Askeonsdag i kirken

Askeonsdag indleder fastetidens fyrre dage indtil påske. Det er en tid, som kirken fra de ældste tider har viet til besindelse og bod. Siden Luther og Reformationen har faste ikke haft den store betydning i den evangelisk-lutherske kirke. Luther mente, at faste og andre bodsøvelser hørte ind under gerningsretfærdighed og var unødvendige, så længe der var tro. Med Reformationen blev der derfor ryddet ud i forskellige katolske fejringer såsom kyndelmisse og askeonsdag.

Mange steder, bl.a. her i Lyngby kirke, har man genoptaget askeonsdagsfejringen. Ved en aftenandagt ved Julie K. Goldschmidt tegnes askekorset i panden på gudstjenestedeltagerne med asken fra sidste palmesøndags brændte grene som en markering af vores forgængelighed (og forfængelighed) og som et tegn på Guds skaberkraft. Grundtvig digter om, at Gud kommer støvtråde-værket i hu! Vi kan tale om at ryste vort støv, når vi står op - vi kan se på verden og os selv med mildere øjne, hvis vi af og til bliver mindet om vores egen forgængelighed. Det er askeonsdags mulighed - en mulighed, der kan ryste vort støv på en velgørende måde: så der kommer liv i de gamle klude. Måske kan det ligefrem ryste os sammen.