|
Indledning
I. Individets upersonliggørelse
Søren Kierkegaard så i den Hegelske filosofis forsøg på at lægge
alt ind under historiens fremadskridende, fornuftige proces en
upersonliggørelse af det enkelte individ. Tværtimod drejede det sig om
at nå frem til et autentisk liv. Hvad Kierkegaard gennemlevede i
fantasien, oplevede den ungarske forfatter Imre Kertész på egen krop.
Imre Kertész noterer sig udsagnet af Schopenhauer: »”...Ty det er inte
i världshistorien som det finns plan och helhet men i de enskilda
liven.” Och: “ ... de enskilde är verkligheten.”«. Og med henvisning
til Hegel ser Kertész i den objektive ånd nazismen. Kertész betegner
Auschwitz som fornuften ført ud i sin yderste konsekvens som: ‘Det
absoluta förnuft’. (Galärdagbok, Stockholm 2002 (Ungarn 1992),
s.20 og 36).
II. Nobelprisen i litteratur
Imre Kertész fik i oktober 2002 nobelprisen i litteratur for sine
beskrivelser af, hvordan han som 15 årig, fordi han tilfældigvis var
jøde, blev sendt til Auschwitz. »Auschwitz og totalitarismen er helt
afgørende begivenheder eller fænomener i det tyvende århundrede. Vil
man forstå vores tidsalder og de mennesker, der har gennemlevet den,
må man starte dér«, har Imre Kertész sagt (Thomas Thurah: Historien
er ikke slut. Samtaler med 36 europæiske forfattere, 2000, s.368 (At
vælge sin skæbne)).
Når det gælder beskrivelsen af Holocaust, så foretrækker Imre
Kertész den italienske filminstruktør Roberto Benignis Livet er
smukt fremfor den amerikanske filminstruktør Steven Spielbergs
stærkt følelsesladede Schindlers liste.
Det er Imre Kertész’ geniale måde at meddele sig på i De
skæbneløse (2002, Ungarn 1975), at han foretager en distance,
kombinerer barnets nysgerrigt fordumsfri betragtningsmåde med en
totalitær: »Det skulle betyda att verket, i stället för att vara
“skildring”, skulle förvandlas till det det skildrer... Texten är inte
beskrivning utan skeende« (Imre Kertész: Galärdagbok, 2002
(Ungarn 1992), s. 24). Beretningen gøres til begivenhed for læseren.
III. Koncentrationslejrenes totalitære maskineri - fortsættelsen
Imre Kertész er født i Budapest den 9. november 1929. I 1944 blev
han deporteret til Auschwitz - af de ungarske gendarmer ført til
grænsen i togvogne - hvor så tyskerne tog over. Han blev befriet fra
koncentrationslejren Buchenwald i 1945. I 1948 tog stalinismen magten
i Ungarn. Kertész blev ansat på en bladredaktion i Budapest i 1948,
men afskediget i 1951, grundet bladets partilinje. Kertész oplevede
Ungarn-opstanden i 1956, men kommunismen tog atter magten i 1957. I
1975 udkom De skæbneløse under kompakt tavshed. Det har Kertész
skrevet om i Fiasko, der udkom 1988. Kertész har i et interview
med Der Spiegel fortalt, at førsteoplaget på 5.000 eksemplarer
i løbet af to-tre uger forsvandt fra boghandelen. Han troede de
hurtigt var blevet udsolgt. Kertész fandt ud af, at de lå stablet på
et dertil bestemt sted uden for Budapest. Han tog en taxa derud og
sikrede sig 200 eksemplarer til venner og bekendte.
Ungarn samarbejdede med nazisterne og udleverede selv deres
ungarske jøder. I løbet af 6 måneder blev 600.000 jøder deporteret.
Imre Kertész noterede i sin (Galär-)dagbog i 1965: »Jag skulle
aldrig kunna bli far till en annan menneske«. Siden udgav han romanen
Kaddish for et ufødt barn (1990). ‘Kaddish’ er jødernes bøn for
de døde (De skæbneløse s.133). Hvad Kertész har oplevet i den
vestlige civilisation betyder, at han ikke kan byde et andet menneske
sådanne livsvilkår.
IV. Skæbne- og identitets-løsheden
Imre Kertész roman De skæbneløse har et nøje planlagt
forløb, hvilket han strengt holder sig til: »ilastningen i vagnar,
resan, ankomsten till Auschwitz, selekteringen, badet och utlämnandet
av fångkläder - allt detta är en obligatorisk kedje av moment, precis
som korsfästelsens obligatoriske moment i de medeltida passionsspel« (Galärdagbok,
s. 25, jvf. Thomas Thurah: Historien er ikke slut, s. 365).
Hvad angår selekteringen - adskillelsen - svarer drengen ved ankomsten
til Auschwitz på lægens spørgsmål, hvor gammel han er: 16! Skønt han
strengt taget kun var 15! Derved undgik han direkte at blive sendt til
krematoriet, men blev erklæret arbejdsduelig.
Hvad er det totalitarismen gør ved individet? Herom siger Imre
Kertész i et interview - hvor drejer sig om hans roman De
skæbneløse (1975): »Det karakteristiske er, at totalitarismen
stigmatiserer mennesket og kaster det ind i en dynamik, hvori
stigmatiseringen gradvis bliver menneskets skæbne, ikke en skæbne
formet af menneskets egen karakter, dets individualitet, men af
maskineriet. Mennesket bliver frataget sin stemme, det bliver stumt
eller - som titlen siger ... skæbneløst«. Imre Kertész præciserer:
»Det er ikke den græske skæbne, det er noget andet. Det er heller ikke
en skæbne, der følger af Kierkegaards eksistentielle valg. Det er
totalitarismen« (Thomas Thurah: Historien er ikke slut, s.364).
V. Det funktionelle menneske
Imre Kertész siger i begyndelsen af sin Galärdagbok:
»Tragediens hjälte är människan som skaber sig själv och går under.
Men vore dages människa anpassar sig bara« . Tragediens helte, der
selv handler, og går til grunde. I modsætning til vor tids
mennesker,der bare tilpasser sig, kun er en funktion: “Den
funktionella människan är et alienerad [fremmedgjort] människan, men
hon är likväl inte tidens hjälte: den alienerade, den
funktionella människan har nämligen valt, även om hennes val i
huvudsak är ett avstående. Från vad? Från verkligheten, existensen”.
Hvorfor forholder det sig sådan? Kertész svarer: »Hon har nämligen
inget som helst behov av den: Den funktionella människans verklighet
är en pseudoverklighet, eet liv i stället för liv, en funktion som
ersätter henne själv« (s.9). Det drejer sig altså om et valg - et
fravalg. Kierkegaard taler - i Begrebet Angest (1844) - om en
moderne ‘Aandløshed’ - som en bevægelse ikke imod ånd, men bort
derfra, en åndløshed, der plagierer, men ikke selv står inde for noget
(Samlede værker, 3.udg., 1963: SV 6, 182).
VI. Myten om det irrationelle Auschwitz
Det er ikke det onde, der er ‘det irrationelle’, men det gode. Er
Imre Kertész’ påstand. »Og hold nu op, må jeg have sagt, med alt jeres
ævl om at Auschwitz ikke kan forklares, at Auschwitz er et produkt af
det irrationelle, af en magt fornuften ikke kan begribe, for det onde
er der altid en rationel forklaring på.« (Kaddish for et ufødt barn,
s.51f.).Kertész vender sig mod at fortrænge, hvad der skete i
Auschwitz, ved at gøre det uforklarligt, irrationelt. Det onde kan der
altid argumenteres for (Kan der ikke argumenteres for at skille sig af
med de anderledes?).
Kertész fortæller, hvordan “hr.Læreren” har fået hans og ni andres
madrationer i forbindelse med fangernes togtransport til Auschwitz.
Kertész ser det rationelle heri, det fordoblede ‘hr. lærerens’ chancer
for at overleve. Da sker til hans overraskelse det, at “hr. Læreren”
råbende, gestikulerende baner sig vej gennem den fyldte kvægwagon med
madrationen - »fandt man ham ikke på plads, ville han simpelthen blive
tævet ihjel« - og med forargelsen malet i sit lille dødningeansigt
udbryder: »Hvordan kunne du dog tro!?« (at hr. Læreren selv ville have
beholdt rationen!). Det ramte Kertész, »fordi “Hr. Læreren” ikke
gjorde, hvad han burde have gjort, med andre ord hvad han ifølge
sulten, selvopholdelsesdriften og vanviddets rationelle beregninger,
ifølge den blodspagt der er indgået mellem sulten og
selvopholdelsesdriften og vanviddet burde have gjort, men idet han
trodsede alt, gjorde noget helt andet, noget han ikke burde have
gjort, og som ingen ved deres fornufts fulde brug ville have forventet
af ham« (Kaddish for et ufødt barn, s. 58f). |
VII.’Tilpasningen’
Kertész har i De skæbneløse vist, hvordan fangerne
tilpassede sig. »Jeg har set, hvor let et diktatur kan
forføre folk, hvor let og smertefrit man tilpasser sig« -
siger Kertész i et interview - »Det er utroligt, hvad der
skete i Auschwitz, disse absurditeter. Det havde ikke været
muligt uden menneskers evne til at tilpasse sig. Det er
forfærdeligt, og det har efterladt et dybt traume, som
findes den dag i dag. Og muligheden for,at det sker igen,
findes stadig« (Historien er ikke slut, s. 368).
VIII. Den totale udsathed
I Kaddish for et ufødt barn taler Kertész - eller romanens
jeg - om en ‘fremmedfølelse’. Den har været hans faste
livsledsager fra hans tidligste barndom. »Ja,
“fremmedfølelse”, det er en tilstand af total udsathed«. Han
betegner den som “den rene og skære hjemløshed”(s.76f.).
Netop hans jødiske baggrund har skærpet Kertész’
opmærksomhed “av den åt totalitarismen prisgivne
människotillvaron. Om jag är jude, så betyder detta att jag
är negation, negation av varje högmod, negation av trygghet,
lugna nätter, fredsligt själsliv, konformism, fritt val,
nationell ära - jag är en svart sida i triumfernes bok, en
sida där skriften inte syns, jag är negation, inte jude utan
universell mänsklig negation, ett mene tekel på det totale
förtryckets väg”, som han noterer i Galärdagbok (s.
46). Den totale nægtelse af eksistensberettigelse til at
være anderledes. - Man kan ikke undre sig over, at Imre
Kertész kalder H.C. Andersens Den grimme ælling for
sin barndoms ‘yndlingseventyr’! (Jeg - en anden, 2003
(Ungarn 1997), s. 68).
IX. Fortvivlelsens dobbeltformer
Kierkegaard peger i sit værk Sygdommen til Døden (1849) på,
at der findes to former for fortvivlelse. Den første:
‘fortvivlet ikke at ville være sig selv’, altså at ville af
med sig selv. Den anden: ‘fortvivlet at ville være sig
selv’. Nu er det ovenikøbet sådan, at den ene form for
fortvivlelse kan opløses og tilbageføres til den anden.
Sådan siger Kierkegaard i indledningen til Sygdommen til
Døden: »Ja, det er saa langt fra, at denne anden Form af
Fortvivlelse (fortvivlet at ville være sig selv) blot
betegner en egen Art af Fortvivlelse, at tværtimod al
Fortvivlelse tilsidst kan opløses og tilbageføres på den«
(SV 15, 74 (1963)). Nogle sider senere erklærer Kierkegaard:
»...den anden Form for Fortvivlelse, fortvivlet at være sig
selv, kan føres tilbage til den første, fortvivlet ikke at
ville være sig selv, ligesom vi i det Foregaaende opløste
den Form fortvivlet ikke at ville være sig selv i den
fortvivlet at ville være sig selv« (SV 15, 79). De to former
for fortvivlelse kan altså gensidigt føres tilbage til den
anden! Den ene fortvivlelse afspejler sig i den anden.
I den ekstreme situation, Imre Kertész befinder sig i, tilspidses
det Kierkegaardske: Fortvivlet ikke at ville være sig selv,
fortvivlet at ville af med sig selv - at fortrænge Auschwitz
- for at begynde på et nyt selv, en ny identitet. Netop
denne splittelse udtrykker ifølge Kertész fortvivlelsen (man
kunne udtrykke det på tysk med: Verzweiflung). Når man vil
skille sådan og fortvivlet kun vil være det sidste selv, er
det altså ikke ens virkelige selv, man vil være.
Kierkegaard citerer Cæsar Borgias valgsprog: “enten Cæsar eller
slet Intet”. Så kunne Cæsar slippe af med sig selv gennem en
ny titel, fordi han ikke kunne holde sig selv ud, som den
han var. Denne fortrængning, afspaltning, som fortvivlelsen.
Fortvivlet at ville af med sig selv for på en fortvivlet
måde at ville bestemme sit selv.
X. ‘Koncentrationslejrenes lykke’
Kierkegaard siger - i Begrebet Angest (1844): »...hvert
Individ er sig selv og slægten« (SV 6, 140). Og det er kun
ved at individet - som et udeleligt hele (individuum), kan
nå frem til at blive sig selv ved at tage sine
forudsætninger på sig. Se opgaven i - uden at fortrænge - at
tage sin skæbne på sig.
Vi kan aldrig begynde et nyt liv. Vi kan kun fortsætte det gamle.
Gælder det ifølge Imre Kertész. Det er hans livs mening at
have været i Auschwitz. »Ja, jeg burde fortælle dem om netop
det, om koncentrationslejrenes lykke, næste gang de spørger.
Hvis de da spørger. Og hvis jeg ikke selv glemmer det«, er
slutreplikken i De skæbneløse.
XI. Troens lidenskab (eller vantroen)
»Hvad skal man stille op med “bebrejdelsen” at jøderne ikke gjorde
modstand da de blev slæbt til Auschwitz?«, spørger Imre
Kertész, »Kristus gjorde heller ikke modstand, hverken da
han blev torteret, eller da han blev korsfæstet. Det måtte
ske, og eftersom det er sket, forsvinder det aldrig. Det er
i den forstand jeg forestiller mig at hverken korset eller
Auschwitz er forgængelig« (Jeg - en anden,
2003 (Ungarn 1997), s.98f.).
Det, der er sket, kan aldrig gøres ugjort. Begge dele fastholdes
(Auschwitz og korset). Kertész tilføjer: »Alene troen er
virkelighed. (Også vantroen.) Alene troen skaber
virkelighed. (Også vantroen.)«. - Kierkegaard beskæftiger
sig - i Kjerlighedens Gjerninger (1847) med udsagnet:
Det skal ske dig som du troede! (SV 12, 360ff.). Hvad er
det, vi tror?
Lee Congdon, historieprofessor ved James Madison University, USA,
hævder i artiklen In the Key of Freedom. The Achievement
of Imre Kertész (2003): »What Kertész aimed to achieve
was something similar to what Kierkegaard, whose work he
knows well, called contemporaneousness with Christ. To be a
true Christian, in Kierkegaard’s view, it was not enough to
appreciate the good that Christianity had accomplished or to
recognize its historical significance; it was to stand at
the foot of the cross«.
Afslutning
XII. At leve som om Gud fandtes
Imre Kertész udtaler sig ikke om, hvorvidt Gud findes. »For mig er
det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om
vi lever, som om Han var til. Jeg kan ikke akceptere et
gudsbillede, der får os til at spørge, hvorfor Gud tillod
Auschwitz. Min Gud åbenbarer sig i mit håb til livet.I dét,
at jeg overhovedet ønsker at leve videre efter
‘overlevelsen’. Resten er op til mig«, siger Imre Kertesz i
et interview (Kristeligt Dagblad) og tilføjer: »Det
er den enkeltes personlige ansvar at sørge for, at godhed
ikke bare er noget, man diskuterer på det abstrakte plan med
højtuddannede venner, men udmønter sig i handling«.
Lyngby sognegård
Torsdag d. 11. marts 2004
Leif Bork Hansen
|
