’Det ubetingede engagement’
eller
’Kun den mirakuløse handling
kan standse spiralen’

Foredrag af
Leif Bork Hansen

Indledning

I. Sammenligningspunktet
Én af de sidste årtiers mest markante tænkere er den slovenske psykoanalytiker og kulturkritiker Slavoj Zizek. ’Giganten fra Ljubljana’ er han blevet kaldt.

Den marxistisk orienterede filosof, Slavoj Zizek, befinder sig i opbruddet mellem Øst og Vest efter murens fald, og Lenins udførelse af marxismen i handling, fascinerer Zizek.

”Hvad jeg hader hos disse liberale, pseudo-venstreorienterede, smukke akademiske sjæle er, at de gør, hvad de gør, fuldt bevidste om at nogen ellers vil gøre arbejdet for dem… Jeg beundrer folk, som er rede til at tage over og gøre det beskidte arbejde, og måske er det en del af min fascination af Lenin. Han indtog aldrig det standpunkt ’åh, vi er ikke ansvarlige, tingene udvikler sig forskelligt, hvad kan vi gøre?’ Nej, vi er på en måde absolut ansvarlige. Dette har intet at gøre med konformisme: tværtimod. Hvis du har magt, virkelig magt, betyder det noget meget radikalt. Det betyder, at du har ingen undskyldning. Du kan ikke sige: ’Beklager, det er ikke min skyld’. Jeg har betydelig respekt for folk som ikke bliver usikre; for folk som ved, der er ingen udvej for dem”, erklærer Slavoj Zizek i Glyn Daly’s Conversations with Slavoj Zizek (Samtaler med Slavoj Zizek), der udkom i 2004.

Denne den enkeltes ubetingede og mirakuløse handling – uden at lade sig på forhånd diktere af historiske, nationale og etniske kontekster – viser sammenligningspunktet mellem sloveneren Slavoj Zizek og Søren Kierkegaard, der udgav Frygt og Bæven, som fremstiller Abraham som troens ridder. Troen som den højeste lidenskab i et menneske, hvori den enkelte ikke er undergivet men stillet over det almene, samfundet, staten. Kierkegaard fremhæver i Kjerlighedens Gjerninger ”af Kjerlighed og i Kjerlighed at hade den elskede” – at ingen sociologiske bånd på forhånd skal forhindre den enkelte i at udføre den ubetingede og mirakuløse handling – udsprunget af agape, kærlighed. Med Zizeks formulering: ”se det ægte menneske” bag dets ”samfundsmæssige rolle”, ideologiske mandat og maske – her står Paulus fast på sin ”teoretiske anti-humanisme” [hvad vi almindeligvis forstår ved humanisme]. Og Zizek citerer Paulus: ”Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” (Andet Korintherbrev 5,16-17). (Slavoj Zizek: Det skrøbelige absolutte – eller hvorfor er den kristne arv værd at kæmpe for?, Gyldendal 2001).

Hvor andre forfattere har gjort hvad de kunne for at gøre alt så let som muligt, så Kierkegaard sin opgave i det modsatte: At gøre alt så svært som muligt. Overalt at gøre vanskeligheder! Det kunne måske skyldes, at ens tilværelse ikke er så ukompliceret som så. Og således ’problematiserer’ Zizek uafbrudt, hvilket gør ham på samme tid vanskelig og fascinerende at læse.

II. Opgør med den postmoderne herskende ideologi
Slavoj Zizek gør front mod den desperate eller selvbeskyttende ligegyldighed, der kommer til udtryk i, at der alligevel ikke er noget at stille op med den ekspanderende globale kapitalisme. Han betegner det som ’den ultimative postmoderne ironi’ der i dag udspiller sig på den ene side i, ”at folk ikke længere psykologisk er i stand til at håndtere den flimrende rytme i den teknologiske udvikling og de ændringer i samfundet, som følger med – tingene går simpelthen for hurtigt. Inden man har vænnet sig til en ny opfindelse, er denne allerede blevet udskiftet med en nyere” og på den anden side i New Age bevægelserne, der er ved at blive den herskende ideologi for denne globale kapitalisme.

”Tilflugten til daoismen eller buddhismen [New Age strømninger] viser en vej ud af denne problematiske situation…: I stedet for at prøve at håndtere den accelererende rytme i de teknologiske fremskridt og ændringerne i samfundet, bør man hellere give afkald på selve bestræbelsen på at bevare kontrollen med det, der foregår, afvise den som udtryk for den moderne beherskelses logik – man bør ”give slip på sig selv”, drive med strømmen samtidig med, at man opretholder en indre distance og ligegyldighed over for den vanvittige dans i denne opskruede proces”. Også ind i kristenheden har denne ideologi bredt sig, hvor den enkelte lader sig koble fra, uden personlig at lade sig udfordre. Ja, erklærer Slavoj Zizek: ”…Man føler sig næsten fristet til at genoplive den gamle berygtede marxistiske kliché om religion som ”opium for folket”, som det forestillede supplement til den jordiske elendighed: Den ”vestlige buddhismes” meditative holdning er velsagtens den for os mest effektive metode til helt at indgå i den kapitalistiske dynamik samtidig med, at vi opretholder en tilsyneladende mental sundhed.” (Om troen s, 20).

III. En ’fejl’ i tilværelsen
Allerede Kant gjorde i Kritik af den rene fornuft opmærksom på dette: ”why human beings are destined to ask themselves questions which they cannot answer” (Hvorfor menneskelige væsener er bestemt til at stille dem selv spørgsmål, de ikke kan svare på). Hegel påpegede, at negativiteten hele tiden indfinder sig, som en fejl i tilværelsen, som et indre split. Slavoj Zizek fascinerer ved at vise, hvordan det konkrete, selv hvor det biologisk føres til det yderste, rejser spørgsmål om det modsatte. Man kan objektivt indkode et menneske biologisk på en CD, men tør man afspille den? Vi dyrker det eksakte: Vi kan beregne, at vedkommendes arveanlæg medfører en rædselsfuld sygdom: Men – spørger Slavoj Zizek: Hvad med tiden indtil vedkommende dør?

Ligeledes gælder det om den subjektive eksisterende tænker hos Kierkegaard i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift: ”Han er vidende om det Uendeliges Negativitet i Tilværelsen, han holder bestandigt Negativitetens Saar aabent, hvilket jo stundom er det Frelsende (de Andre lade Saaret groe til og blive Positive – og Bedragne)” (SV 9,73.) Jf. Arne Grøn Subjektivitet og Negativitet (1997), hvor han gør opmærksom på, at det negative hos Kierkegaard, ikke blot er fortvivlelse, men peger, som angsten, på frihedens mulighed, at mennesket ikke kun er en éntydig størrelse. For Kierkegaard er mennesket en syntese, en eksistentiel sammensætning, af frihed og nødvendighed.

III. Det ’decentrerede’ subjekt
Åbningen til Slavoj Zizek’s univers går via den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, i dennes originale tilegnelse og videreførelse af Sigmund Freud.

Vi går på forhånd ud fra, at begæret udspringer fra os selv. Det begynder med subjektet. Her foretager Jacques Lacan, hvad man kunne kalde ”en kopernikansk kovending”. Begæret udspringer ikke fra os selv, men fra den Anden. På linje hermed siger Slavoj Zizek – i The Plague of Fantasies 1997, s.9: ”Lystens oprindelige spørgsmål er ikke direkte ’Hvad ønsker jeg?’, men ’Hvad ønsker andre fra mig? Hvad ser de i mig? Hvad er jeg for andre?’…Jeg er oprindelig decentreret, del af et uigennemskueligt netværk hvis mening og logik unddrager sig min kontrol.”

Det gælder for barnet i forhold til sin mor, far og søskende. Eller ’Hvad ønsker samfundet af mig?’ Slavoj Zizek illustrerer dette ved hjælp af Peter Brooks berømte version af Bizet’s Carmen.

Slavoj Zizek erklærer: ”For Lacan er et subjekt, når alt gøres op, navnet for denne ’tomme gestus’ hvorved vi frivilligt overtager, hvad der pålægges os, det reelle ved dødsdriften…Hun [Carmen] var intet andet end deres[mændenes] symptom. Skønt hun levede i den illusion, at det var hende, der virkeligt ”trak i trådene”. Da hun til sidst også for sig selv bliver en genstand, dvs., da hun erkender, at hun kun er et passivt element i samspillet af libidinøse magter, ’subjektiverer’ hun sig selv, hun bliver et subjekt. Fra et Lacansk perspektiv er ’subjektivering’ således et strikt modstykke til at erfare sig selv som et objekt, et ’hjælpeløst offer’: det er navnet for det blik, ved hjælp af hvilket vi konfronterer os med den yderste annullering af vore narcissistiske hensigter” (Looking Awry, 1991, s. 64).

Du gør dig til, hvad de andre venter, begærer af dig i narcissistisk opfyldelse af andres begær! Man kunne også her henvise til, hvad René Girard har kaldt ’det mimetiske begær’: At efterligne de andres begær.

Slavoj Zizek henviser til Lars von Triers film Breaking the Wawes: ”Jan, der er blevet invalideret og ligger bundet til sin hospitalsseng, beordrer sin kone, Bess, til at elske med andre mænd og beskrive sine oplevelser for ham i detaljer – på denne måde vil hun holde liv i hans vilje til at leve: selv om hun fysisk har sex med andre mænd, vil den sande sex være at finde i deres indbyrdes samtaler… Jans jouissance [nydelse] er af klar fallisk/masturberende karakter: han bruger Bess til at forsyne sig med den fantasmatiske skærm, han har brug for, for at kunne hengive sig til den solipsistisk masturberende jouissance, hvori Bess finder jouissance på den Andens plan (den symbolske ordens), dvs. i hendes ord – for hende ligger den yderste kilde til tilfredsstillelsen ikke i selve seksualakten (som hun gentagne gange udfører på mekanisk vis som et nødvendigt offer), men i den måde, hvorpå hun skildrer den over for Jan. Mere præcist udtrykt, er Bess’ jouissance ”den Andens” i mere end én forstand: nydelsen ligger ikke kun i ordene, men også (og det er i sidste instans kun en anden side af samme sag) i oplevelsen af den totale fremmedgørelse – hendes nydelse er helt fremmedgjort/eksternaliseret i Jan som hendes Anden; dvs. den ligger helt i hendes bevidsthed om, at hun gør den Anden i stand til at nyde” (Det skrøbelige absolutte s.220f.).

Hermed påpeger Slavoj Zizek i en Lacansk udlægning, hvordan Lars von Trier – under dække af næstekærlighed i Bess’ skikkelse – i virkeligheden demonstrerer den totale fremmedgørelse.

IV. De falske modsætninger.
I 2002 udkom Velkommen til virkelighedens ørken. Essays om verden efter den 11.september. Titlen er hentet fra brødrene Wachovskis film The Matrix, ”der handler om, hvad der sker, når den reelle virkelighed i al sin brutale trøstesløshed bryder ind i den virtuelle, koreograferede virkelighed, som det lykkes de fleste at opretholde det meste af tiden med hjælp fra magthavere og fra underholdnings- og afledningsindustrien. Det var det, der skete den 11. september 2001, da de kaprede fly slog hul i den beskyttende sfære, der indtil da havde holdt ’virkelighedens ørken ’på sikker afstand for den amerikanske offentlighed” (Udgivernes forord s.7f.).

Hvad blev reaktionen på dette uhyggelige terrorangreb på uskyldige?

Slavoj Zizek beretter: Da brandmændenes enker blev interviewet af CNN, gav de fleste af dem den forventede forestilling: tårer, bønner…alle undtagen en af dem, som uden tårer sagde, at hun bad ikke for sin afdøde mand, fordi hun vidste, at bønner ikke ville bringe ham tilbage. Da hun blev spurgt, om hun drømte om hævn, sagde hun roligt, at det ville være det egentlige forræderi mod hendes mand: Hvis han havde overlevet, ville han have insisteret på, at det værste man kunne gøre var at give efter for trangen til at gøre gengæld…det er unødvendigt at tilføje” – fortsætter Zizek – ”at dette fragment kun blev vist en gang og forsvandt derefter fra gentagelser af samme blok” (Velkommen til virkelighedens ørken, s.166f).

Zizek gør opmærksom på, hvordan der efter murens fald og de kommunistiske staters sammenbrud indtrådte et årti med forvirring og ineffektivitet for den vestlige indbildningskraft, når man søgte – som han udtrykker det - efter passende ”skematiseringer” af fjendebilledet. ”Kun med den 11.september genvandt denne indbildningskraft sin evne ved at skabe billedet af bin Laden, den islamiske fundamentalist, og al-Qaeda, hans usynlige netværk”. Fjenden defineres som ”den fundamentalistiske modstander af pluralistisk tolerance”. Der peges ikke længere bare på ”Det onde Rige… men et illegalt, hemmeligt, næsten virtuelt verdensomspændende netværk, hvori lovløsheden (kriminaliteten) falder sammen med „fundamentalistisk“ etisk-religiøs fanatisme” (Velkommen til virkelighedens ørken s.127).

V. Den obskøne underside
Dette betyder den ene undtagelseslov efter den anden – for at beskytte de vestlige demokratier – så det efterhånden kan udvikle sig til en permanent, global, undtagelsestilstand.

Hermed træder demokratiets, eller magtens obskøne underside frem – så man efterhånden kan spørge, hvad der er over- og underside på denne glidebane, hvor parterne efterhånden spejler hinanden i brug af tortur, eller hvilke tvangsforanstaltninger man nu tager i anvendelse, til beskyttelse af vestlige værdier i f.eks. Afghanistan eller Irak.

Slavoj Zizek beskriver samfundets obskøne underside i følgende eksempel i sin bog The Metastases of Enjoyment (1994): ”Hvis, f.eks., en kommunist i Sovjetunionen i 1930’erne svarer på indvendingen om, at det kommunistiske regime er terroristisk uden sidestykke, at tusinder er dømt og skudt uden bevist skyld, at hele landbruget ligger i ruiner, består den aktuelle strategi i hans svar ikke i en direkte benægtelse af disse facts, men snarere i at hævde, at de der fremsætter disse indvendinger ’er ude af stand til at gennemtrænge det væsentlige i, hvad der foregår’ og at begribe fremkomsten af et Nyt Menneske af klasseløs solidaritet – en kommunist ved meget vel at millioner er i færd med at dø i lejrene, dog bekræfter denne kundskab kun hans tro, at det sublime ’sande Folk’ glad og entusiastisk opbygger socialismen… Jo mere virkeligt det miserable og nedtrykkende er, jo mere sandt klynger en ægte stalinist sig til sin fetish.” (Slavoj Zizek nævner derefter Amerika).

Zizek foreslår derefter: ”Måske skulle man genlæse H.C. Andersen’s Kejserens nye klæder ud fra den synsvinkel: Naturligvis vidste enhver at kejseren var nøgen, dog var det præcist benægtelsen af dette faktum som holdt subjekterne sammen – ved at fastslå dette faktum, opløste den uheldige dreng det sociale fællesskab. (Er det ikke nødvendigt, at vi behandler flygtninge, som vi gør? Er det nu ikke engang prisen for at have et land som Danmark? Er det ikke med vores accept, at nogen påtager sig det beskidte arbejde?)

VI. De ideologiske ritualer
”Det var Kierkegaard, som skrev, at det at tro på Kristus, fordi vi anser ham for vis og god er en forfærdelig blasfemi – det er omvendt kun trosakten i sig selv, som kan give os indsigt i hans godhed og visdom”, noterer Slavoj Zizek. Vist må vi søge efter fornuftige grunde, som kan begrunde vores tro, vores lydighed mod den religiøse befaling, men den afgørende religiøse erfaring er, at disse grunde i sig selv kun åbenbares for dem, som allerede tror, vi tror ikke, fordi vi har fundet tilstrækkeligt gode grunde til at tro” (The Sublime Object of Ideology, 1989, s.37).

Slavoj Zizek parallelliserer Kierkegaards’ og Pascal’s ’autoritære’ trosopfattelse. ”Du skal handle som om du tror, bed, knæl ned, og du vil tro, tro vil ankomme af sig selv… Det vil sige, at den implicitte logik af hans argument er: Knæl ned og du vil tro, at du knælede ned på grund af din tro – det vil sige, at din følgen ritualet er et udtryk/følge af din indre tro” (Metastases of Enjoyment, 1994, s.59). Sådan er det, de totalitære statsapparater får folk til at handle, ved at de følger de ideologiske ritualer (jf. i juridisk sammenhæng Alf Ross: Om ret og retfærdighed (1953), hvor man i en retspositivistisk sammenhæng laver den samme cirkelbevægelse: En lov er, at den virker. Vanen, der får os til at følge loven, uden at spørge hvorfor).

Det har naturligvis ligget ligefor for Kierkegaard at trække paralleller mellem undersåtten og den mer eller mindre enevældige konge – og så forholdet mellem den enkelte og Gud. Noget andet er, at Kierkegaard også gennemlever nivelleringen – det guddommelige hierarkis sammenbrud (jf. En literair Anmeldelse (1846).)

VII. Kierkegaards ’politiske korrekthed’
Glyn Daly tager spørgsmålet om kærlighed og ’anderledeshed’ op i sine samtaler med Slavoj Zizek. Zizek svarer med at introducere Kierkegaard: ”Jeg tror, at Kierkegaard for 150 år siden formulerede sandheden af typen for den multikulturelle tolerance, som dominerer den nutidige sociale attitude: Nemlig den ide, at det vi kalder tolerance i virkeligheden er intolerance…I hans Kjerlighedens Gjerninger hævder Kierkegaard på en chokerende utilsløret måde at den ultimative næste som en kristen skal elske, er en død næste; at sand kærlighed er kærligheden til den døde næste”. Hermed tænker Slavoj Zizek på, hvad Kierkegaard skriver imod slutningen af sit værk Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød. For at citere herfra: ”For ret at prøve om Kjerligheden er ganske fri, kan man jo fjerne alt Det, som paa nogen Maade kunde afnøde En Kjerligheds-Gjerningen. Men dette er netop borte i Forholdet til en Afdød. Bliver da Kjerligheden ved, saa er dette den frieste Kjerlighed”. Kierkegaard uddyber dette: ”Hvad der kan afnøde et Menneske Kjerlighedens Gjerninger kan være det saare Forskjellige og lader sig ikke saaledes opregne. Barnet skriger, den Fattige trygler, Enken bestormer, Hensynet nøder, Elendigheden tvinger og saaledes fremdeles. Men al den Kjerlighed i Gjerningen, der saaledes afnødes, er ikke ganske fri" (SV 12, 335).

Tilbage til Zizek: ”Med hedensk præ-kristen kærlighed elsker du den anden på grund af hans eller hendes fortræffelige, enestående kvaliteter. En digter elsker en kvinde på grund af hendes skønhed, en elev elsker sin lærer på grund af hans visdom, eller hvordan det nu er. Det afgørende er, at der er en enestående kvalitet; du elsker den elskede på grund af hans eller hendes specifikke kvalitet. Men så introducerer Kierkegaard en nydelig modsætning mellem to måder for fuldkommenhed: den fuldkomne kærlighedens genstand, og kærlighedens fuldkommenhed i sig selv. Og Kierkegaard hævder, at hedensk kærlighed er kærlighed til det fuldkomne objekt… Men han hævder, at denne type kærlighed som sådan er ufuldkommen, fordi den er tilfældig, fordi den afhænger af tilfældige partikulære kvaliteter hos objektet. Den eneste fuldkomne kærlighed er kærlighed til et ufuldkomment objekt, til et hvilket som helst objekt. Og så - naturligvis – paradokset, at den ene store udligner, det eneste virkeligt universelle, er døden. Så for sandt at elske din næste må du glemme alle hans kvaliteter alt det, der gør ham til et specifikt menneskeligt væren, hvilket betyder, at du må behandle ham, som om han allerede var død.”

Det må vist kaldes en overrumplende dekonstruktivistisk læsning af Kierkegaard, som Zizek her foretager. Zizek konkluderer: ”Og min tese er, at dette er noget som kommer meget tæt på intolerance mod den Anden… Du må gøre det abstrakt; du må elske den Anden som reduceret til dødens tomme universalitet… Det drejer sig kun om den abstrakte Anden” (Conversations with Slavoj Zizek, 2004, s. 116f.). Derefter går Zizek løs på Kierkegaards fremstilling af Don Juan som en kristen forfører: ”Don Juan forførte dem alle. Det betød ikke noget om de var gamle, unge, smukke, hæslige og så videre. Det var den abstrakte kvinde; Det betød ikke noget, hvem det var.” Slavoj Zizek sammenfatter: ”Og jeg tror, at dette er virkelig sandheden om nutidig multikulturel tolerance: …Tolerance vil sige: Lad mig alene, jeg ønsker ikke at blive forstyrret for meget af dig.”

Man kommer uvægerligt til at tænke på Slavoj Zizeks opgør med kombinationen af vestlig kapitalisme og østlige New Age bevægelser – hvor vi ikke lader os afficere af, hvad der sker uden for os, fordi det alligevel ikke angår os.

VIII. Det ultimative valg: ’Den sokratiske erindring’ eller ’den kristne gentagelse’
I slutningen af sin bog Om troen (2002) sammenfatter Zizek, hvor det er, ’kristendommens glade budskab’, som han kalder det, kommer ind i billedet. I det han kalder ’troens mirakel’: ”Troens mirakel ligger netop i, at det er muligt at skære igennem fantasiforestillingen, at gøre den grundlæggende afgørelse ugjort, at begynde ens liv på ny igen og igen fra et nulpunkt… I sidste instans er den ”genfødsel”, kristendommen taler om, en betegnelse for en sådan ny begyndelse.”

Slavoj Zizek henviser til den Kierkegaardske modsætning mellem den sokratiske erindren og så det at foretage et fremadrettet valg, at nå frem til en ny gentagelse, altså et brud med det på forhånd fastlagte, determinerende (jf. Kierkegaards Gjentagelsen, hvor Kierkegaard peger på den umulige mulighed af gentagelsen). Slavoj Zizek erklærer: ”I modsætning til den hedenske og/eller gnostiske visdom, der dyrker (gen)opdagelsen af ens sande selv – en tilbagevenden til dette, realiseringen af dets potentialer, eller hvad ved jeg – påbyder kristendommen os at genopfinde os selv på ny i ét og alt. ”Kierkegaard havde ret” og han fortsætter: ”Det ultimative valg består i valget mellem den sokratiske erindring og den kristne gentagelse: Kristendommen påbyder os at gentage den grundlæggende handling i det oprindelige valg. Man føler sig næsten fristet til at udtrykke det med en omskrivning af ordene fra Marx’ ”11.tese”: ”Filosofferne har kun belært os om, hvordan vi skal opdage (huske) vort sande selv, men det drejer sig om at ændre dette.” Og denne kristne arv, der ofte bliver formørket, er i dag mere dyrebar end nogensinde før” (Om troen, s.179).

Slavoj Zizek har tidligere i bogen henvist til Kristus: ”han åbner simpelthen for muligheden for, at vi kan blive forløst gennem ”troens spring”, dvs ved valget af at ”leve i Kristus” – i imitatio Christi gentager vi Kristi handling ved frivilligt at påtage os livets overdrivelse i stedet for at projicere/fejlplacere denne på en eller anden repræsentant for den Anden.” I en parentes tilføjer Zizek:”…det stod klart for Kierkegaard, at definitionen på frihed er den mulighed, som står højere end det faktiske (Nødvendighed)…” (Om troen, s.128).

Jacques Lacan talte om, at begæret udgår fra den Anden (Den Anden skrevet med stort!). Dette gennemspillede Jacques Lacan i de forskellige mellemmenneskelige relationer. Slavoj Zizek gennemspiller det yderligere på det politiske plan, således f.eks. for de totalitære staters vedkommende. Slavoj Zizek rettede en Lacansk kritik af Kierkegaards ’autoritære’ trosopfattelse – en kritik, der indbefatter Pascal. Slavoj Zizek gennemlever, genfortolker på genial vis Lacan, for derigennem at vride os ud af dette greb, som relationerne, strukturerne på forhånd fastlåser os i - for at pege hen på den mirakuløse, frie, afgørelse. Hvor det ikke længere er ’den Anden’ – skrevet med stort – der bestemmer den enkeltes handlen.

Kirsten Hyldgaard peger i forordet til Slavoj Zizek’s værk Det skrøbelige absolutte på den afgørende betydning, som en anden marxist, der heller ikke har kastet håndklædet i ringen, har haft for Zizek, ”nemlig Alain Badiou, hvis bog Saint Paul. La fondation de l’universalisme, (”Apostlen Paulus. Universalismens grundlægger”), Zizek ganske berettiget kalder skelsættende.(I parentes bemærket: Det er ikke hver dag man ser Marx og Paulus sat ind i sammenhæng med hinanden): ”Her læses Paulus som ophav til universalismen, til det subjekt, der ikke er indholdsbestemt, begrænset af familiære, ”sociale, kulturelt og historisk variable diskursive konstruktioner”... Universalisme er den kristne arv, der er værd at kæmpe for” (Det skrøbelige absolutte, s.26 (forord)).

Det skrøbelige absolutte: som kærligheden til næsten.

IX. Den frie handling
Conversations with Slavoj Zizek munder ud i en henvisning til Søren Kierkegaard. Zizek slutter med at fremhæve, at ’the real thing’ er den frie handling, men at vi finder den for traumatisk til at acceptere den. Virkelige handlinger sker. Og Zizek henviser til Kierkegaards værk Sygdommen til Døden. Med Slavoj Zizeks ord: ”The true horror is not that I am mortal; the true horror is rather that I am immortal and try to escape it”! Den sande rædsel er ikke at jeg skal dø, den sande rædsel er snarere, at jeg er udødelig og prøver at undgå det.

Kierkegaard siger i anden sammenhæng, hvor det drejer sig om at bevise udødelighed: ”Det skal du ikke spilde tid på at bevise. Det kan du roligt ryste for!” Det slipper vi ikke for, konfrontationen med os selv, det absolutte ansvar! At det vi egentligt frygter – og som forekommer os for traumatisk - er den frie handling.

Leif Bork Hansen
Lyngby sognegård
Torsdag den 20. januar 2005.