det 20. århundrede.

IX. Som en mand der ikke vil gå med hat…
Kierkegaard ironiserer over at gøre kristendommen til et historisk fænomen, som om geografien på forhånd bestemte, at man var kristen. Han forestiller sig, at én var kommet i tvivl og »man vilde see vredt til ham og sige: »det er ret kjedeligt med det Menneske, at han skal gjøre Ophævelser over ingen Ting; hvorfor kan han ikke være ligesom vi Andre, der alle ere Christne; det er ligesom med F.F., der ikke kan gaae met Hat som vi Andre, men skal være aparte.« Var han gift, vilde hans Kone sige til ham: lille Mand, hvor kan Du nu faae saadanne Indfald; skulde Du ikke være Christen? Du er jo Dansk; staaer der ikke i Geographien, at den luthersk-christelige Religion er den herskende i Danmark? For en Jøde er Du da ikke, en Mahomedaner heller ikke, hvad skulde Du vel saa være? Det er jo 1000 Aar siden, at Hedenskabet blev fortrængt, saa veed jeg da, Du er ingen Hedning. Passer Du ikke Dit Arbeide i Contoiret som en god Embedsmand, er Du ikke en god Undersaat i en christelig, i en luthersk-christelig Stat: saa er Du jo en Christen.«

Kristendommen er for Kierkegaard ikke et folkeligt-nationalt, et historisk fænomen, men altid et personligt. Han tilføjer: »See, saa objektive ere vi blevne, at selv en Embedsmands Kone argumenterer fra det Totale, fra Staten, fra Samfunds-Ideen, fra Geographiens Videnskabelighed.« Dette fremfører Kierkegaard i Efterskriften i kapitlet, der følger på opgøret med Grundtvig.

X. Den eksklusive menighed?
Kierkegaard rettede under sit afsluttende brud med den bestående kirke beskyldning mod biskop Mynster for ’Lunkenhed, Indifferentisme’. Den samme beskyldning retter han til sidst mod Grundtvig i Øieblikket nr.6. Grundtvig blev anset »for „en Slags Apostel“, repræsenterende Begeistring, Troes-Mod, som kæmper for en Overbeviisning.« Kierkegaard svarer: »Det Høieste han har kæmpet for, er, at faae Lov til, selv og med dem, som ville slutte sig til ham, at udtrykke, hvad han forstaaer ved Christendom.« Det højeste Grundtvig har villet er »Frihed for sig og hvo der maatte være enig med ham, Frihed til at udtrykke hvad han og de med ham forstaae ved Christendom.« Grundtvig har »egentligen kun kæmpet for noget Jordisk, borgerlig Frihed for sig og Tilhængere.« For Kierkegaard drejer det sig ikke om en eksklusiv menighed, der bare ønsker at skøtte sig selv.

XI. Grundtvigs reaktion
Ifølge Grundtvig var det afgørende, at der ikke bare blev mulighed for sognebåndsløsning, så enhver kunne søge sin egen præst. Dette burde følges op af en tilsvarende præstefrihed: »Thi kristendommen ses kun „i sin glans, hvor dens fjender har samme frihed som den, til at gøre sig åndeligt gældende“; men des mere måtte menigheden stå fast på Kristi indstiftelser, ikke tilsige syndernes forladelse „iflæng“ og ikke have nadver fælles med andre end „os selv“; thi sakramenterne kan ikke „under de nuværende omstændigheder blive hvad de skulle være“… fordi nadveren „uddelt iflæng og uden al bordskik, så vi byde dem til Herrens bord, som vi aldrig ville tåle ved vort eget bord, behandles så uværdigt, at … det slet ikke er at holde Herrens nadver“« (P.G. Lindhardt: Grundtvig, 1964, s.117,se ligeledes s.109).

Grundtvig kommer også med sit svar på, hvad de rette sandhedsvidner er: Det er de i kraft af de liturgiske livstegn: bekendelsen, forkyndelsen, lovsangen. Knyttet til Grundtvigs mageløse opdagelse. Med Grundtvigs egne ord fra Den christelige Børnelærdom, nærmere bestemt afsnittet De christelige Livstegn: »da Søren Kierkegaard for et Øieblik siden vilde kyse Livet af os med Sortkridt-Tegningen af „Tigger-Munken“, som den eneste sande Christi Discipel, der bogstavelig tog sit Kors paa Ryggen og fulgte ham, da mødte han sædvanlig kun tyk Uvidenhed om det christelige Liv, men i Krogene mødte han dog til Lykke Morgen-Lyset, som skal forgylde Livet…«. Og »Det morgen-lys, Kierkegaard mødte, var Grundtvigs mageløse opdagelse af trosbekendelsen, som kristendommens sande udgangspunkt, der „i krogene“ forgyldte livet for menigheden« (Helmut Toftdahl: Kierkegaard først – og Grundtvig så, 1969, s. 117).

Disse menighedens livstegn – bekendelse, forkyndelse og lovsang - som den mageløse opdagelse gør ham opmærksom på, er altså ifølge Grundtvig ikke til at tage fejl af i modsætning til handlingerne, der er tvetydige. Som nævnt taler Grundtvig kun om den enkelte i sammenhæng med det folkeligt-nationale. Ligeledes hævder Grundtvig også, at den enkelte kun får troen gennem menighedskollektivet.

Når Kierkegaard under den afsluttende kirkekamp talte om de rette sandhedsvidner, efter at biskop Mynster var blevet erklæret for et sådant sandhedsvidne af professor Martensen, drejede det sig ikke om sandhedsvidnernes liturgiske handlinger, men om den enkeltes eksistentielle handlinger i form af ’Christi Efterfølgelse’.

XII. Den ændrede problemstilling
Det var skæbnesvangert, at Grundtvig knyttede menneskets identitet til det folkeligt-nationale. Har det menneske ingen betydning, som ikke kan påberåbe sig en sådan identitet? Er det menneske kun, hvad det folkeligt-nationale gør det til?

I Dømmer selv! gør Kierkegaard opmærksom på at Jesus med sin indkomst i verden var „uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister“ og da forældrene må flygte med ham havde »dette Barn heller intet Fædreland« og »næst det Sammenhold, som knytter Familien sammen, kommer det Sammenhold, som sammenknytter et Folk«.Til sidst kom Jesus også til at dø uden for sammenholdet, fradømt livet, fordi ’Almeen-Sikkerheden’ krævede det.

Kierkegaard knytter ikke menneskets identitet til sammenholdet, så at det skulle være dette, der giver eller fratager det enkelte menneske dets identitet.

Den italienske filosof Giorgio Agamben har udgivet bogen Homo sacer. Sovereign power and bare life (Homo sacer. Suverænitet og nøgent liv). Begrebet homo sacer er hentet fra den romerske retspraksis – ved civilisationens begyndelse. Homo sacer var det retsløse menneske. Man måtte ikke slå det ihjel, men gjorde man det, blev man ikke retsforfulgt derfor. Homo sacer levede i ingenmandsland. Det er skæbnesvangert, at knytte et menneskes identitet til geografien.

Leif Bork Hansen
Lyngby sognegård
Torsdag den 21. september 2006.