Få hjælp til at tale med dit barn om at miste.

Hvad skal man som voksen lige svare, når børn spørger om, hvad der sker, når vi dør? Hvordan bedstefar får en plads på kirkegården, så I kan besøge ham der, nu hvor han er død? Eller hvordan en begravelse egentlig foregår?

Der dukker mange spørgsmål op i børns hoveder, når de mister et menneske, de har kær. Måske endda for første gang. Og det er ikke altid lige nemt som voksen at give svar, og måske er det også svært at snakke om.

Du kan få inspiration til at tale med dit barn via de to film ”Om at miste”, hvor tøjdyrene Snapper og Topper og præsten Niels Hviid i børnehøjde beskæftiger sig med døden og begravelse.

I kan se filmene sammen, og bruge dem som udgangspunkt for en snak om, hvad der fylder hos børnene. Filmene kan også bruges som forberedelse, inden børn skal med til begravelse/bisættelse. Filmene giver plads til, at børnene selv kommer på banen med deres egne spørgsmål og overvejelser.

I filmen ”Om at miste – når nogen dør” er der masser af indgange til at tale om både tanker og følelser og om lavpraktiske ting som urner, blomster og gravsteder. Her tager Snapper hen til præsten Niels for at finde ud af, hvor bedstefar er nu, hvor han er død, og hvad hun selv skal gøre med alt det ”ked af det”, der sidder inde i hendes bryst.

Det er ok, at vi savner, for det er tegn på kærlighed - tegn på at vi elsker dem, som ikke er her mere. I er altid velkomne til at kontakte kirkens præster eller kirke- og kulturmedarbejderen, hvis I vil tale om børns savn og sorg. I er også velkomne til at komme ind i Lyngby Kirke, og tænde lys i lysgloben for den eller dem, som er gået bort. Børn kan også sørge længe over tabet af kæledyr, som de har mistet og savner.

Begravelse

I ”Om at miste – begravelsen” tager Snapper og Topper hen i kirken til præsten Niels for at se, hvordan en begravelse foregår, og blive klogere på ritualet, musikken, og hvorfor vi tager i kirke til en fælles afsked, i stedet for hver især at ligge hjemme under dynen og være kede af det.

Filmen er oplagt at bruge som forberedelse til en begravelse. Filmene giver ikke færdige svar, men lægger op til, at I sammen kan tale om, hvad I tror og tænker. De er en mulighed for at få et indblik i, hvad jeres barn går og tænker over, og hvad der fylder i forbindelse med dødsfaldet.