|
I. Den skiftede synsvinkel i det 20. århundrede
I det 20. århundrede er ´den Anden´ - ´den fremmede´, ´den
uendeligt anderledes´, og som aldrig kan reduceres til at være ´det
Samme´ som mig - blevet mere og mere afgørende. - Forrykkelsen af
tyngdepunktet fra mig selv til ´den transcendente Anden´, som altså
ikke kan rummes inden for mine egne forestillinger og begreber.
Filosoffen Martin Buber taler om det afgørende i at et ´jeg-det´
forhold - hvor andre bare behandles som ting! - erstattes af et ´jeg-du´
forhold, hvor ingen er stillet betragtende udenfor.
Efterhånden som århundredet er skredet frem og der er blevet mindre
og mindre plads til ´den Anden´, ´den fremmede´, ´den helt anderledes´
,´den uendeligt anderledes´ - opfattes forholdet ikke blot som et
´symmetrisk´, lige, forhold mellem mig og den anden i mødet som hos
Martin Buber, men taler Lévinas istedetfor om ´en ekstrem humanisme´,
så forholdet til den anden er blevet ´asymmetrisk´ - hvor
udgangspunktet ikke længere er mig selv, men den anden, at det er fra
´den Anden´, den andens værgeløse ansigt, bønnen, kravet, til mig
udgår!
Og det betyder - for at udtrykke det med grammatikkens regler, at
jeget fra at være nominativ, er blevet til akkusativ [accuser]: Det er
mig, der er sat under anklage i konfrontationen med den andens ansigt!
Lévinas er med sin ekstreme humanisme blevet betegnet som det 20.
århundredes betydeligste moralfilosof.
"Det er subjektiviteten, der er sandheden. Den hænger du på,"
hævder Kierkegaard. Lévinas foretager sit opgør med den totalitære
tænkning og holdning på den Andens, den fremmedes vegne!
II. Lévinas´ opgør med lukketheden
I den Andens forskellighed fra mig, har jeg med Gud at gøre.
Gud er garanten for den Andens forskellighed. Den andens transcendens
- at den Anden unddrager sig. Så det er oprør mod Gud, at ville gøre
den anden til det samme som mig selv.
Det andet menneske er absolut forskellig fra mig - det er vold,
krig, at forsøge at gøre den anden til det samme som mig. Den, der
glemmer den anden, kan aldrig blive sig selv.
Bag Lévinas´ tale om ´den Anden´ - den Anden skrevet med stort A -
står Auschwitz (eller hvad nu tilintetgørelseslejrene hed), hvor den
Anden, menneskets næste, den anderledes - blev tilintetgjort.
Der er et sted, hvor der ikke er plads ´Andethed´ - ingen absolut
fremmedhed findes. Der er et sted, hvor der ikke er plads til det, der
ikke kan integreres, forvandles til det samme. Et sådant sted er anden
verdenskrigs tilintetgørelseslejre. Derfor er også for Lévinas det
første bud: ´Du må ikke slå ihjel´.
Hvor den vestlige verdens tænkning har taget udgangspunkt i
individet (Descartes, Kant og Hegel f.eks.) - og ud fra sig selv
bestemt andre som det samme - tager Lévinas et andet udgangspunkt:
Ikke i selvets humanisme - men i ´den Andens humanisme´, den
fremmedes, og som aldrig kan forvandles, reduceres til det samme som
individet selv.
Dermed stiller Lévinas spørgsmålstegn ved den
filosofisk-eksistentielle - og dermed også politiske måde - hvorpå vi
uden at stille spørgsmålstegn forstår andre ud fra os selv - gør den
anden, de andre, til kopier af os selv. Lévinas vender forholdet
rundt: Tager udgangspunkt i den anden, den fremmede, den fremmedes
ansigt, der med sin bøn, sit krav, stiller mig under ansvar, anklage.
Opgøret med det totalitære - den totalitære integration - som i
yderste instans er tilintetgørelsen.
Jeg kan ikke integrere den anden ud fra min verden - men må opgive
denne hjemlighed - i subjektiviteten som gæstfriheden over for den
anden! Kun deri er muligheden for at rumme den Anden. Et
frontal-angreb på en humanisme bygget på hjemligheden, det samme - og
som aldrig anfægtes i hjemlighedens, det sammes, ret - endsige at det
skulle være den andens ansigt, hvorfra bønnen, kravet fremkommer - og
det er mig, der er stillet under anklage fra den anden. Med andre ord:
Et Auschwitz stillet på hovedet - hvor det er dem, der står til
tilintetgørelse, fordi de ikke kan rummes, der med deres bøn og krav -
først gør os til mennesker. Kravet vendes om: Den anden skal ikke
rettes til efter hjemlighedens præmisser - men subjektet må - som
Abraham - bryde op for at bo i udlændigheden, som en tilflytter og
fremmed opholde sig dér.
III. Lévinas på Pariserparnasset
"Det som hos Levinas forbløffer en hel verden av
filosofiinteresserte, og kanskje særlig unge, er at han har pekt på
det menneskeliges sted - eller ikke-sted - som noe som ligger i dagen,
åpenbart for alle som vil se: det menneskelige ansikt" - erklærer den
imponerende, norske Lévinas-kender, Asbjørn Aarnes, "Mens man lette
efter mennesket høyt ,og lavt, i teori, fromhet, i det bevisste og det
ubevisste, begynte skuffelsen å bre sig: Mennesket slik man tidligere
hadde forstått det, var intet sted å finne. Efter Guds død ble
menneskets død proklamert, nettopp i parisermiljøet. Og så dukker det
opp en tenker som udfordrer la moquerie parisienne: Mennesket som dere
søger, er ikke her, det har forlatt de objektive kjensgjerningers
orden og satt seg i ansiktet som spor efter Ham som har krysset vår
vei!
Det lyder som et budskap om oppstandelse" - siger Asbjørn Aarnes -
"men det vekker neppe anstøt eller forargelse. Modernitetens krise har
dempet gemyttene. Hovmodet er gått ut av vantroen såvel som av troen.
Stadig flere reiser seg - især unge mennesker - og spør hverandre:
Hvad ska vi gjøre for å komme ut av det «golde landet»?"
Asbjørn Aarnes spørger: "Er det da så rart [mærkeligt] at denne
tenker som har sin barnelærdom fra Exodus, treffer [rammer] dagens
mennesker? Utgangen av Egyptens land, som bød på kjøttgryter i bytte
mot mening og mål - er det ikke den samme fristelse i dag: velferd -
mot mål og mening?
Det fortælles i 2.Mosebok at Moses tryglet og bad Herren om å stige
ned for å lede folket gjennem ørkenen. Men Herren kjente [følte] seg
ikke sikker på folket, det kunne vekke hans vrede slik at han kom i
skade for å gjøre det av med dem. Da Moses forble standhaftig i sin
bønn, innvilget Herren ham et kompromiss: Han skulle stille seg opp
ved en klippegjennomgang, og så skulle Herren komme og gå forbi ham.
Han skulle legge hånden på hans [sine] øyne, slik at Lyset ikke
blindet ham. Så kunne han bakfra se Herren gå veien, eller for å sige
det med Levinas: se sporet av Herren.
Det har meldt seg lede ved høyden" - fortsætter Asbjørn Aarnes- : "Gudenes
vei gjennem luften! Men så høyt som til ansiktet tør vi løfte
blikket".
Asbjørn Aarnes opsummerer- med et direkte, afsvalende, citat af
Lévinas:
«De som ønsker å se Guds åsyn, får ikke sett det før de har befridd
dem som er i fangenskap og gitt de sultende mat.»
(Emmanuel Levinas: Den annens humanisme. Oversatt og med innledning,
noter og essay av Asbjørn Aarnes, Aschehoug, Oslo 1993, s. 198-199).
IV. ´Frygt og Bæven´ - provokation i fransk filosofi
Billeskov Jansen har - i en anmeldelse - sagt: "Omkring 1950
var ´Frygt og Bæven´, på tysk, eller fransk, franske filosoffers
problemværk. For Lévinas en skandaløs påstand: at der kan tænkes en
formålsbestemt suspension af det etiske. Levinas så endog heri en
tilnærmelse til nazismens forbryderiske overgreb".
"Gives der en teleologisk Suspension af det Ethiske?" Sådan som
Abraham stilles i prøven gennem befalingen om at ofre den søn, han
elsker, Isak. Kommer Guds-forholdet før vores forhold til hinanden?
Herom er det netop Kierkegaards værk - ´Frygt og Bæven´ - drejer sig.
Herpå svarer Kierkegaard ´ja´ - og Lévinas ligeså afgjort ´nej´.
Lévinas trækker af denne grund en parallel mellem Kierkegaard og
nationalsocialismen:
"Det er Kierkegaards voldsomhed, der ryster mig. Faconen hos stærke
og voldsomme personer, der hverken frygter skandale eller destruktion,
er, efter Kierkegaard og før Nietzsche, blevet filosoffens facon. Man
filosoferer med en hammer. I den permanente skandale, i opposition til
alt, læser jeg et forvarsel om visse rungende verbale voldsomheder,
der påstår sig dybsindige og rene. Jeg tænker ikke blot på
nationalsocialismen, men på alle de tankeretninger, den [oppositionen
til alt] kan begejstre. Denne hårdhed hos Kierkegaard opstår i det
præcise øjeblik, han "går ud over etikken"."
(Lévinas: Noms Propres, 1975, s.89, jvf. Klaus Wivel: Næsten intet.
En jødisk kritik af Søren Kierkegaard, C.A.Reitzel, 1999, s.19) |
V. Lévinas og Holocaust
Lévinas har tilegnet ét af sine hovedværker,
´Hinsides væren og anderledes end væsenet , mindet om hans nærmeste
blandt de seks millioner der blev udryddet af nationalsocialisterne,
og blandt de millioner af millioner fra alle konfessioner og nationer,
der blev ofre for et lignende had. Dedikationen er skrevet både på
fransk og hebraisk. Hele Lévinas´ familie i Litauen omkom under anden
verdenskrig, han blev selv reddet af en fransk uniform under 4 års
nazistisk krigsfangenskab - mens hans hustru og datter reddede livet i
Frankrig ved at gået under jorden. Lévinas fortæller om en tildragelse
fra det nazistiske krigsfangenskab:
"De mænd, som beordrede os til at arbejde, "-og de børn og kvinder,
som gik forbi og af og til løftede deres øjne - fratog os vores
menneskelige skind. Vi var undermennesker, en flok aber... En dag,
cirka halvvejs gennem vores lange fangenskab, trådte en strejfende
hund ind i vores liv i et par få, korte uger, før vagterne jog ham
væk... Han dukkede op til morgensamlingen og ventede på os, når vi kom
tilbage, hvor han hoppede op og ned af os og gøede henrykt. For ham
var der ingen tvivl om, at vi var mennesker... Den hund var den sidste
kantianer i Nazi-Tyskland."
(Klaus Wivel: Næsten intet, s. 20f.).
VI. Odysseus og Abraham
Der er en grundlæggende vision hos Lévinas. Asbjørn Aarnes
siger:
"Nå er det et kjernepunkt hos Levinas at bristen i Vestens
metafysikk og kultur har vært at det fremmede er blitt underkjent og
kultur har vært at det fremmede er blitt underkjent til fordel for det
kjente. To skikkelser i åndshistorien belyser dette forhold. Odyssevs,
grekeren som dro til Troja med det forsett å hevne bortførelsen av
Helena, for så å vende tilbake til Ithaka, og Abraham, israelittenes
stamfar som på Herrens bud brøt opp fra det kjente for å slå seg ned i
det fremmede, uten å vende tilbake.
Slik har det i Vestens metafysikk og kultur stått strid mellom det
Samme og det Andre. Som kunnskapsmengden har øket, har det Andre tapt
i anseelse, det Samme har trådt i det Andres sted. Vi har med Levinas´
ord dyrket Odyssevs og glemt Abraham."
Henrik Vase Frandsen kommenterer i sin bog - Lévinas og
kærlighedens visdom:
"Abraham drager ud mod det ubekendte, og hans forbliven i det
fremmede er ikke ulykkelig. Han er ikke tragisk, men et sindbillede på
fuldbyrdelsen af den ægte oplevelse, erfaringen af det radikalt
fremmede og nye, der bringer hinsides den egne horisont. Odysseus
derimod er behersket af hjemvé. Han har mistet sit hjem, og det
fremmede opleves som blotte forhindringer på vejen tilbage.
Adskillelsen fra hjemmet er en ulykke, og hjemkomsten er den
lykkeligste gererhvervelse af det, der var tabt, nemlig genoprettelsen
af enheden mellem sted og person, for i stedet ligger hans identitet.
Odysseus er en nostalgisk skikkelse..."
(Henrik Vase Frandsen: Lévinas og kærlighedens visdom, Odense
universitetsforlag 2001 s.48f.).
VII. Kierkegaards Abraham
Det er gennem beskæftigelsen med Lévinas, at jeg har fået åbnet
øjnene for et afgørende perspektiv i Kierkegaards fremstilling af
Abraham i Frygt og Bæven.
Kierkegaards indledende dramatiske fremstillinger af, hvad der
kunne være gået galt mellem Abraham og Isak på vej ud til og på Morija
bjerg, er uden sidestykke ((Kierkegaard spørger da også, hvorfor
heller ikke Shakespeare har været opmærksom på Isaks ofring!)
Det er kun den Abraham - der ikke kunne genmføre befalingen,da det
kom til stykket på Morija bjerg - der vender tlbage til hjemligheden.
Abraham - som troens ridder - vender ikke tilbage!
Stemning II: "...da saae han Væderen, som Gud havde udseet. Den
offrede han og drog hjem" (Samlede værker, 3.udg., 5,15).
Stemning IV :"...at Abrahams Haand knyttede sig i Fortvivlelse....
Da vendte de atter hjem" (Samlede værker 5,16).
Kierkegaard siger i Frygt og Bæven om Abraham - som troens ridder:
"Ved Troen vandrede Abraham ud fra Fædrenes Land og blev Fremmed i
Forjættelsens. Han lod Eet tilbage... han lod sin jordiske Forstand
tilbage...
Ved Troen var han en Fremmed i Forjættelsens Land, og der var
Intet, der erindrede ham om det Kjære, men Alt fristede ved sin Nyhed
hans Sjæl til vemodig Længsel..." (Samlede værker 5,18).
Abraham har ikke efterladt sig fortvivlede sange om, hvad han havde
mistet:
"Der var i Verden ogsaa den, der levede forviist fra det fædrene
Land, som han elskede. Han er ikke glemt, ei heller hans Klagesange,
naar han i Vemod søgte og fandt det Tabte. Af Abraham er der ingen
Klagesang."(Samlede værker 5,18f.)
Kierkegaard erklærer: "Hvis Abraham, da han stod paa Morija
Bjerget, havde tvivlet, hvis han raadvild havde skuet omkring sig,
hvis han, inden han drog Kniven, ved et Tilfælde havde opdaget Væderen,
hvis Gud havde tilladt ham at offre den istedenfor Isaak - da var han
dragen hjem, Alt var det Samme, han havde Sara, han beholdt Isaak, og
dog, hvor forandret! Thi hans Tilbagetog var en Flugt, hans Frelse et
Tilfælde, hans Løn Beskæmmelse, hans Fremtid maaskee Fortabelse...
Da skulde Abraham ikke være glemt, ei heller Morija Bjerget. Dette
skulde da nævnes ikke som Ararat, hvor Arken landede, men nævnes som
en Forfærdelse, fordi det var her, at Abraham tvivlede" (Samlede
værker 5, 23).
Kierkegaards Abraham - troens ridder - lod sin jordiske forstand
tilbage: udleveret den absolutte, transcendente anderledes, Gud! Kun
den tvivlende eller fortvivlede Abraham vendte tilbage til
hjemligheden.
VIII. Fordringens udspring af Guds-forholdet
Ifølge Kierkegaard udspringer tilværelsens alvor af
Guds-forholdet. Mennesket har altid først med Gud at gøre. Også i
forhold til den anden. Gud er altid ´Mellembestemmelsen.´
Kierkegaard taler i Kjerlighedens Gjerninger om ´Mod til for Gud at
være sig selv´. Det er i dette mod, at et menneske har, hvad
Kierkegaard kalder, ´Eiendommelighed´. Og Gud er ´al Eiendommeligheds
Ophav og Udspring´ (Samlede værker 12, 260). At fremhæve den enkeltes
afgørende betydning udelukker ikke ´den Andens´, tværtimod:"At have
Eiendommelighed er at troe paa enhver Andens Eiendommelighed´ (Samlede
værker 12, 261).
At Kierkegaard fremhæver dette i sit værk Kjerlighedens Gjerninger
er ingen tilfældighed. Her er det afgørende, at kærligheden søger ikke
sit eget - med Kierkegaards egne ord: "altsaa søger den Kjerlige ikke
sit Eget; lige modsat elsker han den Andens Eget" (Samlede værker 12,
259).
At elske ´den Andens Eget´! Det er det, som den smålige, den
herskesyge aldrig kan: "han mangler Bøielighed og han mangler
Føielighed til at opfatte Andre; han fordrer sit Eget af Enhver, vil
at Enhver skal omskabes i hans Form, studses til efter hans Snit paa
Mennesker... Om den Strenge og Herskesyge er anviist en stor
Virkekreds, eller en lille, om han er Tyran i et Kejserdømme, eller
Huus-Tyran, Væsenet er det samme: herskesygt ikke at ville gaae ud af
sig selv, herskesygt at ville knuse det andet Menneskes
Eiendommelighed eller pine Livet af den" (Samlede værker 12,260).
IX. Pseudofællesskaber - eksklusionen af ´den Anden´
Kierkegaard taler i Begrebet Angest om den dæmoniske lukkethed.
Om angsten for det gode, angsten for åbenheden! Lévinas har med sin
ekstreme humanisme vist, hvor dybt den vestlige civilisations
tænkemåde er bestemt af denne lukkethed - filosofisk, moralsk, hvordan
vores integration består i forsøget på at reducere ´den Anden´, den
fremmede, til det samme som os selv. - På dette grundsvigt hviler
filosofiens betragtningsmåde med udgangspunkt i vores egne
anskuelsesformer, moralen, og i yderste fald den systematiserede
tilintetgørelse af den fremmede. Og dermed tilbage de totaliserede,
pseudo-fællesskaber.
Den danske kultur er truet af lukkethed..- Man kan også anskue det
fra følgende synsvinkel: At troens ridder har opstaldet - er redet
hjem igen!
Leif Bork Hansen
Lyngby sognegård,
D. 20. november 2003.
|
