Foredrag af
Leif Bork Hansen

I. Opgør og handling
   I det fjerde evangelium tales der om at gøre sandheden! (Johannesevangeliet 3,21). Kierkegaard genindsætter det foragtede Jakobs brev i Det nye Testamente i sin apostoliske værdighed: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere!” Og Karl Marx bryder med den filosofiske tradition, der nøjes med at forklare i stedet for at forandre verden!

I Karl Marx’ familie er der både på fædrenes og mødrenes side en ubrudt række af rabbinere. Med en gammeltestamentlig profetisk strenghed svinger Karl Marx svøben over den rigdom, der kan købe sig til alt. ”Dette her (guldet) kan gøre sort til hvidt og stygt til skønt og ondt til godt og lavt til ædelt, fejg til tapper, gammel til ung. Den gule træl kan knytte og bryde hvert helligt bånd, velsigne det, som forbandet er...” Citerer Marx fra Shakespeares ’Timon i Athen’. ”Pengenes tyranniske opløsning af alle relationer…er for Marx det uhyggeligste udtryk for fremmedgørelsen” (Jørgen K. Bukdahl: Karl Marx, 1967, s.68).

II. I samme auditorium
   ”Jeg er saa glad ved at have hørt Schellings 2den Time – ubeskrivelig” – noterer Kierkegaard i sin dagbog om Schellings forelæsninger på Berlins universitet i 1841. ”Saa har jeg da længe nok sukket og Tankerne sukket i mig; da han nævnede det Ord: „Virkelighed“ om Philosophiens Forhold til Virkelighed, da sprang Tankens Foster i mig af Glæde som i Elisabeth” (Pap.III A 179). Som fostret sprang af glæde i Elisabeth ved synet af Maria, skete miraklet for Kierkegaard ved ordet ’Virkelighed’. Til forelæsninger – i samme auditorium - har siddet Kierkegaard og den 5 år ældre Marx. De har således utvivlsomt set hinanden – uden at have kontakt. Hvad er den uberettigede og berettigede virkelighed?

Hver har på deres vis beskrevet, hvordan samfundet var ved at bryde sammen. Kierkegaards afsluttende kirkekamp mod det bestående er blevet kaldt verdenshistoriens største énmandsrevolution. Også Marx proklamerede - i proletariatets navn - en omvæltning af de bestående samfundsstrukturer. Og selvom der kun var 11, der fulgte ham til graven på Highgate kirkegård i London, blev ikke mindre end halvdelen af jordens befolkning i det 20. århundrede underlagt regimer, der bekendte sig til marxismen (Francis Wheen: Karl Marx. Et liv, s.9 (2002)).

Både Kierkegaard og Marx bryder med filosofiens historie. For Kierkegaards vedkommende ved at proklamere, at det ikke er objektiviteten, der er sandheden, for sandheden hænger du selv på: subjektiviteten er sandheden!

”I sin beskrivelse af filosofiens elendighed udfordrede Marx en filosofi, som forklarer verden uden at forandre den” (Paul Tillich: Systematic Theology I,102 (1964)). Ja, erklærer Marx: ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.” (Teser om Feuerbach (1845)).

Kierkegaard har beskrevet eftervirkningerne af Den franske revolution  i 1789 – i datidens København – i 1840’erne. Det har han gjort i En literair Anmeldelse fra 1846. Med den franske revolution varsledes den guddommeligt opfattede hierarkiske verdens sammenbrud. En ny tanke var bragt ind i den europæiske historie, tanken om alle menneskers lighed. Frihed, lighed og broderskab! Sådan trængte parolen rystende gennem Europa. Til begejstring og rædsel. Og i 1848 indledte Marx og Engels Det kommunistiske manifest med at erklære: ”Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi.” Med usædvanlig klarhed og simpel stringens gennemlyser Marx og Engels de indbyggede kriser i det feudale samfund, som bourgeoisiet, borgerskabet rejser sig mod – i menneskerettighedernes navn – for også at få del i handelen og ejendomsprivilegierne, medens proletariatet blot nedstødes i større slaveri og elendighed. Proletariatet som et vedhæng til maskinerne, og selv blot tingsliggjort, reduceret til en arbejdskraft en vare, det sælger, uden ret til delagtighed i, hvad de fremstiller, skønt selve det at udtrykke sig gennem det, det producerer ifølge Marx er menneskets bestemmelse og værdighed: ”arbejdet som menneskets basale livsytring” (Jørgen K. Bukdahl: Drøm og Kritik, 1980, s.107).

Og de rystende meldinger om det europæiske spøgelse trængte også ind i de kongelige gemakker på Sorgenfri Slot.

III. Det europæiske spøgelse på Sorgenfri Slot
   Kierkegaard beretter til dagbogen om sin audiens hos Chr. VIII på Sorgenfri Slot. Her bragte Chr. VIII kommunismen på tale, ”som han tydelig nok var angest og bange for. Jeg forklarede ham, at efter, at efter hvad jeg forstod, vilde den hele Bevægelse, som nu forestod, blive en Bevægelse, som slet ikke kom i Berøring med Kongerne. Det vilde blive en Strid mellem Stand og Stand, men de stridende Parter vilde bestandig have Interesse af at staae sig godt med Monarken… Det vilde blive Stridigheder som i et Huus mellem Kjelder og Stue, og mellem disse og 1ste Sal o:s:v:, men Verten vilde man ikke angribe.” Kierkegaard tilføjer: ”Saa talte vi Noget om Guizot, et Angreb der just den Gang var gjort paa ham.” Den franske politiker, Guizot, er det Karl Marx nævner i indledningen til Det kommunistiske manifest – og som er med i en hellig klapjagt på det kommunistiske spøgelse – sammen med paven og tsaren, Metternich, franske radikale og tysk politi. Det skulle snart vise sig at overetagen ikke var slet så godt rustet mod rystelserne fra kælderen.

IV. »Marxismens højsang«
   “Hvis Marx havde været kristen, kunne han have sagt det samme, som den hellige Frans af Assisi i sin tid sagde, at Gud er blevet stødt fra tronen, og at mammon har indtaget hans plads”, erklærer Knud Hansen i sin bog Revolutionær Samvittighed (1965, s.41), ”Marx udtrykker sig anderledes, men mener det samme. Hvad Frans anede i det 13. århundrede, da handelskapitalisterne fremstod i Italien, at kapitalismen kunne udvikle sig til en dæmon, der stødte alle andre hensyn fra tronen, det var efter Marx’s opfattelse blevet til virkelighed i det 19. århundrede igennem industrikapitalismen.”

Det kommunistiske manifest er blevet betegnet som »marxismens højsang« (Stalin). Med usædvanlig sproglig udtrykskraft og anskuelighed beskrives de historiske processers indbyggede kriser – fra det middelalderlige, statiske feudalsamfund, via bourgeoisiets og proletariatets oprør derimod, og endelig proletariatets opgør med bourgeoisiets tilkæmpede privilegier.

”Den hidtidige feudale eller lavsmæssige driftsmåde i industrien var ikke længere tilstrækkelig til at tilfredsstille behovet, der voksede med de nye markeder… Lavsmestrene blev fortrængt af den industrielle middelstand… Så revolutionerede dampen og maskinerne den industrielle produktion. I stedet for manufakturen trådte den moderne storindustri, i stedet for den industrielle middelstand trådte de industrielle millionærer, ledere af hele industrielle armeer, de moderne bourgeois’er. Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte. Og sådan ekspanderer udviklingen og markederne – og samtidig med denne ekspansion koncentreres kapitalen på stadig færre hænder – hvilket borgerskabet vender sig mod."

”Bourgeoisiet har spillet en højst revolutionær rolle i historien”, erklærer Marx og Engels. Men: ”Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse »kontante betaling«. Det fromme sværmeris, den ridderlige begejstring, det spidsborgerlige føleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand.” Konsekvensen heraf er ifølge Marx og Engels, at bourgeoisiet ”har opløst den personlige værdighed i bytteværdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsløse handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning.”

Derfor har bourgeoisiet ”taget helgenglorien fra alle de hverv, som man tidligere betragtede med hellig ærefrygt. Det har forvandlet lægen, juristen, præsten, digteren og videnskabsmanden til sine betalte lønarbejdere” (Det kommunistiske manifest (1970, s.15f.)).

Bourgeoisiets fremfærd betyder: ”De våben, som bourgeoisiet brugte til at slå feudalismen ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv. Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden: det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne… Proletarernes arbejde har på grund af den udstrakte anvendelse af maskiner og på grund af arbejdsdelingen mistet al selvstændig karakter… Han bliver rent og skært tilbehør til maskinen… De omkostninger, arbejderen forårsager, indskrænker sig derfor næsten udelukkende til de livsfornødenheder, som er nødvendige til hans underhold og til videreførelse af hans race ” (Det kommunistiske manifest s. 24f.). På den måde er mennesket blevet fremmedgjort for sit arbejde, fra andre og for sig selv.

Derfor slutter Det kommunistiske manifest med følgende opfordring: ”Proletarer i alle lande, foren jer!”

V. Marxistisk læsning af Kierkegaard
   Den tyske filosof  Theodor W. Adorno rettede en marxistisk kritik mod Kierkegaard for at trække sig tilbage – ind i sig selv – til, hvad Adorno kalder en ’objektløs inderlighed’. Hvor forbindelsen til tilværelsen klippes over. ”Kierkegaard trækker sig tilbage til ”inderligheden”, og med urette – vil Adorno sige – tror han sig således skærmet mod historiens omskiftelser. I virkeligheden er det kun det enkelte individs afmagt over for tingsliggørelsen. Og hvad har det ikke ført til, vil Adorno lægge til: Kierkegaard har medvirket til at give de totalitære tiders afstumpede obskurantisme intellektuelt god samvittighed.” (Viggo Mortensen: Teologi og kritik, 1983, s.210). Adornos disputats Kierkegaard. Konstruktion af det æstetiske udkom samme dag som Hitlers magtovertagelse. Adornos ambition var  'at læse Kierkegaard mod hårene’ (Isak Winkel Holm: Tanken i billedet (1998, s. 91)). En marxistisk læsning af Kierkegaard retter projektørerne på, hvad Kierkegaard forstår ved ’nødvendighed’, når Kierkegaard taler om mennesket som en syntese af frihed og nødvendighed. I modsætning til de uforanderlige grundvilkår gælder det ifølge Løgstrup, at ”De sociale betingelser står det derimod til os at ændre, og det forholder sig ovenikøbet sådan, at gør vi ikke det, risikerer vi det værste” (Solidaritet og kærlighed (1987, s.35)). Så vi ikke under dække af falske ideologier forfalsker virkeligheden ved at gøre noget til guddommelig uforanderlig nødvendighed, som det kan være en pligt at ændre.

Og når Karl Marx betegner religionen som ’opium for folket’, hører det da netop sammen med, at mennesket i stedet for at tage konfrontationen med uretfærdighederne fragter sine drømme om at det kunne være anderledes over i en uforpligtende, fiktiv hinsideshed, uden sammenhæng med tilværelsen nu.

VI. Den omvendte prioritering
   Kierkegaard havde været på besøg hos Chr. VIII på Sorgenfri Slot i juli 1847 og besøgte ham sidste gang i oktober 1847. Og med sig havde han sit netop udkomne værk Kjerlighedens Gjerninger, der udkom 4 måneder før Marx’ og Engels’ Det kommunistiske Manifest. ”Jeg kom ind, rakte ham Bogen. Han saae lidt i den, og bemærkede Dispositionen i første Deel (Du skal elske, Du skal elske Næsten, Du skal elske Næsten) og øieblikkeligt slog det ham; han var virkelig et begavet Hoved,” noterer Kierkegaard i dagbogen (Pap. X, 1 A 42 (1849))!

Her tager Kierkegaard sigte på ’Communismen’ (Pap.VIII, 1 A 299 (1847)). For Kierkegaard er det afgørende at prioritere rigtigt i rækkefølgen mellem penge og barmhjertighed! Kierkegaard fremhæver, at evigheden ikke er i ’Pengeforlegenhed’. ”Det ville unegteligt være en fortræffelig Latterens Opfindelse at tænke sig Evigheden i Pengeforlegenhed” – erklærer Kierkegaard. –” „Skaf os Pengene, skaf os Hospitalerne, det er er det Vigtigste!“ Nei, siger Evigheden, det Vigtigste er Barmhjertigheden. At et Menneske døer, er da evigt forstaaet ingen Ulykke, men vel, at der ikke blev øvet Barmhjertighed” (Kjerlighedens Gjerninger (3.udg., 1963, s.305 og 312f.). Det er ikke ligegyldigt om udgangspunktet tages i penge – eller i barmhjertighed. Det er ikke pengene, men barmhjertigheden, der er fortegnet. Vises der barmhjertighed eller ikke – uanset om det drejer sig om den rige eller den fattige, der intet har! ”Prædikes skulde der vel ene og alene om Barmhjertighed. Veed Du at tale tilgavns derom, saa skal det følge af sig selv og komme af sig selv med Gavmildheden” (Kjerlighedens Gjerninger, s. 302). Det er åbenbart – ifølge Kierkegaard – sådan, at der ikke er blevet prædiket tilgavns, sådan som han selv mere og mere skærper tonen mod den bestående kristenhed – for at sætte profitten foran sandheden.

VII. Staten som forløser
   I Om jødespørgsmålet (1843) skriver Marx om forholdet mellem det at være jøde og statsborger, at “jøden må… selv træde tilbage for statsborgeren og blive statsborger, til trods for at han er og må vedblive at være jøde; d.v.s. han er og bliver jøde, til trods for at han er statsborger og lever i almenmenneskelige relationer; hans jødiske og egenartede væsen besejrer i sidste instans altid hans menneskelige og politiske forpligtelser” (Karl Marx: Økonomi og filosofi. Udvalg og indledning ved Villy Sørensen (1968, s. 27)). Villy Sørensen har følgende kommentar:”...Det særlige, som de enkelte ikke har til fælles, er af det onde og skal ophæves.” Her fortsætter Marx den hegelske opfattelse, at det særlige må indoptages i det almene, samfundet, staten. Ifølge Hegel er den enkeltes samvittighed en moralsk form af det onde.

Den ukrainske flygtning Gregor Malantschuk, der blev en af vores betydeligste Kierkegaardforskere og har oplevet det kommunistiske system på sin krop, erklærer – vendt mod Hegel, Marx og Nietszsche: ”Uden Antagelsen af, at der gives en evig Bestemmelse for den menneskelige Tilværelse, bliver det enkelte Menneske degraderet fra at være et aandeligt Væsen til et forsvindende Fnug i den objektive verdenshistoriske Proces, saaledes som Hegels panteistiske Filosofi og de i dens Kølvand opdukkede materialistiske Anskuelser lærer. Særlig i de materialistiske Teorier bliver Nihilismen den sidste Konsekvens, hvor meget de end taler om den positive Forstaaelse af den menneskelige Situation; thi uden et Forhold til det evige bliver Mennesket altid i sidste Ende udleveret til Intetheden.” Malantschuk tilføjer: ”Det er betegnende, at paa dette centrale Punkt mødes Marx og Nietzsche.” (Fra Individ til den Enkelte (1978, s.272)).

Marx vender sig ikke kun imod den jødiske tro, men mod kristendommen, enhver religion. Alene staten kan forløse mennesket til et klasseløst samfund.

VIII. Marxismen og minoriteterne
   Karl Marx’ far lod sig som 35-årig døbe til den protestantiske tro. I Prøjsen var man som jøde udelukket fra offentlige embeder – siden 1815. Han lod sine børn døbe i 1824, hvor sønnen Karl har været 6 år. Alligevel har Karl Marx ingen sans for menneskerettighederne – hvilke han betragter som den enkeltes privilegier på det almenes, statens bekostning. Det er sagt om Karl Marx’ profetier, at det er gået bedre og værre end Marx forudså. Men netop det, der har været med fra begyndelsen, har ført til de største rædsler for den anderledes – sådan som det overhovedet har knebet med pladsen til den anderledes i Europas historie (Så man skulle tro, at et land som Danmark burde vide bedre end det bærer sig ad i den historiske periode, vi befinder os i).

IX. Forsonlighedens Seier
   Der findes en statue af Marx og Engels i Berlin. Under denne statue havde én skrevet med graffitti: ”Wir sind unschuldig”! Vi er uskyldige i, hvad der er sket. Marx har beskrevet, hvordan feudaltiden udløser sin egen undergang, og tilsvarende for bourgeoisiet i forhold til proletariatet.

Hele tiden udryddelsen af modparten. Kierkegaard taler sidst i Kjerlighedens Gjerninger om det mere end at sejre over modparten: ”netop naar et Menneske har overvundet Alt, er han maaskee nærmest ved at tabe Alt…. netop Seiers-Raabet Alt er afgjort maaskee det tvetydigste Ord af alle” (Kjerlighedens Gjerninger, s.317). Kierkegaard taler om det mere end at vinde, nemlig at vinde den overvundne. Han taler om ’Forsonlighedens Seier’. Den forsonlighed, der ikke vil vinde over, ikke vil den overvundne tillivs. Så kan man spørge: er det endnu én af de falske utopier, der ikke tør rydde op og gå til den yderste konsekvens?

X. Den ændrede parole
   Karl Marx skiftede mottoet for De retfærdiges Liga - ’Vi er alle brødre’ - ud med proklamationen:

”Proletarer i alle lande, foren jer!”

Men er det ikke måden, vi er lige på, der er det afgørende?

Lyngby sognegård
Torsdag d. 16. september 2004
Leif Bork Hansen