Foredrag af
Leif Bork Hansen

I. Indledning
Søren Kierkegaard og Jakob Knudsen var begge lidenskabeligt optaget af, at mennesket ikke bare skulle leve på anden hånd, men selv forfra tilegne sig det overleverede. Med Kierkegaards berømte formulering, som Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift munder ud i, ”at ville solo læse de individuelle, humane Existents-Forholds Urskrift, det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede, igennem endnu engang om muligt paa en inderligere Maade.”

Kampen for at nå frem til personlig integritet, til at blive sig selv, er med overalt i begges forfatterskaber. Ifølge Søren Kierkegaard består mennesket af en syntese af endelighed og uendelighed, af det timelige og det evige, af frihed og nødvendighed. Al fordybelse i eksistens består i at sætte modsætningerne sammen. Hos Jakob Knudsen er der en afgørende modsætning mellem det personlige private og det samfundsmæssige, imellem hvad han kalder kristelig og verdslig moral. Jakob Knudsen knytter kun selvet til den første bestemmelse. Men det giver ingen mening hos Søren Kierkegaard at udparcellere sit selv alt efter hvilken sammenhæng selvet indgår i. Det er ifølge Søren Kierkegaard udtryk for fortvivlelse, hvor et menneske ikke vedkender sig sin konkrete endelighed, timelighed og nødvendighed.

II. Grundtraumet
Historisk befinder Jakob Knudsen sig i et opbrud fra hjemlighedens grundtvigianisme, personificeret i hans far, præsten Jens Lassen Knudsen, til fritænkeriets naturalisme og realitetssans med det moderne gennembrud proklameret af Georg Brandes. I sin kamp mod al unatur og forstillelse må han skille disse to verdener ad.

Jakob Knudsen indleder sin dobbeltroman Martin Luther – Angst og Mod (1912-14)– med at fortælle om den strenge bjergværksarbejder Hans Luther og sønnen Martin. Det var Martins pligt, at sørge for at først gederne og senere bukkekiddene kom ind om aftenen. Bukkekiddene skulle have tid til at græsse lidt længere. En aften havde moderen fortalt så levende for drengen, at han helt havde glemt at få bukkekiddende hjem. Næste morgen stod faderen ved sengen. Martin sprang op og fór et øjeblik efter af sted i stor angst. Da Martin kom tilbage, så han sin far stå ved døren til faarefolden. Faderen stod afventende vistnok med et stykke reb i hånden. ”Martin havde Solen i Øjnene, og han gik som imod Ild, syntes han. Han græd ikke, og han var et Øjeblik ligesom bevidstløs, da han stod overfor Faderen… „Du har altsaa forsømt at hente Kiddene paa den Tid, som var Dig befalet,“ sagde Faderen roligt; „saa har Ræven eller Ulven ødelagt det ene af dem. Det fortjener Du Straf for. Det kan Du vel forstaa.“ Inden han havde udtalt, ramtes Martin af det første Slag af det tynde Reb, hans Fader holdt i Haanden. Det var lagt dobbelt. Slaget kom over Martins Skuldre og ned over hans Ryg. Han havde kun en tynd Bluse. Det var som om han skulde daane af Smerte. Men i næste Øjeblik kom det andet Slag, - nu haglede de ned over ham.”
På grund af slagene tumlede drengen til jorden. Faderen blev ved at slå.
Da blev han ramt af et slag bag øret. Halvt vanvittig sprang han op – og løb. ”Han tænkte ikke paa, at dette var en Forbrydelse, at han handlede mod sin Faders Vilje.”

Efter at være kommet hjemmefra ”udenfor Faderens Vilje og Rækkevidde”, føler han alligevel i det fremmede, som om verden skrider ud. Uden den vilje, der holdt det hele sammen.

„Ja, Martin er her vel ikke?“ spurgte faderen straks en aften han trådte ind ad døren. „Jo,“ svarede konen dæmpet, og angst for alt det ukendte, hun åbnede for. ”Saa skramlede det lige ved Døren til den anden Stue, og Martin stod dér paa sine bare Fødder – ligesom svinglende noget, - løb saa hen over Gulvet til sin Fader.

Dér var der ligesom en fremmed, forvoven Magt tog ved ham: han greb sin Fader i hans Bluse med begge Hænder og borede Hovedet ind mod hans Bryst - og græd jo højt.

I selve dette Øjeblik var Tankerne over Martin om hans Faders Uretfærdighed og om Guds mulige Uretfærdighed, men han dødede disse Tanker ved atter at knuge sig ind til sin Fader, idet han greb haardt om hans Skuldre. Tankerne skred saa ogsaa til Side, og han var sig ikke andet bevidst end dette virkelige Menneske, sin Fader, som han holdt fast ved med sine Hænder, og som han knugede sit Hoved ind imod.

Faderen fornam vist heller ikke andet – end denne magre, rystende Dreng, han havde i sine Arme, og uden at tage nogen Beslutning derom kyssede han ham og gav saa slip paa ham.”

Hvilken beskrivelse – både af Martin Luther og Jakob Knudsen: Drengen der borede sit hoved ind i hjertekulen af faderen. På den ene side fremstiller Jakob Knudsen drengen Martin, som den kommende reformator der afviser alle udenomsværkerne, alle rygterne om Gud, for at nå frem til Gud selv. På den anden side afspejler det Jakob Knudsens forhold til sin egen far. Såvel for Luther som for Jakob Knudsen er Gud selve virkeligheden. Er Gud vred er alt vrede. Er Gud nådig, er alt nåde.

Ifølge Jakob Knudsen er faderen ligesom en foreløbig Gud for barnet.

III. Det forgudede traume
Litteraturforskeren Carl Roos skriver i sin bog om Jakob Knudsen fra 1954 om Jakob Knudsens forhold til faderen: ”Uden dette hjem… ville han …være gået til grunde.” Dette kommenterer forfatteren Villy Sørensen i en artikel fra 1959 med titlen Det forgudede traume: ”Man kunne sikkert med lige så stor ret hævde, at hvis han var gået til grunde havde just dette hjem været skyld i det. I hvert fald erkendte Jakob Knudsen selv, at den angst som han kaldte „idealitet“, men som bedre kunne kaldes fuldkommenhedssyge, og som han led så voldsomt under at han måtte skildre den i tide og utide, skyldtes faderens strenge og nøjeregnende opdragelse, hvis „umulige Forudsætning“ var „at alt med fuldkommen Sikkerhed kunne indrettes fuldkommen godt.””

Villy Sørensen betragter litteraturhistorikeren Svend Norrilds bog om Jakob Knudsen med undertitlen En psykologisk analyse, som den hidtil betydeligste bog om Jakob Knudsen. Villy Sørensen erklærer, at Svend Norrild ”med rette [finder] en konflikt mellem „to poler i forfatterens sjæleliv“, en tendens til individualistisk selvhævdelse (der kulminerer i den voldelige selvtægt) og en modgående tendens til mystisk selvhengivelse (som rigtignok kan blive til selvopgivelse og sygelig resignation).”

Villy Sørensen peger altså på, hvordan faderens ubetingede autoritet over for barnet fremmer barnets tendens til at reagere enten med individualistisk selvhævdelse, kulminerende i den voldelige selvtægt eller med selvopgivelse. Førstnævnte reaktionsmåde viser Villy Sørensen ud fra Jakob Knudsens eget forfatterskab, fra hans roman Sind fra 1903. Villy Sørensen refererer og kommenterer under ét: ”Bogens hovedperson, Anders, får prygl af sin far når han ikke skikker sig vel. Sindet har ført Anders til at miste selvbesindelsen, faderen tæsker ham mens han råber: „A ska lære dig at blive gal. Ska du blive gal i Fandens Navn“ – en grandios komisk og tragisk scene, hvis psykologiske perspektiver næsten er uendelige, bl.a. indbyder den til mismodige overvejelser over hvordan et autoritært menneske skulle kunne undgå at banke sin egen forkvakling ind i efterkommerne (eller – i et lidt udvidet perspektiv der bør interessere os nutildags – i undersåtterne).

„Sind“ illustrerer da også på ypperlig vis, hvorledes et menneske, altså Anders, overtager sin fars misforhold til omverdenen; det er ham umuligt at forvinde de knæk, han har fået i sin barndom, og af lutter „idealitet“ driver han det til at blive morder. Mordet er den psykologiske – eller snarere logiske – følge af hans opdragelse og som sådan kunstnerisk velbegrundet; alligevel røber forfatteren…at han selv tager parti for helten, idet han lader Anders’ morddåd blive til velsignelse for hans medmennesker.”

Villy Sørensen sætter spørgsmålstegn ved Jakob Knudsens positive tolkning af traumatiske barndomsoplevelser: ”Jakob Knudsen lagde ikke skjul på, at han selv anså den autoritære opdragelse for at være den eneste rette, og ejendommeligt nok beviser han det – i „Sind“ som i „Lærer Urup“ og „Rodfæstet“ – ved at den som er blevet opdraget til absolut lydighed formår at myrde med god samvittighed, mens de slet opdragne får slemme skrupler over at have slået ihjel. Men det ligger nær at drage den slutning at netop de knægtede kun kan bringe deres personlighed til udfoldelse gennem en eksplosion, der for dem selv – og altså også for forfatteren – har karakter af nødvendighed. Netop i voldsakten er de deres fædres sande efterfølgere – og dog samtidig oprørere, ikke mod faderen, der fra starten lagde dem hindringer i vejen, men mod de mennesker og autoriteter, der siden gør det: for en psykologisk betragtning er det det fortrængte had til den elskede og frygtede fader der retter sig mod mindre frygtede og elskede modstandere.”

Jakob Knudsen fik aldrig for alvor gjort op med den opdragelse, han selv havde været udsat for, for det ville han, som Villy Sørensen bemærker, ikke kunne gøre uden at drage sin egen barndoms lykke i tvivl. Jakob Knudsen anser en streng opdragelse som forudsætning for kristendommen. Sådan skriver han i bogen om Luther: ”Blot han (faderen) smilede, blev Verden jer til idel Solskin, og…det var Salighed, naar han var tilfreds med jer! Den Salighed var det jer Angst at miste. Og uden den Angst havde I aldrig faaet Freden fra Gud nødig.” Villy Sørensen erklærer hertil: ”Den autoritære opdragelses egentlige værdi ligger altså i at den bereder vejen for Gud, som jo er den højeste autoritet.”

Villy Sørensens artikel, Det forgudede traume, blev som nævnt offentliggjort i 1959. Det var året efter fejringen af 100 året for Jakob Knudsens fødsel (1858), og hugget faldt så præcist at genudgivelserne af Jakob Knudsens værker efterhånden ophørte (jf Povl Schmidt: Drømmens dør. Læsninger i Jakob Knudsens forfatterskab, 1984,s.7).

IV. ’Gyldenåret’ og ’de øde vange’
Som allerede nævnt oplevede Jakob Knudsen det som en truende personlig splittelse både at ville rumme det grundtvigske, som han havde med sig hjemmefra, og naturalismen og realismen - med det moderne gennembrud med Georg Brandes.

Jakob Knudsen skriver i sit essay om Grundtvigske Salmer: ”Ja, den Aandens Sommertid i Danmark, som den Gang saa mange gik og ventede paa, - den syntes vel ingen af dem selv, at de virkelig kom til at opleve.” Han tilføjer: ”Der var vel ogsaa noget i den Forventning, som bedre passede paa det evige Himmerig end paa Jordelivet. Men de havde ondt ved at opgive det, ved at gaa ind paa, at det ikke skulde ske allerede her i Verden.”

Jakob Knudsen beretter følgende om sin far: ”Jeg husker en Morgen tidlig, jeg laa inde i et Værelse ved Siden af Faders Studere-Værelse, og han kom derind i sin Stue, hvortil min Dør var lukket, - og han sang, men græd tillige, græd og sang: »Blomstre som en Rosengaard skal de øde Vange«. Jeg tror, det var af Sorg over at skulle henlægge til det evige Rige saa meget af det, som han havde haabet, og som Grundtvig dog vist ogsaa havde ment, skulde ske allerede her paa Jorden, ja, her i Danmark:

   Højt bebude Gyldenaar
   Glade Nyaarssange:
   Blomstre som en Rosengaard
   Skal de øde Vange;
   Mødes skal i Straaledans
   Libanons og Karmels Glans,
   Sarons Yndigheder –

Ja,visselig! - -”, udbryder Jakob Knudsen, ”men ikke i denne Verden, og derfor græd han vist, skønt baade Ord og Toner var saa fulde af Glæde.-” (Idé og Erindring s.185f.).

Jakob Knudsen foretager i sin virkelighedstroskab og i sin kamp mod al unatur en afgørende opsplitning mellem kristendom henlagt til barndommen, hjemmet, det privat- personlige eller i et hinsides, den anden verden – og så den foreliggende verden, hvor naturen, hedenskabet råder uforfalsket og uden sammenblanding – og må råde sådan, uden forstillelse eller påtagne ’Omvendelser.’ Der er denne hedenske natur, der ikke gør sig til andet end, hvad den er, og ikke gør menneskene fejge og lade. Her er det egenkærligheden, der råder. Den egenkærlighed, der ikke gør sig til andet end den er.

V. Trækket i samfundsskorstenen
For Jakob Knudsen er religion en privatsag. Hensynsløst hævder han forskellen mellem den privat-personlige kristendom og samfundsindretningen.

”Samfundet gavnes ikke…gennem tvungen Fattighjælp,” hævder han. ”Det offentlige Fattigvæsen præmierer jo ligefrem Æreløsheden. ” Ja, ”En ærekjær Mand kan faa Lov til at slide sig ihjel, fordi alle har nok at gjøre med at opfylde Statens Befaling: at de skal underholde hver en Slubbert, der opgiver at ernære sig selv.”

Jakob Knudsen fører sin kritik af den slappe og undergravende samfundsmoral til det yderste: ”Det er en Ødelæggelse for et Samfund, at der hos den Æreløse ingen Rædsel er for Fattigdommen. Mangler denne Rædsel, da gaar tilsidst det hele istaa af sig selv; alle Samfundets Medlemmer, Lag efter Lag, synker efterhaanden ned til at blive statsforsørgede Ladegaardslemmer. Der er ingen Fart i nogen Ting, ingen Træk i Samfunds-Skorstenen, hvis ikke Luften strømmer til fra Fattigdommens isnende Vinter-Øde. Den, for hvem Ladegaarden af en eller anden Aarsag har været en Umulighed, og som saa har set Fattigdommen paa nærmeste Hold i Øjnene, vil ikke glemme det Blik; han vil vide, at det redder En eller hurtigt slaar En ned. Det er som Regel ogsaa bedst, at det forholder sig saaledes” (Livsfilosofi s.22).

Jakob Knudsen gennemfører således på den mest konsekvente måde Luthers skelnen mellem det åndelige og det verdslige regimente i hans adskillelse af kristendom og det samfunds-politiske.

Som det gælder det sociale, sådan også det retslige. Jakob Knudsen havde offentligt gjort sig til talsmand for at anbefale at nedskyde bøller. ”Det er ikke nogen smuk Behandling”, indrømmer han og fortsætter, ”Men det er den eneste Behandling af Bøllerne, der er i (forholdsvis) Stil med den Behandling, som vi virkelige, private Mennesker fra Begyndelsen af det tyvende Aarhundrede ellers giver hinanden, vel at mærke: naar vi handler privat, for egen Regning, og ikke qua Videnskabsmænd, Sociologer, juridiske Professorer eller ædle Lovgivere, for hvem Sagen er eventualiseret og mulighedsfordelt paa de ulykkelige Millioner af Borgere, der skal lide under Lovene” (Livsfilosofi s.19).

Jakob Knudsen bekender sig på den ene side til den uforfalskede kristendom – og på den anden side til en ligeså ren og uforfalsket egenkærlighed. Det er, som om han må hævde den mest gennemførte egenkærlighed for på den baggrund at fremhæve en kristendom, der ikke skal sammenblandes med denne verden.

VI. ’De humant-religiøse Lappeskræddere’
Jakob Knudsens lidenskabelige adskillelse af det kristelige og det humant-menneskelige betyder, at han må afvise Jesus som det menneskelige forbillede for slægten. Således erklærer han: ”hvis Kristus ikke var Guds Søn – og det i mirakuløs, gammelkristelig Forstand – da var han for mig, betragtet som blot Menneske, en hæslig Type, en Stakkel uden Kjød og Blod, uden naturlig Kampglæde og uden Elskovs-Trang – en Storhedsvanvittig”. Ja, siger Jakob Knudsen: ”Hvis jeg ikke netop gjennem hans sprængte Menneskevæsen fornam hans Guddom som Solen gennem de sønderrevne Skyer; hvis ikke jeg hos ham begjærede det Liv, som altid, for fuldt at naas, har Menneskevæsenets Undergang og Nyskabelse til Forudsætning – da vilde jeg med Afsky vende mig bort fra det bibelske Kristusbillede. Og jeg vilde anse det for Vanvid af Mennesker at tage hans Menneskevæsen til Forbillede.” Jakob Knudsen tilføjer: ”Jeg forstaar tilfulde det Had, som nu om Dage rejser sig imod dette Menneskeideal, der… er en Forhaanelse af al Menneskenatur. – Darwinister, Naturalister kan jeg ikke sjældent komme til Rette med; thi skjønt min religiøse Tro er dem ganske fremmed, har vi dog vort rent naturlige Menneskeideal fælles”(Livsfilosofi s.46f.).

Jakob Knudsen afviser ’humant-religiøse Lappeskræddere’, der i kristendommens navn med det bibelske Kristusbillede vil lave om på det menneskelige i sin rene natur.

VII. Bjergprædikenen løsrevet fra sin sammenhæng
Jakob Knudsen afviser på linje hermed, at inddrage Jesu bjergprædiken i den måde, vi har med hinanden at gøre på i det samfundsmæssige: ”Saa snart Bjergprædikenen tages ud af sin overnaturlige Sammenhæng og gjøres til Tinden paa den almen-menneskelige Moralbygning, da bliver store Partier af den det fordærveligste, overspændte Vaas, der nogensinde er udtalt.” Således erklærer Jakob Knudsen: ”Der er da det ejendommelige ved Kristi Lov, at saasnart den løsrives fra sit overnaturlige Formaal og gjøres til almindelig, menneskelig Lov, bliver den lige med det samme en Lov specielt for de Dovne og de Fejge. – For de Dovne passer det ganske at lade den Dag i Morgen sørge for sig selv, at faa indført en Moral, ifølge hvilken man kan være sikker paa altid at kunne laane hos sin Ven, ja, om man vil, udplyndre ham til Skjorten, naar man i sin Ugidelighed ingenting har faaet samlet. – For de Fejge passer det udmærket at opgive al Modstand mod Fornærmeren, at lade ham varme Ens venstre Kind, naar han først har taget sig af den højre.-”(Livsfilosofi s.52).

Jakob Knudsen taler om Kristi lov som en missions-moral: ”Kristi Lov…er en Lov med et ganske bestemt Formaal, og naar dette Formaal er naaet, gjælder Kristi Lov ikke længere. Den er en Missions-Moral. For Missionæren selv og for dem, han vil vinde. Den er en Overgangs- eller Indgangs-moral. Og den Overgang, der her er tale om, er netop Indgangen i Himmeriges Rige” (Livsfilosofi s.55). En moral, der altså kun har det overjordiske til formål.

VIII. Striden om kristendommen som en eksistens
Søren Kierkegaard er opvokset i et hierarkisk opbygget samfund. Men han ændrede sig mod slutningen af sit liv. De politisk-sociale bevægelser, der gik henover Europa, gav Søren Kierkegaard anledning til at akcentuere den eksistentielle side af Kristendommen. Således noterer han i sin dagbog i 1850 under overskriften ’Svinget i Christendommens Opfattelse foranlediget ogsaa ved Aaret 48’:

”Der vil (foranlediget ogsaa ved de sociale og communistiske Bevægelser) blive stridt om den [kristendommen] som en Existents. Problemet vil blive det at elske „Næsten“, Opmærksomheden vil rettes paa Christi Liv, og Christendommen vil blive væsentlig accentueret ogsaa i Retning af Conformitet med hans Liv”(Pap. X, 3 A 346).

Netop det, som Jakob Knudsen lidenskabeligt afviste.

Leif Bork Hansen
Lyngby sognegård
Torsdag den 16. november 2006