| Lyngby Kirke er byens eneste bygning fra middelalderen og kommunens vigtigste historiske monument; men det må ikke glemmes, at den først |
og fremmest er rammen om sognets kristne menighedsliv, som det har udfoldet sig lige siden den første kirkes opførelse. |
| Lyngby Kirke ligger højt og majestætisk på kirkebakken omgivet af den driftige bys travle trafik. Bakken er naturlig: den er den sydligste spids af det højdedrag, der strækker sig nordfra ned gennem Sorgenfri Slotspark, og hvorpå "Thehuset" i slotsparken ligger. |
Mølleåen har brudt sig vej igennem og afsnøret det stykke af højdedraget, som kirken ligger på, og trafikken og bebyggelsen har siden gravet sig tættere og tættere ind på kirkebakkens fod. |
| Måske har der ligget en trækirke på kirkebakken omkring år 1000, hvor landsbyen og sandsynligvis også vandmøllen allerede eksisterede. I midten af 1100-tallet opførtes så den første stenkirke, hvis mure var af utildannede |
marksten med partier af kalksten fra Stevns Klint, som let lod sig forme til hjørner og vinduesindfatninger. Dele af muren i denne kirkes skib er bevaret i de nuværende mure, medens det smallere kor er forsvundet ved kirkens udvidelse. |
| Denne såkaldt romanske kirke har haft små, højtsiddende og rundbuede vinduer, hvoraf spor er bevaret indvendigt i murene over hvælvingerne, og fladt træloft. Den har haft en mandsdør på sydsiden og en kvindedør på nordsiden, sandsynligvis hvor man i dag kommer ind fra våbenhuset. I 1300-tallet blev den romanske kirke forsynet med et tårn i 3 etager (de nederste 3 af nu 5), som man valgte at anbringe midt for skibets nordside. Normalt ville man have bygget tårnet ved vestgavlen; men sandsynligvis var der for lidt plads mellem gavlen og skrænten. Som |
sædvanligt brugte man tårnets nederste etage som våbenhus, og tårnet byggedes med hvælvinger i alle 3 etager. Den 3. etage, hvortil man kom op gennem det udvendige trappetårn på vestsiden, indeholdt klokkerne, som kunne høres ud gennem de nu tilmurede blændinger. På den nuværende kirkes senmiddelalderlige østgavl, ved koret, ses et romansk kridtstensrelief fra den ældste stenkirke, antagelig en del af denne kirkes kors udvendige udsmykning. Dette relief viser en løve, som holder en mandsperson i gabet, og kaldes "Lyngbyløven". |
| I anden halvdel af 1400-tallet blev kirken ombygget og udvidet i gotisk stil til sin nuværende skikkelse: Skibet blev forlænget 3 meter mod vest (måske for at opnå en bedre fundering), og murene blev forhøjet et lille stykke. Tårnet blev forhøjet med 2 etager og klokkerne flyttet en etage op, for at de kunne høres hen over det forhøjede tag. På sydsiden lige over for tårnet blev der tilbygget et kapel. Derefter blev der bygget 3 hvælvinger inde i skibet. Koret blev erstattet af en forlængelse mod øst i samme bredde som skibet, og der indbyggedes 2 hvælvinger. Disse 5 hvælvingsfag blev forsynet med kalkmalerier. Også sydkapellet fik hvælving, men uden bemaling. Kirken fik større, spidsbuede eller fladbuede vinduer midt i de nye hvælvingsfag; dog "genbrugtes" et af de små romanske vinduer i nordmuren, idet vinduesåbningen sænkedes og forsynedes med en pendant, så de to små vinduer tilsammen sidder midt i 3. hvælving. Hermed havde kirken som sagt fået omtrent sin nuværende form. Sydkapellet blev i 1644 overladt til rentemester Henrik Müller på Hjortholms Mølle (det senere Frederiksdal) som gravkapel. I 1763 blev det |
indrettet som dåbskapel og senere som tværskib, antagelig
for at skaffe plads til den voksende menighed. Omkring 1765
tilbyggedes på nordsiden endnu et gravkapel, som nu anvendes som
sakristi. Endelig tilbyggedes i 1915 et lille vindfang i det østlige
hjørne mellem denne bygning og kirkens kor, hvor der blev indgang til
Kongehusets kirkestol forrest i kirken. Alle senere, mindre
ombygninger og adgangsveje til pulpiturer blev reguleret ved en
omfattende, men nænsom og dygtig restaurering i 1914-16, hvor bl.a.
også alle vinduerne blev ensartet spidsbuede. Desværre vidste man
ikke dengang, at der kunne være spor efter en ældre kirke under den
nuværende, og ved indlægningen af centralvarme har man derfor nok
slettet eventuelle sådanne spor.
Da Staten i 1868 ønskede at sælge kirken, blev den købt af finansmanden C. F. Tietgen, som i 1901 videresolgte den til Lyngby Kommune. I 1993 har Lyngby-Taarbæk Kommune overladt kirken til menighedsrådet. |
| Kalkmalerierne er altså samtidige med hvælvingerne og stammer fra den sidste katolske periode kort før 1500. De er ikke fremragende; men de er typiske for deres tid og bevaret i alle kirkens 5 hvælvinger. De har været mere varierede i farverne end i dag, hvor den holdbare rødbrune farve dominerer. På den tid |
har det været muligt at benytte trykte billedforlæg ved udførelsen af kalkmalerierne, som omfatter motiver fra både det Gamle og det Nye Testamente foruden katolske tilføjelser (helgenskikkelser). De enkelte motivers lokalisering. |
| Hovedlinien i kalkmalerierne, hvis oprindelige funktion har været at illustrere præstens ord, kan følges i de 5 scener, der i modsætning til de øvrige fylder en hel hvælvingskappe (d.v.s. en kvart hvælving), og som man går hen imod ved gudstjenesten. I 4. hvælving fra øst, hvor man kommer ind fra våbenhuset (det gjorde man også i 1400-tallet), ser man Kristi vandring med korset, og når man drejer til venstre mod alteret, korsfæstelsesscenen på Golgatha. I den 3. hvælving ses "Nådesstolen", d.v.s. den opstandne Kristus på Guds skød, og i den 2. hvælving dommedag: neden for den dømmende Kristus går til venstre Jomfru Maria i forbøn for de gode og til højre disciplen Johannes for de onde mennesker, som djævle venter på at kaste i Helvedes flammer. - På |
vej tilbage fra alteret mod
udgangen ser man i 4. hvælving de syv dødssynder, der gaber som
rovfisk mod det nøgne menneske: uden for kirken venter den farlige
verden! Altså, Kristi lidelse, død og opstandelse, og hans dom
over menneskene, er hovedmotivet i kalkmalerierne. |
| Af kirkens inventar er det mest iøjnefaldende altertavlen fra 1602 med Christian IVs navnetræk i øverste venstre hjørne (AK i det modsatte hjørne er hans dronning Anna Katrine). C. F. Eckersbergs store maleri fra 1829 af Den Hellige Nadver dækker over 6 firkantede tekstfelter på størrelse med de 3 øverste. |
Prædikestolen er lige som altertavlen i højrenaissance og stammer fra 1598. Den bærer figurer af de 4 evangelister Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, hvis tekster hver søndag bliver oplæst fra prædikestolen, og den latinske tekst foroven lyder: Herrens ord forbliver i evighed. |
|
Stolestadernes gavle er forsynet med englehoveder i
barok fra perioden 1646-56. I dag kan kirkens menighed som regel
rummes i de faste bænke og på supplerende stole på gulvet; men i
det seneste århundrede frem til Taarbæk Kirkes opførelse i 1863
måtte der skaffes yderligere plads ved opsætning af en række nu
forsvundne pulpiturer. Bl.a. havde den kongelige familie på
Sorgenfri et pulpitur ved sydvæggen i 2. hvælving med indgang ad
en udvendig trappe gennem vinduesåbningen. Det erstattedes ved
restaureringen i 1914-16 af Sorgenfris nuværende kirkestol, hvor
prædikestolen hidtil havde stået.
Af lysekronerne er den midterste skænket i 1663 af enken efter Frederik IIIs kunstsmed Caspar Herbach, der var forpagter af Lyngby Mølle, og som grundlagde |
den første kro i Lyngby i 1661 (Hotel Lyngby). De to andre messingkroner er skænket af fabrikant Georg Binder i 1910 for at gøre opmærksom på kirkens kulturhistoriske værdi. Georg Binder kom senere til selv at betale halvdelen af kirkens restaurering i 1914-16. Den pragtfulde krystallysekrone i tværskibet er bøhmisk og fra omkring 1725, muligvis skænket af prinsesse Sophie Hedevig på Frederiksdal. Kirkens orgel, der har 20 stemmer og 1352 piber, er bygget i 1960 af Frobenius & Søn's orgelbyggeri i Lyngby i samarbejde med kirkens daværende organist, Finn Ditlevsen, som også har tegnet orglets facade. Lyngby Kirke har to klokker, som er støbt i 1844, og som bærer Christian den Ottendes og dronning Caroline Amalies monogrammer. |
| Af kirkens malerier hænger det ældste på tværskibets østvæg. Det er fra omkring 1625 og viser sandsynligvis slotsfoged Hans Merchel, der var forpagter af Hjortholms Mølle. I så fald er den unge mand helt til venstre hans søn Valentin Merchel, der senere blev sognepræst i Lyngby (1640-81) og i 1641 påbegyndte den første kirkebog (en af Danmarks ældste). | Overfor på vestvæggen hænger malerier af to af kirkens præster, den grundtvigianske modeprædikant Peter Rørdam (sognepræst i Lyngby 1856-83) og hans nevø og efterfølger, kirkehistorikeren H. F. Rørdam (1883-1913). Deres gravsteder findes udenfor på kirkegården, som i øvrigt rummer usædvanligt mange interessante gravmonumenter. |
|
Af særlig historisk betydning er det epitafium fra 1649 over Johan og Maren Rosenmeier, der hænger på skibets nordvæg mellem indgangen og orgelet. Hovedmotivet er profeten Elias på ildvognen; men forneden ses de to afdødes portrætter. Johan Rosenmeier ejede det krudtværk, der fandtes på Brede i årene 1628-68 forud for kobberværket og klædefabrikken, og hvis man spørger, hvordan de mennesker egentlig så ud, som grundlagde den ældste danske industri, så kan to af dem i hvert fald ses i Lyngby Kirke. |
Det ses tydeligt, at de var københavnske borgere og må have adskilt sig fra den omkringboende landbefolkning. Lyngby var også sognekirke for disse by-folk, der fandtes på industrierne langs Mølleåen og på egnens mange landsteder, og som i modsætning til landbefolkningen stillede krav om bymæssig service (d.v.s. navnlig handel og håndværk). Det skyldtes navnlig disse byfolk, at Lyngby allerede tidligt i 1700-tallet fik det præg af købstad, som endnu opleves omkring kirken og på Lyngby Hovedgade, og at Lyngby i løbet af 1800-tallet blev handelscentrum for Københavns nordlige omegn. |
|
Bolvig, Axel: Lyngby kirkes kalkmalerier i tekst og billeder. Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune, Kongens Lyngby 1967. |
Johannsen, Birgitte Bøggild og Hugo Johannsen: Lyngby kirke. Lyngby-Bogen 1995-97. Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune 1997. |